Kapitel: 15 DET HELLIGE ØJEBLIK
Afsnit - II. Enden på tvivl Næste

1. Forsoning er i tiden, men ikke for tiden. Idet den er i dig, er den evig. Det, som indeholder erindringen om Gud, kan ikke bindes af tiden. Ej heller kan du. For medmindre Gud er bundet, kan du heller ikke være det. Et øjeblik, som tilbydes Helligånden, tilbydes Gud på dine vegne, og i dette øjeblik vil du mildt vågne i Ham. I dette velsignede øjeblik vil du slippe al din tidligere indlæring, og Helligånden vil øjeblikkeligt tilbyde dig hele fredens lektion. Hvad kan tage tid, når alle forhindringer til at lære det er blevet fjernet? Sandheden ligger så langt hinsides tiden, at dens helhed sker med det samme. For da den blev skabt som én, afhænger dens enhed overhovedet ikke af tiden.

2. Beskæftig dig ikke med tiden, og frygt ikke det hellighedens øjeblik, som vil fjerne al frygt. For fredens øjeblik er evig, fordi det er uden frygt. Det vil komme, da det er den lektie, som Gud giver dig gennem den Lærer, Som Han har udpeget til at oversætte tid til evighed. Velsignet er Guds Lærer, Hvis Fryd det er at lære Guds hellige Søn om hans hellighed. Hans glæde indeholdes ikke i tiden. Hans lære er for dig, for Hans glæde er din. Gennem Ham står du foran Guds alter, hvor Han mildt oversætter helvedet til Himlen. For Gud vil, at du kun er i Himlen.

3. Hvor lang tid kan det tage at komme derhen, hvor Gud vil, at du skal være? For du er der, hvor du altid har været og altid vil blive ved med at være. Alt det, du har, vil du altid være. Det velsignede øjeblik rækker ud for at omfatte tiden, som Gud Selv udvider Sig for at omfatte dig. Du, som har tilbragt dage, timer og selv år på at lænke dine brødre til dit ego i et forsøg på at støtte det og at styrke dets svaghed, opfatter ikke Kilden til styrke. I dette hellige øjeblik vil du løsrive alle dine brødre og nægte at støtte hverken deres svaghed eller din egen.

4. Du ser ikke, hvor meget du har misbrugt dine brødre ved at se dem som støtter for egoet. Som et resultat bevidner de egoet i din perception og synes at skaffe grunde til ikke at slippe det. Men de er langt stærkere og meget mere overbevisende vidner for Helligånden. Og de støtter Hans styrke. Det er derfor dit valg, om de støtter egoet eller Helligånden i dig. Og du vil se, hvem du har valgt på deres reaktioner. En Guds Søn, som er blevet forløst gennem Helligånden i en broder, genkendes altid. Han kan ikke fornægtes. Hvis du forbliver usikker, er det kun, fordi du ikke har givet en fuldstændig forløsning. Og på grund af dette, har du ikke givet et eneste øjeblik fuldstændigt til Helligånden. For når du har gjort dette, vil du være sikker på, at du har gjort det. Du vil være sikker, fordi vidnet for Ham vil tale så klart om Ham, at du vil høre og forstå. Du vil tvivle, indtil du hører et vidne, som du har forløst fuldstændigt gennem Helligånden. Og så vil du ikke tvivle mere.

5. Det hellige øjeblik er endnu ikke sket for dig. Men det vil det, og du vil genkende det med en fuldendt sikkerhed. Ingen Guds gave genkendes på nogen anden måde. Du kan øve dig i det hellige øjebliks funktion og vil lære meget af det. Men dets skinnende og klare stråler, som virkelig vil gøre dig blind for denne verden ved sit eget klarsyn, kan du ikke fremskaffe. Og her er det så, alt i dette øjeblik, fuldendt, opnået og givet fuldt ud.

6. Begynd nu at øve dig på din lille del i at udskille det hellige øjeblik. Du vil få meget nøjagtige instrukser, som det går fremad. At lære at udskille dette ene sekund og at opleve det som tidløst er at begynde at opleve dig selv som ikke adskilt. Frygt ikke, at du ikke skal blive givet hjælp i dette. Guds Lærer og Hans lektion vil støtte din styrke. Det er blot din svaghed, som vil forlade dig i denne øvelse, for det er øvelsen af Guds magt i dig. Brug den kun i et øjeblik, og du vil aldrig mere fornægte den. Hvem kan fornægte Nærværet af det, som universet bøjer sig for i påskønnelse og glæde? Dine tvivl må forsvinde, når de står overfor erkendelsen af det univers, som bærer vidne til Det.

Næste Afsnit Kapitel