Kapitel: 30 DEN NY BEGYNDELSE
Afsnit - V. Det eneste formål Næste

1. Den virkelige verden er den sindstilstand, hvor tilgivelsen ses som verdens eneste formål. Frygt er ikke dens mål, for undslippelsen fra skyld bliver det, den stiler efter. Tilgivelsens værdi opfattes og tager afgudernes plads, som ikke længere søges, for deres »gaver« er ikke mere eftertragtelige. Der fastsættes ikke nogen tomme regler, og der fremsættes ikke nogen krav til nogen eller noget, som kan drejes og passes ind i frygtens drøm. I stedet for er der et ønske om at forstå alt, som er skabt, som det virkelig er. Og det erkendes, at alle ting først må tilgives og derpå forstås.

2. Her forstås det, at forståelsen ikke opnås gennem angreb. Der er det klart, at forståelsen mistes gennem angrebet. Dumheden i at sætte sig det mål at eftertragte skylden erkendes fuldt ud. Og afguder ønskes ikke der, for skylden forstås som den eneste grund til smerte af nogen som helst art. Ingen fristes af dens tomme opfordring, for lidelse og død er blevet opfattet som ting, du ikke ønsker dig, og som du ikke stræber efter. Muligheden for frihed er blevet forstået og budt velkommen, og midlet, hvorved det kan opnås, kan nu forstås. Verden bliver et håbets sted, for dens eneste formål er at være et sted, hvor håbet om lykke kan opfyldes. Og ingen befinder sig uden for dette håb, for verden er blevet forenet i troen på, at verdens formål er et, som alle må dele, hvis håbet skal være mere end en drøm.

3. Endnu er Himlen ikke helt husket, for tilgivelsens formål er stadig tilbage. Men hver enkelt kan være sikker på, at han vil gå hinsides tilgivelsen, og han forbliver blot så længe, at det fuldendes i ham selv. Han ønsker sig ikke andet end dette. Og frygten er faldet bort, for han er forenet i sit formål med sig selv. Der er så sikkert og så konstant et håb om lykke i ham, at han næppe kan blive og vente lidt endnu, medens fødderne stadig rører jorden. Og dog er han glad for at vente, indtil alle hænder er forenede og hvert et hjerte gjort klar til at stige op og følges med ham. For således gøres han rede til det skridt, hvor al tilgivelse lades tilbage.

4. Det sidste skridt er Guds, for det er kun Gud, Som kunne skabe en fuldendt Søn og dele Hans Faderskab med ham. Ingen uden for Himlen ved, hvorfor det er sådan, for forståelsen af dette er selve Himlen. Selv den virkelige verden har et formål, som stadig ligger under skabelsen og evigheden. Men frygten er forsvundet, for dens formål er tilgivelsen, ikke afgudsdyrkeri. Og således forberedes Himlens Søn på at være sig selv og på at forstå, at Guds Søn ved alt det, som hans Fader forstår og forstår det fuldstændigt sammen med Ham.

5. Den virkelige verden er ikke dette, for dette er Guds Eget formål; kun Hans og dog fuldstændig delt med alle og fuldstændig opfyldt. Den virkelige verden er en tilstand, hvor sindet har lært, hvor let afguder forsvinder, når de stadig opfattes men ikke ønskes. Hvor villigt sindet kan slippe dem, når det har forstået, at afguder intet er og ingen steder er, og at de er formålsløse. For først da kan synden og skylden ses uden et formål og som meningsløse.

6. Således bringes den virkelige verden mildt til bevidstheden for at erstatte syndens og skyldens mål. Og alt det, som stod mellem dit billede af dig selv og det, du er, vasker tilgivelsen gladeligt bort. Men Gud behøver ikke at skabe Sin Søn endnu engang, så det, der er hans, kan gives tilbage til ham. Mellemrummet mellem din broder og dig selv var aldrig til stede. Og det, som Guds Søn vidste i skabelsen, må han vide endnu engang.

7. Når brødre står forenede i frygtens verden, står de allerede ved kanten af den virkelige verden. Måske ser de sig stadig tilbage, idet de tror, at de ser en afgud, som de stadig ønsker sig. Dog er deres sti nu solidt fastlagt uden om afguder og hen imod virkeligheden. For idet de tog hinanden i hænderne, var det Kristi hånd, de tog, og de vil se på Ham, Som de tog i hånden. Kristi åsyn skal ses, før Faderen huskes. For Han forbliver uhusket, indtil Hans Søn er nået hinsides tilgivelsen og frem til Guds Kærlighed. Men først modtages Kristi Kærlighed. Og derefter kommer den viden, at De er et og det samme.

8. Hvor letfodet og nemt er det ikke at skride henover frygtens verdens smalle afgrænsning, når du genkender, Hvis hånd det er, du holder! Du holder alt det, du har brug for i din hånd, til at fjerne dig fra frygten for altid i fuldendt tillid, og til at fortsætte og derved hurtigt at nå frem til selve Himlens port. For Ham, du holder i hånden, ventede blot på, at du skulle forene dig med Ham. Vil Han vente med at vise dig den vej, som Han må gå sammen med dig nu, da du er kommet? Hans velsignelse af dig er lige så sikker, som Hans Faders Kærlighed til Ham. Hans taknemlighed overfor dig ligger hinsides din forståelse, for du har sat Ham i stand til at rejse Sig fra kæderne og at gå bort sammen med dig til Hans Faders hus.

9. Et ældgammelt had er på vej bort fra verden. Og sammen med det forsvinder al, had og al frygt. Se dig ikke mere tilbage, for det, der ligger forude, er alt det, du nogensinde ønskede dig i dit hjerte. Giv slip på verden! Men ikke som et offer. Du ønskede dig den aldrig. Hvilken lykke har du ikke søgt her, som ikke blot bragte dig smerte? Hvilke tilfredshedens øjeblikke er ikke blevet dyrt betalt med lidelsens mønter? Glæden har ingen omkostninger. Den er din hellige ret, og det, du betaler for, kan ikke være lykke. Lad ærligheden hjælpe dig på vej, og lad ikke dine erfaringer her bedrage dig ved tilbageblik. For de var ikke uden bitre omkostninger og glædesløse konsekvenser.

10. Se dig kun tilbage i ærlighed. Og når du fristes af en afgud, tænk da på dette:
Der var aldrig et tidspunkt, hvor en afgud bragte dig
noget som helst andet end skyldens »gave«.
Du købte dig aldrig en eneste uden at betale smertens pris,
og du var heller aldrig alene om at betale for det.
Vær da barmhjertig overfor din broder. Og vælg dig ikke tankeløst en afgud, idet du husker, at han må betale prisen sammen med dig. For han vil blive forsinket, når du ser dig tilbage, og du vil ikke opfatte, Hvis dejlige hånd det er, du holder. Se da fremad; gå i stor tillid med et lykkeligt hjerte, som slår med håb og ikke med frygt.

11. Guds Vilje ligger for evigt hos dem, som holder hinanden i hånden. Indtil de forenede sig, troede de, at Han var deres fjende. Men da de forenede sig og delte et formål, var de frie til at lære, at deres vilje var en og den samme. Og således må Guds Vilje nå frem til deres bevidsthed. Ej heller kan de ret længe glemme, at det blot er deres egen.

Næste Afsnit Kapitel