Kapitel: 29 OPVÅGNEN
Afsnit - II. Gæstens komme Næste
1. Hvorfor ønsker du ikke at opfatte det som en befrielse, når du lærer, at du er fri? Hvorfor ønsker du ikke at tage sandheden til dig i stedet for at se den som en fjende? Hvorfor ser den nemme sti, der er så klart markeret, at det er umuligt at fare vild, så tornet ud, så hård og alt for vanskelig for dig at følge? Er det ikke, fordi du ser den som vejen til helvede, i stedet for at se den som den enkle måde, uden offer eller tab, hvorpå du kan opleve dig selv i Himlen og i Gud? Indtil du erkender, at du ikke opgiver noget, indtil du forstår, at der ikke er noget tabs vil du opleve, at du i nogen grad fortryder den vej, du har valgt. Og du vil ikke se de mange goder, som dit valg tilbyder dig. Men selvom du ikke ser dem, er de der. Deres årsag har ført til virkninger, og de må være til stede, der hvor deres årsag er kommet ind.
2. Du har accepteret helbredelsens årsag, og derfor må det være således, at du er helbredt. Og når du er helbredt, må magten til at helbrede også være din. Miraklet er ikke en adskilt ting, der sker pludselig som en virkning uden en årsag. Ej heller er det i sig selv en årsag. Men der, hvor dets årsag er, må det også selv være. Lige nu er det forårsaget men endnu ikke opfattet. Og dets virkninger er der men er endnu ikke blevet set. Se indad nu, og du vil ikke se en grund til beklagelse men en grund til glæde og håb om fred.
3. Det har været håbløst at forsøge at finde et håb om fred på krigsskuepladsen. Det har været formålsløst at forlange undslippelsen fra synd og smerte fra det, der blev lavet til at tjene den funktion at fastholde skylden og smerten. For smerte og synd er én illusion, ligesom had og frygt, angreb og skyld, som også blot er en og den samme. Der, hvor de er årsagsløse, må deres virkninger være forsvundne, og kærligheden må komme ind, der, hvor de ikke er. Hvorfor glæder du dig ikke? Du er fri for smerte og sygdom, elendighed og tab og alle virkninger efter had og angreb. Smerten er ikke mere din ven og skylden din gud, og du skulle nu byde kærlighedens virkninger velkommen.
4. Din Gæst er kommet. Du inviterede Ham, og Han kom. Du hørte Ham ikke komme ind, for du ønskede det ikke helt. Og alligevel kom Hans gaver sammen med Ham. Han har lagt dem for dine fødder og beder dig nu om at se på dem og at betragte dem som dine. Han har brug for din hjælp til at give dem til alle, der går hver for sig, idet de tror, at de er adskilte og alene. De vil blive helbredt, når de modtager dine gaver, for din Gæst vil byde enhver velkommen, hvis fødder har rørt ved den hellige jord, som du står på, og hvor Hans gaver til dem bliver lagt.
5. Du ser ikke, hvor meget du kan give på grund af alt det, du har modtaget. Dog venter Han, der kom ind, blot på, at du skal komme derhen, hvor du inviterede Ham til at være. Der er ikke noget andet sted, hvor Han kan finde Sin vært, og hvor Hans vært kan mødes med Ham. Og ikke noget andet sted, hvor Hans gaver af fred og glæde og al den lykke, som Hans Tilstedeværelse bringer med sig, kan opnås. For de er der, hvor Han er, Som bragte dem med Sig, så de kunne blive dine. Du kan ikke se din Gæst, men du kan se de gaver, som Han bragte med Sig. Og når du betragter dem, vil du tro på, at Hans Tilstedeværelse også er der. For det, du nu kan gøre, kunne ikke gøres uden den kærlighed og nåde, som Hans Tilstedeværelse indeholder.
6. Således lover den levende Gud: At Hans Søn har liv, og at alt levende skal være en del af ham, og at intet andet har liv. Det, du selv har givet »liv«, er ikke levende og symboliserer blot dit ønske om at være i live adskilt fra livet, i live i døden, hvor døden opfattes som liv og livet som død. Den ene forvirring følger den anden her, for denne verden hviler på forvirring, og den hviler ikke på andet. Dens fundament ændrer sig ikke, selvom den synes at være under fortsat forandring. Men hvad er det andet end det, som forvirring virkeligt betyder? Stabilitet er meningsløst for de forvirrede, og forandringer og ændringer bliver den lov, hvorved de forudsiger deres liv.
7. Kroppen forandrer sig ikke. Den repræsenterer den større drøm, at ændringer er mulige. At ændre sig er at opnå en tilstand, der er ulig den, du var i før. Der er ingen forandring i udødeligheden, og Himlen kender ikke til den. Men her på jorden har den et dobbelt formål, for man kan få den til at undervise i modsatrettede ting. Og de afspejler den lærer, som underviser i dem. Kroppen kan se ud til at forandre sig med tiden, på grund af sygdom eller sundhed og på grund af hændelser, der ser ud til at forandre den. Men dette betyder blot, at sindet stadig har den samme opfattelse af, hvad kroppens formål er.
8. Sygdom er et krav om, at kroppen er noget, som den ikke er. Dens intethed er garantien for, at den ikke kan være syg. I dit krav om, at den skal være mere end dette, ligger hele ideen om sygdom. For det beder om, at Gud skal være mindre end det, Han virkeligt er. Hvad bliver der da af dig, for det er dig, der bliver bedt om et offer? For Han får at vide, at en del af Ham ikke mere tilhører Ham. Han må ofre dit selv, og i Hans offer bliver du gjort til mere og Han til noget mindre ved tabet af dig. Og det, der er forsvundet fra Ham, bliver din gud, der beskytter dig imod at være en del af Ham.
9. Kroppen, som du beder om at være en gud, vil blive angrebet, for dens intethed er ikke blevet genkendt. Og derfor synes den at være noget, der i sig selv har en magt. Som et noget, kan den opfattes og forestilles at føle og handle og at holde dig i sit greb som fanget i dig selv. Og den kan undlade at være det, du krævede, at den skulle være. Og du vil hade den for dens lidenhed, idet du ikke lægger mærke til, at fejlen ikke ligger i, at den ikke er mere, end den skal være, men kun i den fejl du begår ved ikke at opfatte, at den intet er. Og alligevel er dens intethed din frelse, som du ønsker at flygte fra.
10. Som et »noget« bliver kroppen bedt om at være Guds fjende, idet den erstatter det Han er, med lidenhed og begrænsning og fortvivlelse. Det er Hans tab, du fejrer, når du betragter kroppen som noget, du elsker eller betragter den som noget, du hader. For hvis Han er Summen af alt, så eksisterer det, der ikke er af Ham, ikke, og Hans fuldendelse er dets intethed. Din frelser er ikke død, og ej heller bor han i det, der blev bygget som et tempel til døden. Han bor i Gud, og det er dette, der gør ham til din frelser og kun dette. Hans krops intethed forløser din fra sygdom og død. For det, der er dit, kan ikke være mere eller mindre end det, der er hans.
Næste Afsnit Kapitel