Kapitel: 10 SYGDOMMENS AFGUDER
Afsnit - II. Beslutningen om at glemme Næste
1. Medmindre du først kender noget, kan du ikke tage afstand fra det. Viden må gå forud for at tage afstand fra, således at dette at tage afstand fra noget ikke er andet end en beslutning om at glemme. Det, der er blevet glemt, ser da ud til at være truende, men kun fordi dette at tage afstand fra det er et angreb på sandheden. Du er frygtsom, fordi du har glemt. Og du har erstattet din viden med en bevidsthed om drømme, for du er bange for dette, at du tager afstand fra det, ikke tingen du har taget afstand fra. Når det, du har taget afstand fra, bliver accepteret, holder det op med at være en trussel.
2. Men at opgive afstandtagen fra virkeligheden bringer dig mere end blot manglen på frygt. I denne beslutning ligger glæde og fred og hele skabelsens hæder. Tilbyd blot Helligånden din villighed til at huske, for Han opbevarer Guds viden og din egen for dig, og venter blot på din accept. Opgiv gladeligt alt det, der står i vejen for din erindring, for Gud er i din hukommelse. Hans Stemme vil fortælle dig, at du er en del af Ham, når du er villig til at huske Ham og igen at vedkende dig din egen virkelighed. Lad intet i denne verden forsinke din erindring om Ham, for i denne erindring er din viden om dig selv.
3. At huske er blot at genfinde i dit sind det, der allerede er der. Du laver ikke det, du husker, du accepterer blot igen det, der allerede er der, men som blev afvist. Evnen til at acceptere sandheden i denne verden er den perceptuelle parallel til skabelsen i Kongeriget. Gud vil gøre Sin del, hvis du vil gøre din, og det Han gør i bytte for det, du gør, er at udskifte perception med viden. Intet ligger ud over Hans Vilje med dig. Men giv blot tegn til, at du vil huske Ham, og se så, hvad der sker! Han vil give dig alt, hvis du blot beder om det.
4. Når du angriber, fornægter du dig selv. Du underviser da dig selv i, at du ikke er det, du er. Din fornægtelse af virkeligheden går forud for din accept af Guds gave, for du har accepteret noget andet i stedet for. Hvis du forstår, at dette altid er et angreb på sandheden, og sandheden er Gud, vil du forstå, hvorfor det altid skaber frygt. Hvis du endvidere erkender, at du er en del af Gud, vil du forstå, hvorfor det er sådan, at du altid angriber dig selv først.
5. Alle angreb er angreb på dig selv, Det kan ikke være noget andet. Idet det udspringer af din egen beslutning om ikke at være, hvad du er, er det angreb på din identitet. Angreb er derfor måden, hvorpå du mister din identitet, for når du angriber, må du have glemt, hvad du er. Og hvis din virkelighed er Guds, husker du ikke Ham, når du angriber. Det er ikke, fordi Han er borte, men fordi du aktivt vælger ikke at huske Ham.
6. Hvis du vidste hvilket fuldstændigt kaos dette ville lave i dit sinds fred, kunne du ikke have truffet en sådan sindssyg beslutning. Du træffer den kun, fordi du stadig tror, at det kan give dig noget, du ønsker dig. Det følger derfor, at du ønsker dig noget andet end fred i sindet, men du har ikke overvejet hvad det er for noget. Dog er det logiske resultat af din beslutning fuldstændig klar, hvis blot du vil se på det. Ved at beslutte imod din egen virkelighed, har du gjort dig selv vagtsom overfor Gud og Hans Kongerige. Og det er denne vagtsomhed, der gør dig bange for at huske Ham.
Næste Afsnit Kapitel