Kapitel: 28 FRYGTENS FORLØSNING
Afsnit - III. Indvilligelsen i at være med Næste
1. Vi skal ikke bekymre os om det, der venter i fuldendt sikkerhed hinsides frelsen. For du er næppe begyndt på at tillade, at dine første skridt bliver ledt op ad den stige, som adskillelsen førte dig ned ad. Lige nu skal du blot beskæftige dig med miraklet. Det er her, vi må begynde. Og når først vi er startet, vil vejen blive gjort afklaret og enkel i opstigningen til en opvågnen og afslutningen på drømmen. Når du modtager et mirakel, tilføjer du ikke din frygtens drøm til en, som allerede er ved at blive drømt. Uden understøttelse vil drømmen forsvinde uden dens virkninger. For det er din understøttelse, der gør den stærk.
2. Intet sind er syg, før et andet sind er enig i, at de er adskilte. Og således er det deres fælles afgørelse at være syge. Hvis du tilbageholder enigheden i og accepten af den rolle, som du spiller i at gøre sygdommen virkelig, kan det andet sind ikke projicere sin skyld uden din hjælp til at lade det opfatte sig selv som adskilt og uden for dig. Således opfattes kroppen ikke som syg af begge sind fra hver sit syndspunkt. Når du forener dig med en broders sind forebygges årsagen til sygdom og opfattede virkninger. Helbredelse er virkningen af forenede sind, ligesom sygdom kommer af sind, der adskilles.
3. Miraklet gør ingenting, netop fordi sindene er forenede og ikke kan adskilles. Men i drømmen er dette blevet vendt på hovedet, og adskilte sind ses som kroppe, som er adskilte, og som ikke kan forenes. Tillad ikke, at din broder er syg, for hvis han er det, har du overladt ham til sin egen drøm ved at dele den med ham. Han har ikke set sygdommens årsag, hvor den er, og du har overset kløften imellem Jer, hvor sygdommen frembringes. Således forenes I i sygdom for at bevare denne lille åbning uhelbredt, hvor sygdommen omhyggeligt bevares, hædres og fastholdes i en fast overbevisning, medmindre Gud kommer for at bygge den bro over den lille kløft, som fører til Ham. Bekæmp ikke Hans komme med illusioner, for det er Hans komme, du ønsker mere end noget af det, der synes at glitre i drømmen.
4. Afslutningen på drømmen er afslutningen på frygt, og kærligheden var aldrig til stede i drømmenes verden. Mellemrummet er lille. Dog indeholder det frøet til plagen og enhver slags sygdom, for det er ønsket om at holde adskilt og ikke at forene. Og på denne måde synes det at give sygdommen en årsag, som ikke er dens årsag. Formålet med mellemrummet er sygdommens eneste årsag. For den blev lavet for at holde Jer adskilte i en krop, som du ser som årsagen til smerte.
5. Årsagen til smerten er adskillelsen, ikke kroppen, som kun er dens virkning. Men adskillelsen er blot et tomrum, som ikke omslutter noget og ikke gør noget, og som er lige så uvirkeligt, som tomrummet mellem krusningerne på vandet, som et skib laver, når det sejler forbi. Og som dækkes lige så hurtigt, som vandet kan bruse ind for at lukke hullet, og som bølgerne hjælper med at dække, når de forener sig med det. Hvor er mellemrummet mellem bølgerne, når de har forenet sig og har dækket det tomrum, som syntes at holde dem adskilte for et øjeblik? Hvor er grundene til sygdom henne, når sindene har forenet sig for at lukke det lille mellemrum mellem dem, hvor frøet til sygdom syntes at gro?
6. Gud bygger broen, men kun i det mellemrum, som er efterladt rent og ledigt af miraklet. Han kan ikke bygge bro over sygdommens frø og skyldens skam, for Han kan ikke ødelægge den fremmede vilje, som Han ikke skabte. Lad dens virkninger forsvinde og lad være med at klamre dig til dem med ivrige hænder for at holde dem for dig selv. Miraklet vil feje dem alle bort for derved at gøre plads for Ham, Som vil komme og bygge broen til Sin Søns hjemvenden til Ham Selv.
7. Tæl da de sølverne mirakler og gyldne lykkedrømme som de eneste skatte, du ønsker at beholde i verdens skatkammer. Døren står åben, ikke for tyve, men for dine sultne brødre, som forvekslede de skinnende småsten med guld, og som opbevarede en snebunke, der skinnede som sølv. De har ikke noget tilbage bag den åbne dør. Hvad andet er verden end en lille åbning, der synes at rive evigheden itu og at brække den i stykker af dage og måneder og år? Og hvad er du, der lever i verden, andet end et ituslået billede af Guds Søn, hvor hvert enkelt stykke er gemt i et adskilt og skrøbeligt stykke ler?
8. Vær ikke bange mit barn, men lad din verden blive mildt oplyst af mirakler. Og forén dig med din broder der, hvor den lille kløft sås, og som syntes at adskille Jer. Og derfor vil sygdom nu ses uden en årsag. Drømmen om helbredelse ligger i tilgivelsen og viser dig mildt, at du aldrig syndede. Miraklet efterlader ikke noget bevis for skyld, som skulle bevidne det, der aldrig var. Og det vil gøre plads i dit skatkammer til en velkomst af din Fader og af dit Selv. Døren er åben, så alle dem, der ikke ønsker at sulte mere, og som ønsker at deltage i overdådighedens fest, som serveres for dem dér, kan komme indenfor. Og de vil møde dine Gæster, som miraklet har bedt om at komme til dig.
9. Dette er en fest, som virkelig er ulig dem, som drømmen om verden har vist dig. For her er der des mere tilbage, som resten kan dele, jo mere nogen modtager. Gæsterne har bragt et ubegrænset forråd med Sig. Og ingen kan mangle noget eller tage noget fra andre. Her er en fest, som Faderen serverer for Sin Søn, idet Han deler den ligeligt med ham. Og når De deler den med hinanden, kan der ikke være noget mellemrum, hvor overfloden skrumper ind og bliver mangelfuldt. Her kan de magre år ikke komme ind, for tiden venter ikke på denne fest, som ikke har nogen afslutning. For Kærligheden har dækket sit bord i det tomrum, der syntes at holde dine Gæster borte fra dig.
Næste Afsnit Kapitel