Kapitel: 22 FRELSEN OG DET HELLIGE FORHOLD
Afsnit - III. Fornuften og fejltagelsens skikkelser Næste
1. Introduktionen af fornuften ind i egoets tankesystem er begyndelsen til dets opløs-ning, for fornuft og ego er modsigelser. Ej heller er det muligt for dem at sameksistere i din bevidsthed. For fornuftens mål er at gøre noget tydeligt og derfor indlysende. Du kan se fornuften. Dette er ikke et ordspil, for her ligger begyndelsen til et klarsyn, som har betydning. Klarsyn er sund fornuft, bogstavelig talt. Hvis det ikke er kroppens syn, må det forstås. For det er enkelt, og det som er indlysende, er ikke tvetydigt. Det kan forstås. Og her adskilles fornuften og egoet for at gå hver sin vej.
2. Egoets fortsatte eksistens afhænger af dets fortsatte tro på, at du ikke kan lære dette kursus. Hvis du deler denne overbevisning, vil det være umuligt for fornuften at se dine fejltagelser og at bane vejen for korrektionen af dem. For fornuften ser igennem fejltagelser, idet den fortæller dig, at det, du troede, var rigtigt, ikke er det. Fornuften kan se forskel på synd og fejltagelse, fordi den ønsker korrektionen. Derfor fortæller den dig, at det, du troede ikke kunne korrigeres, kan korrigeres, og derfor må det have været en fejltagelse. Egoets modstand imod korrektion fører til dets faste tro på synd og dets manglende interesse i fejltagelser. Det ser ikke noget, som kan korrigeres. Således forbander egoet, og fornuften frelser.
3. Fornuften er ikke frelse i sig selv, men den baner vejen for freden og sætter dig i en sindstilstand, hvor frelsen kan blive dig givet. Synden er en blokering, der står som en tung port, låst og uden nøgle, tværs over vejen til fred. Ingen, som ser på den uden fornuftens hjælp, ville forsøge at passere den. Kroppens øjne ser den som granit helt igennem, så tyk at det ville være vanvid at forsøge at komme igennem den. Men fornuften ser nemt igennem den, fordi det er en fejltagelse. Hvilken skikkelse den end antager, kan den ikke skjule sin tomhed for fornuftens øjne.
4. Kun fejltagelsens skikkelse tiltrækker egoet. Det genkender ikke mening og ser den ikke, om der er nogen eller ej. Alt det, som kroppens øjne kan se, er fejltagelser, en perceptionsfejl, et forvrænget fragment af helheden, uden den mening, som helheden fremviser. Og dog kan fejltagelser korrigeres uanset den skikkelse, de antager. Synden er blot fejltagelser i den specielle skikkelse, som egoet værdsætter. Det ville ønske at gemme alle fejltagelser for at gøre dem til synder. For her ligger dets egen stabilitet, dets tunge anker i den foranderlige verden, som det selv lavede; den klippe, hvorpå det byggede sin kirke, og hvor dets tilbedere er bundet til kroppe, idet de tror, at kroppens frihed også er deres egen.
5. Bevidsthed vil fortælle dig, at fejltagelsens form ikke er det, der gør til en fejl. Hvis det, som formen skjuler, er en fejl, kan formen ikke forhindre korrektionen. Kroppens øjne ser kun formen. De kan ikke se hinsides det, de blev lavet for at se. Og de blev lavet for at se på fejltagelsen og ikke hinsides den. De udgør virkelig en mærkelig perception, for de kan kun se illusioner, idet det er umuligt for dem at se hinsides syndens granitblok, idet de standser ved den ydre form af intet. For den forvrængede udgave af klarsynet er alle tings ydre fremtoning, den væg der står imellem dig og sandheden, fuldstændig sand. Men hvordan kan det syn, som standser ved intetheden, som om den var en solid væg, se i sandhed? Det holdes tilbage af formen, idet det er lavet for at sikre, at intet andet end formen opfattes.
6. Disse øjne, som ikke blev lavet til at se med, vil aldrig se. For den tanke, som de repræsenterer, forlod aldrig den, der tænkte den, og det er tænkeren, som ser gennem dem. Hvad andet end ikke at kunne se var tænkerens mål? Dertil er kroppens øjne det perfekte middel, men ikke til at se med. Se, hvordan kroppens øjne bliver ved det ydre, og hvordan de ikke kan gå hinsides dette. Betragt, hvordan de standser ved intetheden uden at være i stand til at gå forbi formen til indholdet. Der findes ikke noget, som gør dig mere blind end opfattelsen af form. For synet af en form betyder, at forståelsen er blevet skjult.
7. Kun fejltagelser antager forskellige skikkelser, og derfor kan de bedrage. Du kan ændre form, fordi det ikke er sandhed. Det kan ikke være virkeligt, fordi det kan ændres. Fornuften vil fortælle dig, at hvis formen ikke er virkelig, må det være en illusion og er derfor ikke tilstede, så den kan ses. Og hvis du ser den, må du tage fejl, for da ser du det, som ikke kan være virkeligt, som om det var det. Det, som ikke kan se hinsides det, som ikke er tilstede, må være en forvrænget perception og må opfatte illusioner som sandhed. Hvordan kunne dette da genkende sandheden?
8. Lad ikke formen på fejltagelserne holde dig borte fra ham, hvis hellighed også er din. Lad ikke klarsynet af hans hellighed, det syn, som ville vise dig tilgivelsen af dig selv, blive holdt borte fra dig af det, som kroppens øjne kan se. Lad ikke din bevidsthed om din broder blive blokeret af din opfattelse af hans synder og hans krop. Hvad andet er der at angribe i ham end det, du forbinder med hans krop, som du tror, kan synde? Hinsides hans fejltagelser ligger hans hellighed og din frelse. Du gav ham ikke hans hellighed, men forsøge at se dine synder i ham for at frelse dig selv. Men hans hellighed er din tilgivelse. Kan du blive frelst ved at syndiggøre den, hvis hellighed er din frelse?
9. Et helligt forhold, hvor nyt det end er, må sætte hellighed over alt andet. Uhellige værdier vil frembringe forvirring og det i bevidstheden. I et uhelligt forhold værdsættes den enkelte, fordi han synes at retfærdiggøre den andens synd. Hver af dem ser det i den anden, som får ham til at synde imod sin vilje. Og således lægger han sine synder på den anden og bliver tiltrukket af ham for at fortsætte sine synder i det uendelige. Og således bliver det umuligt for hver af dem at se sig selv som den„ der forårsager synden, på grund af sit ønske om at virkeliggøre den. Men fornuften ser et helligt forhold som det, det er: en fælles sindstilstand, hvor begge gladeligt overgiver fejltagelser til korrektion, så de begge lykkeligt kan helbredes som én.
Næste Afsnit Kapitel