Kapitel: 19 OPNÅELSEN AF FRED
Afsnit - II. Synd overfor fejltagelse Næste
1. Det er vigtigt, at fejltagelser ikke forveksles med synd, og det er denne forskel, som gør frelsen mulig. For fejl kan korrigeres, og det, som er forkert, kan rettes. Men synden, hvis den havde været en mulighed, ville ikke kunne rettes. Troen på synd hviler nødvendigvis på den faste overbevisning, at sind, og ikke kroppe, kan angribe. Og derved er sindet skyldig og vil forblive således, hvis ikke et sind, som ikke er en del af det, kan give det syndsforladelse. Synden har brug for straf, som fejlen har brug for korrektion, og den tro, at straffen er korrektion, er tydeligvis sindssyg.
2. Synd er ikke en fejl, for synden indebærer en arrogance, som tanken om fejl mangler. At synde ville være at begå overgreb imod virkeligheden og at lykkes i det. Synden er den proklamation, at angreb er virkelig, og at skyld retfærdiggøres. Den antager, at Guds Søn er skyldig, og at det derved er lykkedes ham at miste sin uskyld og at gøre sig til det, som Gud ikke skabte. Således ses skabelsen ikke som evig, og det synes at være muligt at angribe og overvinde Guds Vilje. Synden er den store illusion, der ligger bag egoets storslåethed. For derved ændres Gud Selv og gøres ufuldstændig.
3. Guds Søn kan tage fejl, han kan bedrage sig selv, han kan endda vende sit sinds magt imod sig selv. Men han kan ikke synde. Der er ikke noget, han kan gøre, som virkelig på nogen måde ville ændre hans virkelighed eller virkelig ville gøre ham skyldig. Det er, hvad synden. ønsker at gøre, for det er dens formål. Men på trods af al den vilde sindssyge, som er indbygget i hele ideen om synd, er det umuligt. For syndens løn er døden, og hvordan kan den udødelige dø?
4. Et af de store dogmer i egoets sindssyge religioner, at synden ikke er en fejl men sandhed, og at det er uskylden, som vil bedrage. Renhed ses som arrogance, og accepten af selvet som syndefuldt opfattes som hellighed. Og det er denne doktrin, som erstatter Guds Søns virkelighed, som hans Far skabte ham og ville, at han skulle være i al evighed. Er dette ydmyghed? Eller er det mere et forsøg på at vriste skabelsen fra sandheden for at holde dem adskilt?
5, Ethvert forsøg på at genfortolke synden som en fejl er altid uforsvarligt for egoet. Tanken om synd er fuldstændig ukrænkelig for dets tankesystem og fuldstændig utilnærmelig uden med ærbødighed og beundring. Det er det mest »hellige« koncept i egoets system; kærligt og magtfuldt, fuldstændig sandt, og nødvendigvis beskyttet af ethvert forsvar, som det har til sin rådighed. For her ligger dets »bedste« forsvar, som alle de andre tjener. Her er dets brynje, dets beskyttelse, og det fundamentale formål med det specielle forhold i dets fortolkning.
6. Det kan i virkeligheden siges, at egoet byggede sin verden på synd. Kun i en sådan verden kunne alt være vendt på hovedet. Det er den mærkelige illusion, der får skyldens skyer til at se tunge og uigennemtrængelige ud. Den soliditet, som denne verdens fundament synes at have, findes i dette. For synden har forandret skabelsen fra en Guds Tanke til et ideal, som egoet ønsker sig, en verden, som det styrer, som udgøres af kroppe, som er tankeløse og i stand til fuldstændig korruption og forfald. Hvis dette er en fejltagelse, kan den nemt rettes med sandheden. Enhver fejltagelse kan rettes, hvis det overlades til sandheden at bedømme den. Men hvis fejltagelsen gives sandhedens status, hvad kan den så bringes til? Syndens »hellighed« holdes da på plads med netop dette mærkelige værktøj. Som sandhed er den uangribelig, og alt andet bringes til den for at blive dømt. Som en fejltagelse, må den bringes til sandheden. Det er umuligt at have tillid til synden, for synden er troløshed. Men det er muligt at have tillid til, at en fejltagelse kan korrigeres.
7. Der er ikke nogen sten i egoets kampberedte storby, som forsvares mere bittert end den idé, at synden er virkelig; det naturlige udtryk for, hvad Guds Søn har gjort sig selv til, og hvad han er. For egoet er dette ingen fejltagelse. For det er dets virkelighed; det er »sandheden«, hvorfra flugt altid er umulig. Dette er hans fortid, hans nutid og hans fremtid. For det er på en eller anden måde lykkedes for ham at korrumpere sin Fader og at ændre Hans Sind fuldstændigt. Sørg da over Guds død, Som synden har dræbt! Og dette ville virkeligt være egoets ønske, som det i sin sindssyge tror, at det har opnået.
8. Ville du ikke hellere, at alt dette var en fejltagelse, som det var fuldstændig muligt at korrigere og så let at undslippe, at hele korrektionen blot er som at gå igennem morgendisen og ind i sollyset? For det er alt, hvad det er. Måske vil du blive fristet til at være enig med egoet i, at det er langt bedre at være syndig end fejltagen. Men tænk dig godt om, før du tillader dig selv at foretage dette valg. Tag det ikke for let, for det er valget mellem helvedet og Himlen.
Næste Afsnit Kapitel