Kapitel: 27 HELBREDELSE AF DRØMMEN
Afsnit - V. Det helbredende eksempel Næste

1. Den eneste måde at helbrede på er selv at blive helbredt. Miraklet udvider sig uden din hjælp, men der er brug for dig til, at det kan begynde. Modtag helbredelsens mirakel, og det vil fortsætte på grund af det, det er. Fra det øjeblik det fødes, er det dets natur at udvide sig selv. Og det fødes i det øjeblik, det tilbydes og modtages. Ingen kan bede en anden om at lade sig helbrede. Men han kan lade sig selv blive helbredt for derved at tilbyde den anden, hvad han selv har modtaget. Hvem kan give noget til en anden, som han ikke selv har? Og hvem kan dele med andre, hvad han nægter sig selv at modtage? Helligånden taler til dig. Han taler ikke til en anden. Men når du lytter, udvider Hans Stemme sig, fordi du har modtaget det, Han siger.

2. Sundhed bevidner sundhed. Så længe den er uden vidner, forbliver den uden overbevisning. Det er først, når den er blevet demonstreret, at den er bevist og må fremskaffe et vidne, som tvinger troen. Ingen helbredes gennem dobbelte budskaber. Hvis det eneste, du ønsker dig, er at blive helbredt, helbreder du. Dit ensidige formål gør det muligt. Men hvis du er bange for helbredelsen, kan den ikke komme gennem dig. Det eneste der kræves for, at en helbredelse kan finde sted, er manglen på frygt. De frygtsomme helbredes ikke og kan ikke helbrede. Det betyder ikke, at konflikten skal fjernes fra dit sind for alle tider for, at du skal kunne helbrede. For hvis det var sådan, ville der ikke være noget behov for helbredelse. Men det betyder, om end kun for et øjeblik, at du elsker uden at angribe. Et øjeblik er nok. Mirakler venter ikke på tiden.

3. Det hellige øjeblik er miraklets venteplads. Herfra fødes hvert enkelt ind i denne verden som et vidne til den sindstilstand, som har hævet sig over konflikten og har nået freden. Det bærer velværet fra fredens sted til krigsskuepladsen og bevidner, at krigen ikke har nogen virkninger. For al den smerte, som krigen forsøger at bibringe, de værkbrudne kroppe og knuste lemmer, de skrigende døende og tavse døde, løftes mildt op og trøstes.

4. Der er ingen tristhed der, hvor miraklet er kommet for at helbrede. Og der kræves ikke andet end et eneste øjeblik af din kærlighed uden angreb for, at alt dette kan ske. I dette ene øjeblik helbredes du, og i dette ene øjeblik udføres al helbredelse. Hvad kan være adskilt fra dig, når du modtager den velsignelse, som det hellige øjeblik bringer? Vær ikke bange for velsignelsen, for Den, Som velsigner dig, elsker hele verden og lader intet tilbage i verden, som kunne frygtes. Men hvis du viger tilbage fra velsignelsen, vil verden virkelig se truende ud, for du har tilbageholdt dens fred og trøst og har efterladt den til at dø.

5. Ville en verden, som så bittert er blevet frastjålet noget, ikke blive betragtet som en forbandelse af den, som kunne have frelst den, men som i stedet for holdt sig tilbage, fordi han var bange for at blive helbredt? Alle de døendes øjne viser en anklage og en lidende hvisken: »Hvad er der at være bange for«? Overvej dette spørgsmål omhyggeligt. Det bliver stillet til dig på dine egne vegne. En døende verden beder blot om, at du holder et øjebliks pause i dine angreb på dig selv, så den kan blive helbredt.

6. Kom til det hellige øjeblik og bliv helbredt, for intet, som modtages der, bliver ladt tilbage, når du vender tilbage til verden. Og når du er velsignet, vil du bringe velsignelse. Livet er dig givet for, at du kan give det til den døende verden. Og de lidende øjne vil ikke mere anklage men skinne i en tak til dig, som gav denne velsignelse. Det hellige øjebliks stråleglans vil oplyse dine øjne og give dem en synsevne til at se hinsides al lidelse og i stedet for se Kristi åsyn. Helbredelsen vil erstatte lidelsen. Den, som ser på den ene, kan ikke se den anden, for de kan ikke være til stede samtidigt. Og det, du ser, vil verden bevidne og bære vidnesbyrd til.

