Kapitel: 16 TILGIVELSEN AF ILLUSIONER
Afsnit - V. Valget om fuldendelse Næste
1. Ved at se på det specielle forhold er det først nødvendigt at erkende, at det indebærer en stor mængde smerte. Ængstelse, ulykkelighed, skyld og angreb kommer alle ind i billedet, afbrudt af perioder, hvor de synes at være borte. De må alle forstås som det, de er. Hvilken form de end måtte antage, er de altid et angreb på selvet for at få den anden til at føle sig skyldig. Jeg har talt om dette før, men der er nogle aspekter af det, som virkelig bliver forsøgt, som ikke er blevet berørt.
2. Meget enkelt sagt, er forsøget på at få en til at føle sig skyldig altid rettet imod Gud. For egoet ønsker, at du ser Ham, og kun Ham som skyldig, idet det efterlader Sønneforholdet åben for angreb og ubeskyttet imod det. Det specielle kærlighedsforhold er egoets stærkeste våben til at holde dig borte fra Himlen. Det ser ikke ud til at være et våben, men hvis du overvejer hvor meget du værdsætter det og hvorfor, vil du erkende, hvad det må være.
3. Det specielle kærlighedsforhold er den gave, som egoet praler mest af, og den som har den største tiltrækning på dem, som er uvillige til at give afkald på skylden. Egoets »dynamik« er tydeligst her, for idet du regner med dette tilbuds tiltrækning, er fantasierne, som centrerer sig omkring det, ofte ganske tydelige. Her bliver de normalt bedømt til at være acceptable og endda naturlige. Ingen finder det bizart at elske og hade sammen, og selv de, som blot betragter hadet som en synd, føler sig blot skyldige, men korrigerer det ikke. Dette er den »naturlige« tilstand i adskillelsen, og de, som lærer, at den overhovedet ikke er naturlig, synes at være dem, der er unaturlige. For denne verden er det modsatte af Himlen, idet den er lavet til at være dens modsætning, og alt her tager en retning, som er stik modsat det, som er sandheden. I Himlen, hvor betydningen af kærlighed er kendt, er kærlighed det samme som forening. Her, hvor kærlighedens illusion er accepteret i kærlighedens sted, opfattes kærlighed som adskillelse og udelukkelse.
4. Det er i det specielle forhold, som bæres af det skjulte ønske om Guds udvalgte kærlighed, at egoets had triumferer. For det specielle forhold er frasigelsen af Guds Kærlighed og forsøget på at sikre selvet den specielle opmærksomhed, som Han nægtede det. Det er essentielt for egoets bevarelse, at du tror, at denne følelse af at være speciel ikke er helvede men Himlen. For egoet ønsker ikke, at du skal se, at adskillelse kunne være et tab, idet det er den ene tilstand, hvor Himlen ikke kan være.
5. Himlen er fuldendelse for alle. Der kan ikke herske uenighed om dette, for både egoet og Helligånden accepterer det. De er imidlertid fuldstændig uenige om, hvad fuldendelse er, og hvordan den opnås. Helligånden ved, at fuldendelse først ligger i forening og derpå i udvidelsen af denne forening. For egoet ligger fuldendelse i triumfen, og i udvidelsen af »sejren«, ja, selv i den sidste triumf over Gud. Heri ser det den endelige frihed for selvet, for intet ville blive tilbage til at forstyrre egoet. Det er sådan, det forestiller sig Himlen. Og derfor må forening, som er en tilstand som egoet ikke kan bryde ind i, være helvede.
6. Det specielle forhold er et mærkeligt og unaturligt ego-værktøj til at forene helvedet og Himlen med, og at gøre dem til noget, som ikke kan skelnes fra hinanden. Og forsøget på at finde den forestillede »bedste« af begge verdener har blot ført til fantasier om begge, og til en manglende evne til at opfatte hver af dem, som de virkeligt er. Det specielle forhold er denne forvirrings triumf. Det er en slags forening, hvor forening er udelukket, og basen for forsøget på forening ligger i udelukkelsen. Hvilket bedre eksempel kunne der gives af egoets leveregel: »Søg, men find ikke«?
7. Mest mærkeligt af alt er konceptet om selvet, som egoet undfanger i det specielle forhold. Dette »selv« søger forholdet for at fuldende sig selv. Men når det finder det specielle forhold, hvori det tror, at det kan opnå dette, giver det sig selv bort, og forsøger at »handle« sig til en andens selv. Dette er ikke forening, for der er ingen forøgelse og ingen udvidelse. Hver af partnerne forsøger at bytte det selv, som han ikke ønsker, med et som han tror, at han ville foretrække. Og han føler sig skyldig i den »synd« at modtage og at give noget, som ikke har nogen værdi. Hvor meget værdi kan han lægge i et selv, som han ville give bort for at få et »bedre«?
8. Det »bedre« selv, som egoet søger, er altid et, som er mere specielt. Og den, som synes at besidde et specielt selv, »elskes« for det, som kan tages fra ham. Der, hvor begge partnere ser det specielle selv i hinanden, ser egoet »en forening, som er skabt i Himlen«. For ingen af dem vil erkende, at han har bedt om helvedet, og derfor vil han ikke blande sig i egoets illusion om Himlen, som det tilbød ham for at gribe forstyrrende ind i Himlen. Men hvis alle illusioner består af frygt, og de ikke kan bestå af andet, er illusionen om Himlen ikke andet end en »attraktiv« form for frygt, hvor skylden er begravet dybt og opstår i »kærlighedens« skikkelse.
