Kapitel: 30 DEN NY BEGYNDELSE
Afsnit - III. Hinsides alle afguder Næste
1. Afguder er helt specifikke. Men din vilje er universel, idet den er ubegrænset. Og derfor har den ingen form, og ej heller er den tilfreds med sit udtryk som form. Afguder er grænser. De er troen på, at der er former, som vil bringe lykke, og at alt opnås ved at begrænse. Det er som, hvis du sagde: »Jeg har ikke behov for alt. Den smule, som jeg ønsker mig, det vil være som alt for mig«. Og dette må slå fejl i at tilfredsstille, for det er din vilje., at alt skal være dit. Bestem dig for afguder, og du beder om tab. Bestem dig for sandheden, og alt er dit.
2. Det er ikke form, du søger. Hvilken form kan være en erstatning for Gud Faderens Kærlighed? Hvilken form kunne erstatte al kærligheden i Guds Søns Guddommelighed? Hvilken afgud kunne gøre to ud af det, der er een? Og kan det ubegrænsede begrænses? Du ønsker dig ikke en afgud. Det er ikke din vilje at have en. Den vil ikke give dig den gave, du søger. Når du bestemmer dig til, hvilken form det er, du ønsker dig, mister du forståelsen for dens formål. Og da ser du din vilje i afguden, idet du da reducerer den til en specifik form. Men dette kunne aldrig være din vilje, for det, der tager del i hele skabelsen, kan ikke være tilfreds med små ideer og små ting.
3. Bag ved al søgen efter afguder ligger trangen til fuldendelse. Helhed har ingen form, da den er ubegrænset. Når du søger efter en speciel person eller ting, som du kan føje til dig selv for at gøre dig fuldendt, kan det kun betyde, at du tror, at der mangler en form. Og ved at finde den vil du opnå fuldendelsen i en udformning, som du kan lide. Dette er formålet med en afgud: At du ikke vil se hinsides den til kilden for den overbevisning, at du er ufuldendt. Dette kunne kun være tilfældet, hvis du havde syndet. For synden er troen på, at du er alene og adskilt fra det, der er helt. Og det vil derfor være nødvendigt at søge efter helhed hinsides begrænsningen af dig selv.
4. Det er aldrig afguden, du ønsker dig. Men det, du virkelig ønsker dig., og som du har ret til at bede om, er det, du tror, den tilbyder dig. Ej heller kunne det ske, at det blev dig nægtet. Din vilje til at være fuldendt er blot Guds Vilje, og den gives dig ved at være Hans. Gud kender ikke til form. Han kan ikke svare dig i vendinger, som ikke har nogen mening. Og din vilje kunne ikke tilfredsstilles af tomme former, der blot er lavet for at udfylde et mellemrum, som ikke er til stede. Det er ikke det, du ønsker dig. Skabelsen giver ikke magten til at fuldende Guds Søn til en adskilt person eller adskilt ting. Hvilken afgud kunne du bede om at give Guds Søn det, han allerede har?
5. Fuldendelsen er Guds Søns funktion. Han behøver overhovedet ikke at søge efter den. Hinsides alle afguder befinder hans hellige vilje sig til blot at være det, han er. For dette at være mere end hel er meningsløst. Hvis der skete forandringer i ham, hvis han kunne reduceres til en hvilken som helst form og begrænset til det, der ikke er i ham, ville han ikke være, som Gud skabte ham. Hvilken afgud kan han selv have behov for at være? For kan han give en del af sig selv bort? Det, der ikke er helt, kan ikke gøre noget andet helt. Men det, der i sandhed bedes om, kan ikke nægtes. Din vilje er tilstået dig. Ikke i en form, da den ikke ville tilfredsstille dig, men i hele den fuldendte, dejlige Tanke, som Gud tænker om dig.
