Kapitel: 25 GUDS RETFÆRDIGHED
Afsnit - V. Syndefrihedens tilstand Næste
1. Syndefrihedens tilstand er blot dette: Hele ønsket om at angribe er borte, og derfor er der ikke nogen grund til at opfatte Guds Søn anderledes, end han er. Behovet for skyld er borte, fordi det ikke har noget formål og er meningsløs uden syndens mal. Angreb og synd er sammenbundne som en illusion, og begge er de både årsag og mål, og begge retfærdiggør de hinanden. Hver af dem er meningsløst uden den anden men synes at uddrage en mening fra den anden. Hver af dem er afhængig af den anden, for den mening den synes at have. Og ingen kunne tro på den ene, undtaget den anden var sandheden, for hver af dem bevidner, at den anden må være sand.
2. Angreb gør Kristus til din fjende og Gud sammen med Ham. Må du ikke ne,dvendigvis være bange med sådanne »fjender«? Og må du ikke nødvendigvis være bange for dig selv? For du har skadet dig selv og gjort dit Selv til din »fjende«. Og nu må du tro på, at du ikke er dig men noget, som er fremmed for dig selv og »noget andet«, et »noget«, som du må frygte i stedet for at elske. Hvem ville angribe det, som han betragter som fuldstændig uskyldigt? Og hvem kan undgå at tro, netop fordi han ønsker at angribe, at han må være skyldig for at kunne fastholde ønsket, medens han ønsker sig uskylden? For hvem kunne se Guds Søn som uskyldig og samtidig ønske ham død? Kristus står foran dig, hver gang du ser på en broder. Han er ikke borte, blot fordi dine øjne er lukkede. Men hvad er der at se, når du leder efter din Frelser, når du ser med øjne, der ikke kan se?
3. Det er ikke Kristus, du ser ved at se på denne måde. Det er »fjenden«, forvekslet med Kristus, som du ser på. Og hader, fordi der ikke er nogen synd i ham, som du kan se på. Ej heller hører du hans melankolske kalden, uændret i sit indhold uanset den form, som råbet måtte antage, om at du skal forene dig med ham i uskyld og i fred. Og dog er det råb, som Gud har givet ham, neden under egoets sanseløse skrigen, således, at du i ham kan høre Hans kalden på dig og besvare det ved at tilbagegive til Gud, hvad der er Hans.
4. Guds Søn beder kun om dette fra dig: At du giver det tilbage til ham, som han har krav på, så du kan dele det med ham. ingen af Jer har det alene. Således må det forblive nyttesløst for Jer begge. Sammen vil det give hver af Jer en ligelig styrke til at frelse den anden med og til at frelse sig selv sammen med ham. Tilgivet af dig, tilbyder din frelser dig frelsen. Fordømt af dig, tilbyder han dig døden. I enhver anden ser du blot afspejlingen af, hvad du vælger, at han skal være for dig. Hvis du beslutter dig imod hans egentlige funktion, den eneste, som han i sandhed, har, fratager du ham al den glæde, som han ville have fundet, hvis han havde udfyldt den rolle, som Gud gav ham. Men tro ikke, at Himlen kun er tabt for ham. Og ej heller kan den genvindes medmindre vejen vises ham gennem dig, så du selv kan finde den, idet du går ved hans side
5. Det er ikke noget offer, at han bliver frelst, for gennem hans frihed vinder du din egen. At lade hans funktion blive opfyldt er blot midlet til, at din bliver det. Og således går du imod Himlen eller helvedet, men ikke alene. Hvor smuk er ikke hans syndefrihed, når du opfatter den! Og hvor stor vil din glæde ikke være, når han er fri til at kunne give dig den synets gave, som Gud gav ham til dig! Han har kun dette behov: At du giver ham friheden til at fuldføre den opgave, som Gud gav til ham. Idet du blot husker dette: At det, han gør, gør du sammen med ham. Og som du ser ham, således definerer du den funktion, han vil have for dig, indtil du ser ham på en anden måde og lader ham være, hvad Gud udpegede ham til at være for dig.
6. Imod det had, som Guds Søn måtte føle imod sig selv, ser Gud ud til at være uden magt til at frelse det, som Han skabte, ud af helvedets smerte. Men i den kærlighed, som han viser sig selv, sættes Gud fri til at udføre Sin Vilje. I din broder ser du billedet af din egen tro på, hvad Guds Vilje må være for dig. Igennem din tilgivelse vil du forstå Hans Kærlighed for dig; igennem dit angreb vil du tro, at Han hader dig, idet du da tror, at Himlen må være helvedet. Se igen på din broder, og det ikke uden forståelsen af, at han er vejen til Himlen eller til helvedet, som du nu måtte opfatte ham. Men glem ikke dette: Den rolle, du giver til ham, bliver dig selv givet, og du vil gå den vej, som du udpegede for ham, fordi det er din dom over dig selv.
Næste Afsnit Kapitel