Kapitel: 26 OVERGANGEN
Afsnit - IV. Hvor synden er forsvundet Næste
1. Tilgivelsen er det, der i denne verden svarer til Himlens retfærdighed. Den oversætter syndens verden til en enkel verden, hvor retfærdigheden kan afspejles fra et sted hinsides den port, bag hvilken den fuldendte mangel på begrænsning ligger. Intet i den grænseløse kærlighed har brug for tilgivelse. Og det, som er næstekærlighed i verden, giver plads for den enkle retfærdighed på den anden side af den port, som åbner sig til Himlen. Ingen tilgiver, medmindre han har troet på synden og stadig tror, at der er meget, som han skal tilgives for. Tilgivelsen bliver således midlet til, at han kan lære, at han ikke har gjort noget som kræver tilgivelse. Tilgivelsen hviler altid hos den, der tilbyder den, indtil han ser, at han ikke selv mere har brug for den. Og således vender han tilbage til sin egentlige funktion af at skabe, som hans tilgivelse tilbyder ham endnu engang.
2. Tilgivelsen ændrer en syndens verden til en glorværdighedens verden, som er vidunderlig at se på. Hver en blomst skinner i lyset, og hver en fugl synger om Himlens glæder. Her findes ingen tristhed, og her finder ingen adskillelse sted, for alt er fuldstændig tilgivet. Og det, som er tilgivet må forene sig, for intet står imellem for at holde nogen adskilt og borte fra hinanden. De syndefri må opfatte, at de er et og det samme, for intet står imellem for at skubbe den anden bort. Og i det rum, som synden efterlod tomt, forenes de som et i glæde over at erkende, at det, som er en del af dem, ikke mere holdes adskilt og borte fra dem.
3. Det hellige sted, du står på, er blot stedet, som synden har forladt. Og her ser du Kristi åsyn, som stiger op i dens sted. Hvem kan se Kristi åsyn og ikke erindre Faderen, som Han virkelig er? Hvem kunne frygte kærligheden og stå på det sted, hvor synden har efterladt en plads til Himlens alter, så det kan stige op og hæve sig langt over verden og nå hinsides universet for at berøre hele skabelsens Hjerte? Hvad er Himlen andet end en taknemlighedens og kærlighedens og lovprisningens sang fra alt, som er skabt, til sin skabelses Kilde? Der, hvor man troede, at synden var, står nu det mest hellige alter. Og her kommer ethvert af Himlens lys for at blive tændt igen og for at få sin glæde forøget. For her genskabes det, som blev tabt for dem, og al deres stråleglans gøres igen hel.
4. Det er ikke små mirakler, som tilgivelsen bringer for at lægge dem foran Himlens port. Her kommer Selve Guds Søn for at modtage hver gave, som bringer ham nærmere til sit hjem. Ingen er fortabt og ingen æres mere end enhver anden. Hver enkelt minder ham om hans Faders Kærlighed, lige så sikkert, som resten gør. Og hver enkelt lærer ham, at det, han frygtede, elsker han mest. Hvad andet end et mirakel kunne ændre hans sind, så han kan forstå, at kærligheden ikke kan frygtes? Hvilket andet mirakel findes der? Og hvad andet er der behov for, for at få mellemrummet imellem Jer til at forsvinde?
5. Der, hvor synden engang blev opfattet, vil der opstå en verden, som vil blive sandhedens alter, og der vil du forene dig med Himlens lys for at synge deres taknemlighedens og lovprisningens sang. Og når de kommer til dig for at blive fuldendte, da vil du gå med dem. For ingen kan høre Himlens sang uden at lade sin stemme deltage deri med sin styrke for derved at gøre den endnu dejligere. Og hver enkelt forener sig i sangen ved alteret, som blev opstillet indenfor det lille område, som synden krævede som sit. Og det som dengang var småt, er bruset frem i en storhed af sang, som universet har forenet sig med, med en enkelt stemme.
6. Dette lille syndens sted, som står imellem Jer, holder stadig den lykkelige åbning af Himlens port borte fra Jer. Hvor lille er ikke den forhindring, som holder Himlens rigdom borte fra dig. Og hvor stor vil ikke Himlens glæde være, når du forener dig med det mægtige kor, der synger Guds Kærligheds pris!
Næste Afsnit Kapitel