6. Intet eksisterer, som Gud ikke kender. Og det, Han kender, eksisterer i evighed„ uforandret. For tanker varer lige så længe som det sind, der tænkte dem. Og der er ingen slutning på Guds Sind, og ej heller en tid, hvor Hans Tanker ikke var tilstede eller kunne ændres. Tanker fødes ikke og kan ikke dø. De deler deres egenskaber med deres skaber, og ej heller har de et liv adskilt fra hans. De tanker, du tænker, er i dit sind, som du er i det Sind, Som tænkte på dig. Og således er der ingen adskilte dele i det, der eksisterer i Guds Sind. Det vil altid være ét, forenet i evigheden og i fred.
7. Tanker synes at komme og gå. Men det eneste, det betyder, er, at sommetider er du bevidst om dem og sommetider ikke. En glemt tanke genfødes for dig, når den vender tilbage til din bevidsthed. Men den døde ikke, da du glemte den. Den var der altid, men du vidste det ikke. Den Tanke, som Gud har om dig, påvirkes overhovedet ikke af, at du glemmer. Den vil altid være nøjagtigt, som den var, før den tid, da du glemte den, og vil være nøjagtigt den samme, når du husker den. Og det er det samme i det interval, da du glemte det.
8. Guds Tanker er langt hinsides al forandring og skinner for altid. De venter ikke på at blive født. De venter på at blive budt velkommen og at blive husket. Den Tanke, som Gud har om dig, er som en stjerne, uforanderlig på den evige himmel. Den står så højt i Himlen, at de, der er udenfor Himlen, ikke ved, at den er der. Og alligevel vil den skinne roligt og hvidt og dejligt i al evighed. Der var ikke noget tidspunkt, hvor den ikke var der; ikke noget øjeblik hvor dens lys blev svagere eller blot mindre fuldendt.
9. Den, der kender Faderen, kender dette lys, for Han er den evige himmel, som bevarer den i sikkerhed, opløftet i evigheden og forsvarlig forankret. Dens fuldendte renhed afhænger ikke af, om den ses fra jorden eller ej. Den omfavnes af himlen og holder den mildt på sin rette plads, som er lige så langt fra jorden, som jorden er fra Himlen. Det er ikke afstanden eller tiden, der får denne stjerne til at være usynlig for jorden. Men de, der søger efter afguder, kan ikke vide, at stjernen er der.
10. Den Tanke, som Gud har om dig, er hinsides alle afguder. Fuldstændig upåvirket af verdens tummel og gru, de drømme om fødsel og død, som drømmes her, de myriader af skikkelser, som frygten kan antage; fuldstændig upåvirket forbliver den Tanke, som Gud har om dig, og fuldstændig, som den altid var. Omringet af en stilhed så fuldendt, at ingen krigslarm kan forstyrre den, hviler den i sikkerhed og fuldendt fred. Her bevares din eneste virkelighed, fuldstændig ubevidst om den verden, der tilbeder afguder, og som ikke kender Gud. Den Tanke, som Gud har om dig, har aldrig forladt sin Skabers Sind, Som den kender på samme måde, som dens Skaber ved, at den er der, fuldstændig sikker på sin uforanderlighed og sin hvile i sit evige hjem.
11. Hvor kunne den Tanke, som Gud har om dig, eksistere, om ikke hvor du er? Er din virkelighed adskilt fra dig og i en verden, som din virkelighed ikke kender noget til? Uden for dig er der ikke nogen evig himmel, ingen uforanderlige stjerner og ingen virkelighed. Himlens Søns sind er i Himlen, for det var der, at Faderen og Sønnens Sind forenede Sig i skabelsen, som ikke kan have nogen afslutning. Du har ikke to virkeligheder, men kun en. Og ej heller kan du være bevidst om mere end en. Din virkelighed er enten en afgud eller den Tanke, som Gud har om dig. Glem da ikke, at afguder må skjule det, du er, ikke for Guds Sind men for dit. Stjernen skinner stadig; himlen har aldrig forandret sig. Men du, Selve Guds hellige Søn, kender ikke din virkelighed.
Næste Afsnit Kapitel