9. Helvedets tiltrækning ligger kun i skyldens frygtelige tiltrækning, som egoet holder frem til dem, som sætter deres lid til lidenhed. Overbevisningen om lidenhed ligger i ethvert specielt forhold, for kun de, som føler, at de mangler noget kunne værdsætte det specielle. Kravet om det specielle og opfattelsen af at kunne give det specielle som en kærlighedshandling, ville gøre kærligheden hadefuld. Det virkelige formål med det specielle forhold, i fuldstændigt sammenfald med egoets mål, er at ødelægge virkeligheden og at sætte illusionen i stedet. For egoet er selv en illusion, og kun illusioner kan være vidner til deres egen »virkelighed«.
10. Hvis du opfattede det specielle forhold som en triumf over Gud, ville du da ønske dig det? Lad os ikke tænke på dets frygtsomme natur, ej heller på den skyld, som det må indeholde, ej heller på tristheden og ensomheden. For disse er blot egenskaber ved hele adskillelsens religion og i hele sammenhængen, hvor det menes at ske. Det centrale tema i dets litani om at ofre er, at Gud må dø, så du kan leve. Og det er dette tema, som udspilles i det specielle forhold. Gennem dit selvs død tror du, at du kan angribe et andet selv og at stjæle det fra den anden for at erstatte det selv, som du sådan afskyr. Og du afskyr det, fordi du ikke tror, at det tilbyder det specielle, som du forlanger. Og idet du hader det, har du gjort det småt og uværdigt, fordi du er bange for det.
11. Hvordan kan du give ubegrænset magt til det, som du tror, du har angrebet? Så truende er sandheden blevet for dig, at medmindre den er svag og lille og uværdig til nogen værdi, ville du ikke turde se på den. Du tror det er mere sikkert at give det lille selv, som du lavede, den magt, som du fravristede sandheden, idet du triumferede over den og efterlod den hjælpeløs. Prøv at se, hvor nøje dette ritual udspilles i det specielle forhold. Et alter bygges mellem to adskilte mennesker, hvorpå hvert enkelt af dem forsøger at dræbe sit selv og på sin krop at oprette et nyt selv, som kan tage magten fra hans død. Igen og igen og igen udspilles dette ritual. Og det fuldendes aldrig, og det vil aldrig blive fuldbyrdet. Fuldendelsesritualet kan ikke fuldende, for livet opstår ikke af døden, ej heller Himlen af helvedet.
12. Når som helst enhver form for specielt forhold frister dig til at søge efter kærligheden i ritualer, husk da, at kærlighed er indhold og ikke form på nogen måde. Det specielle forhold er et formens ritual, der stiler imod at løfte formen op for at overtage Guds plads på bekostning af indhold. Der findes ikke nogen mening i form, og det vil der aldrig være. Det specielle forhold må erkendes for det, det er; et meningsløst ritual hvor styrke tages fra Guds død og investeres i Hans drabsmand som et tegn på, at formen har triumferet over indholdet, og at kærligheden har mistet sin betydning. Ville du ønske, at dette var muligt, selv ud over dens indlysende umulighed? Hvis det var muligt, ville du have gjort dig selv hjælpeløs. Gud er ikke vred. Han kan blot ikke lade dette ske. Du kan ikke ændre Hans Mening. Intet ritual, som du kan opstille, hvori dødens dans giver dig glæde, kan give dødsstødet til det, som er evigt. Ej heller kan din udvalgte erstatning for Guds Helhed have nogen indflydelse på den overhovedet.
13. Se ikke andet i det specielle forhold end et meningsløst forsøg på at sætte andre guder før Ham, og ved at tilbede dem at skjule deres lidenhed og Hans storhed. I din fuldendelses navn ønsker du ikke dette. For enhver afgud, som du sætter før Ham, sætter du før dig selv i stedet for det, du er.
14. Frelsen ligger i det simple faktum, at illusioner ikke er truende, fordi de ikke er sande. De synes blot at være truende i den udstrækning, du undlader at genkende dem for det, de er; og du vil undlade at gøre dette i den udstrækning du ønsker, at de er sande. Og i samme udstrækning fornægter du sandheden,, og dette er også undladelsen af at foretage det enkle valg mellem sandhed og illusion; Gud og fantasi. Husk dette, og du vil ikke have nogen vanskeligheder med at opfatte beslutningen for det, den er, og intet andet.
15. Kernen i adskillelsesillusionen er simpelthen fantasien om ødelæggelsen af kærlighedens betydning. Og medmindre kærlighedens betydning genskabes for dig, kan du ikke kende dig selv, som deler dens betydning. Adskillelsen er blot beslutningen om ikke at kende dig selv. Hele dette tankesystem er en omhyggeligt udtænkt undervisningserfaring, designet til at føre bort fra sandheden og ind i fantasien. Men for hver en indlæring, som ville skade dig, tilbyder Gud dig korrektion og en fuldstændig undslippelse fra alle dens konsekvenser.
16. Beslutningen om at lytte eller ikke at lytte til dette kursus og at følge det, er blot et valg mellem sandhed og illusion. For her adskilles sandheden fra illusionen og blandes overhovedet ikke sammen med den. Hvor enkelt bliver dette valg ikke, når det blot opfattes for det, det er. For kun fantasier gør forvirringen ved valg mulig, og de er fuldstændigt uvirkelige.
17. Dette år er derfor tidspunktet til at foretage det nemmeste valg, som du nogensinde stod overfor, og også det eneste. Du vil krydse broen til virkeligheden, simpelthen fordi du vil erkende, at Gud er på den anden side, og at intet er her. Det er umuligt ikke at tage den naturlige beslutning, når dette erkendes.
Næste Afsnit Kapitel