Kapitel: 16 TILGIVELSEN AF ILLUSIONER
Afsnit - II. Hellighedens magt Næste

1. Du tror måske endnu, at hellighed er umulig at forstå, fordi du ikke kan se, hvordan den kan udvides til at omfatte alle. Og det er blevet dig fortalt, at den må omfatte alle for at være hellig. Du skal ikke bekymre dig om udvidelsen af hellighed, for du forstår ikke miraklernes natur. Ej heller udfører du dem. Det er deres udvidelse, som ligger langt ud over de grænser, som du opfatter, som viser, at du ikke udfører dem. Hvorfor skulle du bekymre dig om, hvordan miraklet udvider sig til hele Sønneforholdet, når du ikke forstår selve miraklet? En enkelt egenskab er ikke vanskeligere at forstå end helheden. Hvis mirakler overhovedet eksisterer, må deres egenskaber være mirakuløse, da de er en del af dem.

2. Der er en tendens til at fragmentere og så at bekymre sig om sandheden i blot en lille del af helheden. Og det er blot en måde at undgå eller at se bort fra helheden til det, du tror, du bedre forstår. For det er blot en anden måde, hvorpå du stadig ville forsøge at holde forståelsen for dig selv. En bedre og meget mere hjælpsom måde at se på mirakler på er denne: Du forstår dem ikke, hverken en del af dem eller helheden. Dog er de sket gennem dig. Derfor er der ikke behov for din forståelse. Dog er det stadig umuligt at gennemføre, hvad du ikke forstår. Og derfor må der være noget i dig, som forstår det.

3. For dig kan miraklet ikke synes naturligt, for det, du har gjort imod dit sind, har gjort det så unaturligt, at det ikke kan huske, hvad det er, som er naturligt for det. Og når det bliver dig fortalt, hvad der er naturligt, forstår du det ikke. Genkendelsen af enkeltdelen som helhed og af helheden i enhver enkeltdel er fuldstændig naturlig, for det er Guds måde at tænke på, og det, som er naturligt for Ham, er naturlig for dig. En fuldstændig naturlig perception ville øjeblikkelig vise dig, at gradsforskelle i mirakler er en umulighed, for det indeholder en modsigelse af, hvad mirakler betyder. Og hvis du kunne forstå deres betydning, kunne deres egenskaber næppe skabe forvirring i dig.

4. Du har lavet mirakler, men det er helt tydeligt, at du ikke har lavet dem alene. Det er lykkedes for dig, hver gang du er nået frem til et andet sind og har forenet dig med det. Når to sind forener sig som et og deler en idé i lighed, er det første led i bevidstheden om Sønneforholdet skabt. Når du har foretaget denne sammensmeltning, som Helligånden byder dig at gøre og har tilbudt det til Ham, så Han kan benytte det, som Han synes bedst, vil Hans naturlige perception af din gave sætte Ham i stand til at forstå den, og sætter dig i stand til at benytte Hans forståelse på dine egne vegne. Det er umuligt at overbevise dig om virkeligheden i det, som virkelig er blevet opnået gennem din villighed, så længe du tror, at du må forstå det, for at det kan være virkeligt.

5. Hvordan kan tillid i virkeligheden være din, når du til stadighed ønsker at gøre den uvirkelig? Og er det i virkeligheden mere sikkert for dig at fastholde illusionernes virkelighed, end det ville være, hvis du gladeligt accepterede sandheden for det, den er, og at takke for det? Ær den sandhed, som er blevet dig givet, og vær glad for, at du ikke forstår den. Mirakler er naturlige for Den, Som taler for Gud. For Hans opgave er at oversætte miraklet til den viden, som det repræsenterer, og som er gemt for dig. Lad Hans forståelse af miraklet være dig nok, og vend dig ikke bort fra alle de vidner, som Han har givet dig til at bevidne Hans virkelighed.

6. Intet bevis vil overbevise dig om sandheden i det, du ikke ønsker dig. Og dog er din forbindelse til Ham virkelig. Betragt ikke dette med frygt men med glæde. Den Ene, Som du kaldte på, er hos dig. Byd Ham velkommen, og ær de vidner, som bringer dig det glade budskab om, at Han er kommet. Det er sandt, som du frygtede, at dette at anerkende Ham er at fornægte alt det, du tror, du ved. Men det, du tror, du ved, var aldrig sandt. Hvilken gevinst er det for dig at klynge dig til det, og at fornægte beviset for sandheden? For du er nu kommet for nær sandheden til at fornægte den, og du vil give efter for dens overvældende tiltrækning. Du kan forsinke det nu, men kun for en stund. Guds Vært har kaldt på dig, og du har lyttet. Aldrig mere vil du igen være fuldt ud villig til ikke at lytte.

7. Dette er et glædens år, hvor din lytten vil tiltage, og freden vil vokse med dens forøgelse. Hellighedens magt og angrebets svaghed bliver begge bragt til din bevidsthed. Og dette er opnået i et sind, som er fuldstændig overbevist om, at hellighed er svaghed og angreb styrke. Burde dette ikke være et tilstrækkeligt mirakel til at lære dig, at din Lærer ikke er af dig? Men husk også, at hver gang du lyttede til Hans fortolkninger, har resultaterne bragt dig glæde. Ville du foretrække resultaterne af din egen fortolkning, hvis du ærligt overvejer, hvad de faktisk var? Gud vil det bedre med dig. Kunne du ikke se med større barmhjertighed på den, som Gud elsker med en fuldendt kærlighed?

8. Fortolk ikke imod Guds Kærlighed, for du har mange vidner, som taler så klart om den, at kun de blinde og de døve kunne undgå at se dem og høre dem. Forsøg dette år på ikke at fornægte, hvad Gud har givet dig. Vågn op og del det med andre, for det er den eneste grund til, at Han har kaldt på dig. Hans Stemme har talt tydeligt, og dog har du så lidt tillid til det, du hørte, fordi du har foretrukket at sætte større lid til den ulykke, du har lavet. Lad os i dag sammen bestemme os til at modtage det glade budskab om, at ulykken ikke er virkelig, og at virkeligheden ikke er en ulykke.Virkeligheden er sikker og vis og fuldstændig venlig overfor alt og alle. Der findes ikke nogen større kærlighed end at acceptere dette og at være glad, for kærligheden beder kun om, at du er glad og vil give dig alt det, som kan gøre dig lykkelig.

9. Du har aldrig givet Helligånden et problem, som Han ikke har løst for dig, og ej heller vil du nogensinde gøre det. Du har aldrig selv forsøgt at løse noget problem og oplevet at det lykkedes. Er det ikke på tide, at du bragte disse fakta sammen og så på resultatet? Dette er året for anvendelsen af de ideer, som er blevet dig givet. For ideer er mægtige kræfter, som skal anvendes og ikke blot ligge stille hen. De har allerede bevist deres magt i tilstrækkelig grad til, at du kan sætte din lid til dem i stedet for at fornægte dem. Invester i sandheden dette år, og lad den arbejde i fred. Hav tillid til Ham, Som har tillid til dig. Tænk på, hvad du virkelig har set og hørt, og genkend det. Kan du være alene med sådanne vidner?

Næste Afsnit Kapitel