Kapitel: 28 FRYGTENS FORLØSNING
Afsnit - V. Alternativet til frygtens drømme Næste
1. Hvad andet er en fornemmelse af sygdom end en fornemmelse af begrænsning? En bortrivelse fra og en adskillelse fra. En opfattelse af et mellemrum mellem dig og din broder og det, der nu ses som sundhed? Og derfor opfattes det gode som værende udenfor dig; det onde, inden i dig. Og således adskiller sygdommen selvet fra det gode, og holder det onde inden i sig. Gud er Alternativet til frygtens drømme. De, der tager del i dem, kan ikke have del i Ham. Men den, som trækker sit sind bort fra at tage del i dem, er en del af Ham. Der findes ikke noget andet valg. Intet kan eksistere, medmindre du deltager i det. Og du eksisterer, fordi Gud delte Sin Vilje med dig, så Hans skabelse kunne skabe.
2. Det er deltagelsen i de onde drømme om had og ondskab„ bitterhed og død, synd og lidelse og smerte og tab, som gør dem virkelige. Når de ikke deles med nogen, opfattes de som meningsløse. Frygten forsvinder fra dem, fordi du ikke giver dem din understøttelse. Der, hvor frygten er forsvundet, må kærligheden komme ind, for der findes kun disse to alternativer. Der, hvor den ene dukker op, må den anden vige. Og den, du deler med nogen, bliver den eneste, du har. Du har den, som du modtager, for det er den eneste, du ønsker at have.
3. Du deler ikke nogen onde drømme med nogen, hvis du tilgiver drømmeren og opfatter, at han ikke er den drøm, som han lavede. Og således kan han ikke være en del af din, som I begge er befriet fra. Tilgivelsen adskiller drømmeren fra den onde drøm, og forløser ham således. Husk, at såfremt du deler en ond drøm med nogen, vil du tro, at du er den drøm, som du deler med ham. Og idet du frygter netop dette, vil du ikke ønske at kende din egen Identitet, for du tror, at det er Den, Der er truende. Og du vil fornægte dit Selv og gå på en fremmed jord, som din Skaber ikke lavede, og hvor du synes at være noget du ikke er. Du vil bekrige dit Selv, Som ser ud til at være din fjende, og vil angribe din broder som en del af det, du hader. Der findes ikke noget kompromis. Enten er du dit Selv eller en illusion. Hvad kan der være mellem illusionen og sandheden? Et mellemleje, hvor du kan være noget, som er dig, må være en illusion og kan ikke være sandheden.
4. Du har opfattet et lille mellemrum mellem illusionen og sandheden som det sted, hvor al din sikkerhed er, og hvor dit Selv er gemt godt bort af det, du lavede. Her er der etableret en verden, som er syg, og det er den verden, som kroppens øjne opfatter. Her er de lyde, som den hører, de stemmer, som dens ører blev lavet til at kunne høre. Men de sukke og lyde, som kroppen kan høre, er uden mening. Den kan hverken se eller høre. Den forstår ikke, hvad det er at se, og hvad dette at lytte skal bruges til. Den kan lige så lidt opfatte, som den kan bedømme eller forstå eller vide noget. Dens øjne er blinde, dens ører er døve. Den kan ikke tænke, og derfor kan den ikke have virkninger.
5. Hvad skulle Gud have skabt, som kan være sygt? Og hvad kan eksistere, som Han ikke skabte? Lad ikke dine øjne se en drøm, og dine ører bevidne illusionen. De blev lavet til at se en verden, som ikke eksisterer, til at høre de stemmer, som ikke kan lave nogen lyd. Men der er andre lyde og andre syn, som kan høres og ses og forstås. For øjne og ører er sanser uden fornuft, de rapporterer blot det, de ser og hører. Det er ikke dem, der hører og ser, men dig som satte hvert et takket stykke sammen, hver eneste meningsløse stump og smule bevis, og fremstiller det vidne for verden, som du ønsker dig. Tillad ikke at kroppens øjne og ører opfatter disse utallige fragmenter, som ses i det mellemrum, som du forestillede dig, og lad dem ikke overtale deres frembringer til at se det, han forestiller sig, som virkelig.
6. Skabelsen beviser virkeligheden, fordi den deler den funktion med alle, som hele skabelsen deler med sig selv. Den er ikke lavet af små glasstumper, et stykke træ, måske en eller to stykker sytråd, som er sat sammen for at attestere sin egen virkelighed. Virkeligheden er ikke afhængig af dette. Der findes ikke nogen kløft, som adskiller sandheden fra drømme og illusioner. Sandheden har ikke overladt noget sted eller tidspunkt til dem. For den udfylder hvert et sted og hvert et tidspunkt og gør dem fuldstændig udelelige.
7. Du, som tror, at der er en lille kløft mellem dig og din broder, ser ikke, at det er her, I er fanger i en verden, som opfattes som værende her. Den verden, du ser, eksisterer ikke, for det sted, hvor du ser den, er ikke virkeligt. Kløften er omhyggeligt skjult i tågen, og tågede billeder stiger op for at dække den med vage og usikre skikkelser og skiftende former, som altid er uden substans og usikre. Dog er der intet i denne kløft. Og der er ingen frygtelige hemmeligheder og ingen mørke gravkamre, hvor gruen stiger op fra dødens bene. Se på denne lille kløft, og du ser uskylden og tomheden i den synd, som du ønsker at se i dig selv, når du har mistet frygten for at genkende kærligheden.
Næste Afsnit Kapitel