Kapitel: 27 HELBREDELSE AF DRØMMEN
Afsnit - II. Frygten for helbredelse Næste
1. Er helbredelsen skræmmende? For mange, ja. For anklager er en bremse på kærligheden, og ødelagte kroppe er anklagere. De står fast i vejen for tillid og fred, idet de proklamerer, at de svage ikke kan have nogen tillid, og at de ødelagte ikke kan have nogen grund til fred. Hvem er blevet ødelagt af sin broder og har stadig kærlighed og tillid til ham? Han har angrebet og vil angribe igen. Beskyt ham ikke, for din ødelagte krop viser dig, at du har behov for beskyttelse imod ham. Tilgivelsen kan måske nok være en barmhjertighedsgerning, men den tilkommer ham ikke. Du kan måske føle medlidenhed med ham på grund af hans skyld, men ikke frigøre ham fra den. Og hvis du tilgiver ham for hans overskridelser, tilføjer du blot noget til al den skyld, som han virkelig fortjener.
2. De uhelbredte kan ikke tilgive. For de er vidnerne på, at tilgivelsen er urimelig. De ønsker at beholde konsekvenserne af den skyld, som de overser. Men ingen kan tilgive en synd, som han mener, er virkelig. Og det, som har konsekvenser, må være virkeligt, for det, det har gjort, kan jo ses. Tilgivelsen er ikke medlidenhed, som blot forsøger at tilgive det, det egentlig tror, er sandt. Man kan ikke give godhed for ondskab, for tilgivelsen etablerer ikke først synden for dernæst at tilgive den. Hvem kan sige og mene: »Min broder, du har skadet mig, og alligevel, da jeg er den bedste af de to, tilgiver jeg dig for min smerte«. Hans tilgivelse og din smerte kan ikke sameksistere. Den ene fornægter den anden og gør den til en falskhed.
3. At bevidne synden og dog tilgive den er et paradoks, som fornuften ikke kan se. Og ved at give den, tilstår du din broder barmhjertighed men tilbageholder beviset på, at han ikke virkelig er uskyldig. De syge forbliver anklagere. De kan hverken tilgive deres brødre eller dem selv. For ingen, som indeholder den sande tilgivelse, kan lide. Han holder ikke beviset på skyld op for sin broders øjne. Og derved må han have set forbi den og fjernet den fra sine egne. Tilgivelsen kan ikke være for den ene og for den anden. Den, der tilgiver, er helbredt. Og i hans helbredelse ligger beviset på, at han har tilgivet i sandhed og ikke har nogen som helst forbandelse tilbage i sig, som han stadig ville bruge imod sig selv eller noget som helst levende.
4. Tilgivelsen er ikke virkelig, medmindre den bringer helbredelsen til din broder og til dig selv. Du må bevidne, at hans synder ikke har nogen indvirkning på dig for at bevise, at de ikke er virkelige. Hvordan kunne han ellers være skyldfri? Og hvordan kunne hans uskyld retfærdiggøres, medmindre hans synder ikke har nogen virkning i at berettige skylden? Synder ligger hinsides tilgivelsen, netop fordi de ville indebære virkninger, som ikke kan forløses og helt og aldeles overses. I forløsningen af dem ligger beviset på, at de blot er fejltagelser. Lad dig selv blive helbredt, så du kan blive tilgivet, idet du da tilbyder frelsen til din broder og til dig selv.
5. En brudt krop viser, at sindet ikke er blevet helbredt. Et helbredelsens mirakel beviser, at adskillelsen ikke har nogen virkning. Det, du ønsker at bevise for ham, vil du tro på. Vidnets magt kommer af din tro. Og alt, hvad du siger og gør og tænker, bevidner blot det, som du lærer ham. Din krop kan være midlet til at undervise i, at den aldrig har lidt nogen smerte på grund af ham. Og i sin helbredelse kan den tilbyde ham et tavst bevis på hans uskyld. Det er dette bevis, som kan tale med en kraft, der er større end tusinde tunger. For her bevises hans uskyld for ham.
