Kapitel: 10 SYGDOMMENS AFGUDER
Afsnit - V. Fornægtelsen af Gud Næste
1. Sygdommens guds ritualer er mærkelige og meget krævende. Glæde er aldrig tilladt, for nedtrykthed er tegnet på, at man følger ham. Nedtrykthed betyder, at du har afsvoret Gud. Mange er bange for blasfemi, men de forstår ikke, hvad det betyder. De forstår ikke, at dette at fornægte Gud er at fornægte deres egen Identitet, og i den forstand er syndens løn døden. Denne måde skal opfattes meget bogstaveligt; fornægtelse af livet opfatter det modsatte, da alle former for fornægtelse erstatter det, der er med det, der ikke er. Ingen kan virkeligt gøre dette, men det faktum, at du kan tro, at du kan, og at du kan tro, at du har gjort det, kan ikke diskuteres.
2. Glem imidlertid ikke, at dette at fornægte Gud uafvendeligt vil resultere i projektion, og du vil tro, at andre og ikke du selv har gjort dette mod dig. Du kan kun modtage det budskab, som du afsender, for det er det, du ønsker dig. Det kan godt være„ du tror, at du har bedømt dine brødre på de budskaber, som de giver dig, men du har bedømt dem på de budskaber, du har givet til dem. Tilskriv ikke dem din fornægtelse af glæden, for da kan du ikke se den gnist i dem, der kunne bringe glæden til dig. Det er fornægtelsen af gnisten, der fremkalder nedtryktheden, for hver gang du ser dine brødre uden den, er det en fornægtelse af Gud.
3. At tilslutte sig fornægtelsen af Gud er egoets religion. Det er indlysende, at sygdommens gud kræver fornægtelse af sundhed, for sundhed er i direkte modstrid med dens egen overlevelse. Tænk på, hvad dette betyder for dig. Medmindre du er syg, kan du ikke beholde de guder, som du lavede, for kun i sygdom kan du på nogen måde ønske dig dem. Blasfemi er da selv-destruktiv, ikke Gud-destruktiv. Det betyder, at du er villig til ikke at kende dig selv for at kunne være syg. Dette er det offer, som din gud kræver, for idet du har lavet ham i din sindssyge, er han en sindssyg idé. Han har mange former, men selvom han kan se ud til at være mange forskellige ting, er han kun en eneste ide, fornægtelsen af Gud.
4. Sygdom og død syntes at komme ind i Guds Søns sind imod Hans Vilje. »Angrebet på Gud« fik Hans Søn til at tro, at han var faderløs, og ud fra sin nedtrykthed lavede han nedtrykthedens gud. Dette var hans alternativ til glæde, for han ville ikke acceptere det faktum, at selvom han var en skaber, var han selv blevet skabt. Men Guds Søn er hjælpeløs uden sin Fader, Som er hans eneste Hjælp.
5. Jeg sagde før, at du ikke kan gøre noget af dig selv, men du er ikke af dig selv. Hvis du var det, ville det, du har lavet, være sandt, og du ville aldrig kunne undslippe det. Det er netop, fordi du ikke lavede dig selv, at du ikke behøver at bekymre dig om noget som helst. Dine guder er ingenting, for din Fader skabte dem ikke. Du kan ikke lave skabere, der ikke ligner din Skaber, mere end Han kunne have skabt en Søn, der ikke lignede Ham. Hvis skabelsen er at dele med andre, kan den ikke skabe noget, der ikke er som den selv. Det kan kun dele det med andre, som det er. Nedtrykthed er isolation, og således kunne den ikke være blevet skabt.
6. Du, Guds Søn, du har ikke syndet, men du har taget meget fejl. Dog kan dette korrigeres, og Gud vil hjælpe dig, for Han ved, at du ikke kunne begå synd imod Ham. Du fornægtede Ham, fordi du elskede Ham, idet du vidste, at hvis du erkendte din kærlighed til Ham, kunne du ikke fornægte Ham. Din fornægtelse af Ham betyder derfor, at du elsker Ham, og at du ved, at Han elsker dig. Husk, at det, du fornægter, må du engang have kendt, og hvis du accepterer fornægtelsen, kan du også acceptere dens forløsning.
7. Din Fader har ikke fornægtet dig. Han hævner sig ikke, men Han kalder på dig, for at du skal vende tilbage. Når du tror, at Han ikke har besvaret dig, er det dig, der ikke har svaret Ham. Han kalder på dig fra alle steder i Sønneforholdet, p.g.a. Sin Kærlighed til Sin Søn. Hvis du hører Hans budskab, har Han besvaret dig, og du vil lære om Ham, hvis du hører rigtigt efter. Guds Kærlighed er i alt, hvad Han skabte, for Hans Søn er overalt. Se i fred på dine brødre, og Gud vil kaste sig ind i dit hjerte i taknemlighed over din gave til Ham.
8. Vend dig ilile til sygdommens gud efter helbredelse men kun til kærlighedens Gud, for helbredelse er erkendelsen af Ham. Når du erkender Ham, vil du vide, at Han aldrig er holdt op med at erkende dig, og at din væren ligger i Hans erkendelse af dig. Du er ikke syg, og du kan ikke dø. Men du kan bilde dig ind, at du er noget, der er og kan det. Husk dog, at det er blasfemi at gøre det, for det betyder, at du ser på Gud og skabelsen, som du ikke kan adskille dig fra, uden kærlighed.