7. Således er din helbredelse det eneste, som verden har brug for, for at den kan blive helbredt. Den har brug for en eneste lektion, som fuldstændig er blevet indlært. Og når du så glemmer det, vil verden mildt minde dig om det, du underviste i. Dens tak vil ikke tilbageholde nogen forstærkelse af dette fra dig, som lod dig selv blive helbredt for, at den kunne leve. Den vil kalde på sine vidner for at vise Kristi åsyn til dig, som bragte dette syn til dem, hvorved de kunne bevidne det. Anklagens verden erstattes af en, hvor alle øjne ser kærligt på den Ven, som bragte dem deres forløsning. Og lykkeligt vil din broder opfatte de mange venner, som, han troede, var fjender.

8. Problemer er ikke specifikke, men de antager specifikke skikkelser, og disse specifikke former udgør verden. Og ingen forstår sit problems natur. Hvis han gjorde det, ville det ikke mere være til stede, så han kunne se det. Selve dets natur er, at det ikke er. Og således kan han ikke, så længe han opfatter det, opfatte det, som det er. Men helbredelsen er tydelig i specielle øjeblikke og generaliseres til at omfatte dem alle. Det er fordi, de i virkeligheden er et og det samme på trods af deres forskellige udformning. Al indlæring stiler efter en overførsel, som bliver fuldendt indenfor to situationer, som ses som én, for der er der kun velkendte elementer. Men dette kan kun opnås af En, Som ikke ser de forskelle, som du ser. Den fuldstændige overførsel af din indlæring udføres ikke af dig. Men det faktum, at det sker på trods af de forskelle, som du ser, overbeviser dig om, at de ikke kunne være virkelige.

9. Din helbredelse vil udvide sig og vil blive bragt til problemer, som du ikke troede var dine. Og det vil også blive tydeligt, at dine mange forskellige problemer vil blive løst i det øjeblik, du undslipper et enkelt af dem. Det kan ikke være forskellene på dem, der muliggjorde dette, for indlæring springer ikke fra den ene situation til dens modsætning og frembringer det samme resultat. Al helbredelse må foregå på en lovformelig måde i overensstemmelse med love, der er blevet opfattet rigtigt og aldrig overtrådt. Frygt ikke for den måde, du opfatter dem på. Du tager fejl, men der er En i dig, Som har ret.

10. Overlad derfor overførslen af din indlæring til den Ene, Som virkelig forstår dens love, og Som vil garantere, at de forbliver uovertrådte og ubegrænsede. Din opgave er blot at anvende det, som Han har lært dig, på dig selv, og Han vil gøre resten. Og det er således, at værdien af det du har lært vil blive bevist for dig af alle de forskellige vidner, som den finder. Først ses din broder, men der står tusinder bag ham, og ved siden af hver enkelt af dem er der endnu tusinde. Hver enkelt ser måske ud til at have et problem, der er anderledes end de andres. Men de løses sammen. Og det fælles svar viser, at deres spørgsmål ikke kunne have været adskilt fra hinanden.

11. Fred være med dig, som helbredelsen tilbydes. Og du vil lære, at freden bliver givet til dig, når du modtager helbredelsen for dig selv. Dens fuldstændige værdi behøver ikke at blive bedømt af dig, for at du kan forstå, at du har nydt godt af den. Det, der skete i det øjeblik, hvor kærligheden uden angreb kom ind, vil forblive hos dig for altid. Din helbredelse vil være en af dens virkninger og ligeledes vil din broders. Hvor du end går, vil du se resultatet af dens mangedoblede virkninger. Men de vidner, som du ser, vil være mange færre end dem, der virkeligt er. Uendeligheden kan ikke forstås ved at tælle dens adskilte dele. Gud takker dig for din helbredelse, for Han ved, at det er en kærlighedens gave til Hans Søn, og derfor bliver den givet til Ham.

Næste Afsnit Kapitel