6. Et mirakel kan ikke tilbyde mindre til ham, end det har givet dig. Således viser din helbredelse, at dit sind er helbredt og har tilgivet det, han ikke har gjort. Og således bliver han overbevist om, at hans uskyld aldrig gik tabt men blev helbredt sammen med dig. Således forløser miraklet alle de ting, som verden bevidner ikke kan forløses. Og håbløsheden og døden må forsvinde for den ældgamle fanfare til livet. Denne fanfare har en magt, der ligger langt hinsides det svage og elendige dødens og skyldens råb. Faderens ældgamle råb til Sin Søn og Sønnens til det, der er hans, vil stadig være den sidste trompet, som verden nogensinde vil høre. Broder, der findes ingen død. Og dette lærer du, når du blot ønsker at vise din broder, at du ikke er blevet såret af ham. Han tror, at dit blod er på hans hænder, og derfor er han fordømt. Men det er dig givet at vise ham ved din helbredelse, at hans skyld kun er det stof, som meningsløse drømme er gjort af.
7. Hvor retfærdige er mirakler ikke! For de lægger en ligelig gave af fuld forløsning fra skyld for både din broders og dine fødder. Din helbredelse sparer ham for smerte, som det gør dig, og du bliver helbredt, fordi du ønskede ham det bedste. Dette er loven, som miraklet adlyder: At helbredelsen overhovedet ikke ser det specielle. Den kommer ikke af medlidenhed men af kærlighed. Og kærligheden ønsker at bevise, at al lidelse blot er en forfængelig forestilling, et dumt ønske uden virkninger. Din sundhed er resultatet af dit ønske om at se din broder uden blod på sine hænder og ej heller nogen skyld i sit hjerte, som blev gjort tungt af beviset for synd. Og det, du ønsker dig, får du lov at se.
8. Omkostningen ved din afklarethed er hans. Dette er den »pris«, som Helligånden og verden fortolker forskelligt. Verden opfatter den som et udtryk for det »faktum«, at din frelse vil få ham til at miste sin. Helligånden ved, at din helbredelse bevidner hans og overhovedet ikke kan være adskilt fra hans. Så længe han går med til at lide, vil du være uhelbredt. Men du kan vise ham, at hans lidelse er formålsløs og helt uden grund. Vis ham din helbredelse, og han vil ikke mere gå med til at lide. For hans uskyld er da blevet etableret i dit syn og i hans. Og latter vil erstatte dine suk, for Guds Søn huskede, at han er Guds Søn.
9. Hvem er det da, der fryder helbredelsen? Kun dem for hvem deres brødres ofre og smerte ses som repræsentanter for deres egen afklarethed. Deres svaghed og hjælpeløshed repræsenterer de grunde, hvormed de retfærdiggør hans smerte. Det konstante stik af skyld, som han lider under, tjener til at bevise, at han er en slave, men at de er fri. Den konstante smerte, som de lider under, beviser, at de er fri, fordi de holder ham fastbundet. Og sygdommen ønskes for at forebygge en ændring i balancen af offer. Hvordan kunne Helligånden afholdes blot et øjeblik, ja selv mindre, fra at tale fornuft med en påstand om sygdom som denne? Og behøver din helbredelse at blive forsinket, fordi du tøver og lytter til vanviddet?
10. Korrektionen er ikke din funktion. Den tilhører En, Som kender til rimelighed, ikke skyld. Hvis du påtager dig korrektionens rolle, mister du tilgivelsens funktion. Ingen kan tilgive, før han lærer, at korrektion blot er at tilgive og aldrig at anklage. Alene kan du ikke se, at de er et og det samme, og derfor er korrektionen ikke af dig. Identitet og funktion er et og det samme, og gennem din funktion kender du dig selv. Og på denne måde må du, såfremt du blander din funktion sammen med En Andens funktion, blive forvirret angående dig selv, og hvem du er. Hvad andet er adskillelsen end ønsket om at tage Guds funktion fra Ham og fornægte, at den er Hans? Men hvis det ikke er Hans, er det heller ikke din, for du må miste det, som du ønsker at fjerne.