9. Kun det evige kan elskes, for kærligheden dør ikke. Det, der er af Gud, er Hans i al evighed, og du er af Gud. Ville Han tillade, at Han Selv skulle lide? Og ville han tilbyde Sin Søn noget, som ikke kunne accepteres af Ham Selv? Hvis du accepterer dig selv, som Gud skabte dig, du ikke lide. Men for at gøre dette, må du acceptere Ham som din Skaber. Dette er ikke, fordi du ellers ville blive straffet. Det er blot, fordi erkendelsen af din Fader, er erkendelsen af dig selv, som den du er. Din Fader skabte dig fuldstændig uden synd, fuldstændig uden smerte og fuldstændig uden lidelse af nogen art. Hvis du fornægter Ham, bringer du synd, smerte og lidelse ind i dit eget sind p.g.a. den magt, som Han gav det. Dit sind har evnen til at skabe verdener, men det kan også fornægte det, det skaber, for det er frit.
10. Du har ikke erkendt, hvor meget du har fornægtet dig selv, og hvor meget Gud i sin Kærlighed ikke vil det sådan. Men Han vil ikke gribe ind i det, du gør, for Han ville ikke kende Sin Søn, hvis han ikke var fri. At gribe ind i det, du gør, ville være at angribe Sig Selv, og Gud er ikke sindssyg. Når du fornægter Ham, er du sindssyg. Ville du gerne, at Han skulle dele din sindssyge? Gud vil aldrig holde op med at elske Sin Søn, og Hans Søn vil aldrig holde op med at elske Ham. Dette var betingelsen for Hans Søns skabelse for altid fastlagt i Guds Sind. At vide dette er mental sundhed. At fornægte det er sindssyge. Gud gav Sig Selv til dig ved din skabelse, og Hans gaver er evige. Ville du fornægte dig selv overfor Ham?
11. Fra dine gaver til Ham vil Kongeriget blive genskabt for Hans Søn. Hans Søn fjernede sig selv fra Hans gave ved at nægte at acceptere det, der var blevet skabt for ham, og hvad han havde skabt i sin Faders Navn. Himlen venter på hans tilbagevenden, for den blev skabt som et hvilested for Guds Søn. Du føler dig ikke hjemme noget andet sted eller i nogen anden tilstand. Nægt ikke dig selv den glæde, der blev skabt til dig, for kun at have den elendighed, som du lavede til dig selv. Gud har givet dig midlerne til at forløse det, du har lavet. Lyt, og du vil lære at huske, hvad du er.
12. Hvis Gud kender sine børn som fuldstændig syndefri, er det blasfemi at opfatte dem som skyldige. Hvis Gud kender sine børn fuldstændig uden smerte, er det blasfemi at opfatte lidelse nogen steder overhovedet. Hvis Gud kender sine børn som fuldstændig glædelige, er det blasfemi at føle nedtrykthed. Alle disse illusioner og de mange andre former, som blasfemien antager, er at nægte at acceptere skabelsen, som den er. Hvis Gud skabte Sin Søn fuldendt, er det sådan du må lære at se ham for at lære hans virke-lighed at kende. Og som en del af Sønneforholdet, er det sådan, du må lære at se dig selv for at lære om din egen.
13. Opfat ikke noget, som Gud ikke skabte, for da fornægter du Ham. Hans Faderskab er det eneste, der findes, og det er kun dit, fordi Han gav det til dig. Dine gaver til dig selv er uden mening, men dine gaver til dine skabelser er som Hans, for de er givet i Hans Navn. Det er grunden til, at dine skabelser er lige så virkelige som Hans. Men det virkelige Faderskab må erkendes, hvis den virkelige Søn skal kendes. Du tror, at de syge ting, du har lavet, er virkelige skabelser, fordi du tror, at de syge billeder, som du opfatter, er Guds Sønner. Kun hvis du accepterer Guds Faderskab, vil du have noget, for Hans Faderskab gav dig alt. Det er grunden til, at du fornægter dig selv, hvis du fornægter Ham.
14. Arrogance er fornægtelsen af kærlighed, for kærlighed deler med andre, mens arrogance holder alt tilbage fra andre. Så længe begge er ønskelige for dig, vil valgets koncept, som ikke er af Gud, blive hos dig. Mens dette ikke er sandt i evigheden, er det sandt i tiden, således at der vil være valgmuligheder, så længe tiden er i dit sind. Tiden selv er dit valg. Hvis du huskede evigheden, ville du kun se det evige. Hvis du tillader dig selv at blive optaget af det tidsbestemte, lever du i tiden. Som altid afgøres dit valg af, hvad du sætter pris på. Tiden og evigheden kan ikke begge være virkelige, for de modsiger hinanden. Hvis du kun accepterer, at kun det, der er tidløst, er virkeligt, vil du begynde at forstå evigheden og gøre den til din egen.
Næste Afsnit Kapitel