11. I et delt sind må identiteten se ud til at være splittet. Ej heller kan nogen opfatte en funktion som forenet, hvis den har modsatrettede formål og forskellige mål. Korrektionen må, for et splittet sind, være en måde at straffe synder på, som, du tror, er dine men i en anden. Og således bliver han dit offer, ikke din broder, forskellig fra dig på den måde, at han er mere skyldig med behov for din korrektion, da du er mere uskyldig, end han er. Dette adskiller hans funktion fra din, og giver Jer begge forskellige roller. Og derfor kan I ikke opfattes som et og med en fælles funktion, som ville betyde en fælles identitet med kun et eneste muligt resultat.
12. Den korrektion, som du ville foretage, må adskille, for det er den funktion, der er givet af dig. Når du opfatter, at korrektion er det samme som tilgivelse, så ved du også, at Helligåndens Sind og dit er et og det samme. Og således har du fundet din egen Identitet. Men Han må arbejde med det, som bliver givet til Ham, og du tillader Ham kun at have halvdelen af dit sind. Og således repræsenterer Han den anden halvdel og synes at have et andet formål end det, du sætter højt, og som, du tror, er dit. Således ser din funktion ud til at være delt med én halvdel i opposition til den anden halvdel. Og disse to halvdele synes at repræsentere en deling af et selv, som opfattes som to.
13. Overvej, hvordan denne selvopfattelse må udvide sig, og overse ikke det faktum, at enhver tanke må udvide sig, for det er dens formål, idet den er, hvad den virkelig er. Fra en idé om et selv delt i to opstår der en nødvendig opfattelse af en funktion, der er delt mellem de to. Og det, du ville korrigere, er blot halvdelen af fejltagelsen, som, du tror, er det hele. Din broders synder bliver det centrale mål for korrektionen, medmindre dine fejl og hans ses som et. Dine er fejltagelser, men hans er synder og er ikke det samme som dine. Hans fortjener en straf, medens dine bør overses i al rimelighed.
14. I denne fortolkning af korrektionen vil du ikke engang se på dine egne fejltagelser. Korrektionens fokus er blevet lagt uden for dig selv på en, som ikke kan være en del af dig, så længe denne opfattelse varer. Det, som er fordømt, kan ikke returneres til sin anklager, som hadede det og stadig hader det som et symbol på hans frygt. Dette er din broder, et fokus for dit had, uværdig til at blive en del af dig og således udenfor dig selv; den anden halvdel som er blevet fornægtet. Og kun det, der er tilbage uden hans tilstedeværelse, opfattes som hele dig. For denne tilbageværende halvdel må Helligånden repræsentere den anden halvdel, indtil du erkender, at det er den anden halvdel. Og det gør Han ved at give dig og ham en funktion, som er et og det samme, ikke adskilt.
15. Korrektionen er den funktion, som er givet til begge men ikke til hver enkelt alene. Og når den opfyldes i fællesskab, må den korrigere fejltagelser i dig og ham. Den kan ikke efterlade fejltagelser uhelbredte i den ene og sætte den anden fri. Det er et delt formål, som ikke kan deles, og derfor kan det ikke være det mål, hvor Helligånden ser sit Eget. Og du kan være sikker på, at Han ikke vil opfylde en funktion, som Han ikke kan se og genkende som Sin. For kun således kan Han holde din bevaret intakt, på trods af Jeres adskilte opfattelse af, hvad Jeres formål er. Hvis Han fastholdt en delt funktion, ville du for alvor være fortabt. Hans manglende evne til at se Sit mål som delt og specifikt for dig og ham, bevarer dig fra bevidstheden om en funktion, som ikke er din. Og således gives helbredelsen til dig og ham.
16. Korrektionen må overlades til En, Som ved, at korrektion og tilgivelse er et og det samme. Dette forstås ikke med et halvt sind. Overlad da korrektionen til det Sind, Som er forenet, idet det fungerer som ét, da det ikke er delt i sit formål, og kun opfatter en eneste funktion som sin eneste. Her opfattes den funktion, som blev det givet, for at være dets egen og ikke adskilt fra det, som dets Giver beholder, fordi det er blevet delt med en anden. I Hans accept af denne funktion ligger midlet til at forene dit sind. Hans forenede formål forener dine halvdele, som du opfattede som adskilte. Og hver af dem tilgiver den anden, så han kan acceptere sin anden halvdel som en del af sig selv.
Næste Afsnit Kapitel