Kapitel: 4 EGOETS ILLUSIONER
Afsnit - V. Ego - kropsillusionen Næste
1. Alt arbejder sammen for det gode. Der er ingen undtagelser undtaget i egoets bedømmelse. Egoet benytter maksimal opmærksomhed overfor det, det tillader at komme ind i bevidstheden, og det er ikke måden, som et afbalanceret sind holder sig selv sammen på. Egoet bliver skubbet endnu mere ud af balance, fordi det holder sin primære motivation borte fra din bevidsthed og gør kontrollen mere end den mentale sundhed til det vigtigste. Egoet har gode grunde til at gøre dette i henhold til det tankesystem, som skabte det, og som det tjener. En fornuftig bedømmelse ville bedømme imod egoet, og må ødelægges af egoet i dets eget selvoverlevelsesinteresse.
2. En større kilde til egoets tilstand af ubalance er manglen på skelnen imellem kroppen og Guds Tanker. Guds Tanker er uacceptable for egoet, fordi de klart peger på selve egoets ikke — eksistens. Egoet forvrænger dem derfor eller nægter at acceptere dem. Det kan imidlertid ikke få dem til ikke at eksistere. Det forsøger derfor på at skjule — ikke blot »uacceptable« kropsimpulser, men også Guds Tanker, fordi begge er truende for det. Da det hovedsageligt er optaget af sin egen overlevelse udsat for trussel, opfatter egoet dem som det samme. Ved at opfatte dem som det samme, forsøger egoet at redde sig selv fra at blive skyllet bort, som det ganske sikkert ville blive, hvis det var sammen med viden.
3. Et tankesystem, der blander Gud og kroppen sammen må være sindssygt. Men denne sammenblanding er yderst vigtig for egoet, som kun bedømmer ud fra begreberne trussel eller ikke-trussel imod sig. På en måde er Egoets frygt for Gud i det mindste logisk, siden tanken om Ham udelukker egoet. Men frygt for kroppen, som egoet identificerer sig så tæt med, giver ingen mening overhovedet.
4. Kroppen er egoets hjem som valgt af det. Det er den eneste identificering, som egoet føler sig tryg ved, siden kroppens sårbarhed er det bedste argument for, at du ikke kan være af Gud. Det er den tro, som egoet understøtter mest ivrigt. Og alligevel hader egoet kroppen, da det ikke kan acceptere den som god nok til at være dets hjem. Det er her, at sindet faktisk bliver svimmel. Egoet fortæller det, at det er en del af kroppen, og at kroppen er dets beskytter, samtidig med at sindet får fortalt, at kroppen ikke kan beskytte det. Derfor spørger sindet: »Hvor kan jeg gå hen for at få beskyttelse«? Hvortil egoet svarer: »Vend dig til mig«. Sindet minder egoet om, og ikke uden grund, at det selv har insisteret på, at det identificeres med kroppen, og at der derfor ikke er nogen grund til at vende sig til egoet for beskyttelse. Egoet har ikke noget rigtigt svar på dette, fordi der ikke er noget, men det har en typisk løsning. Det sletter spørgsmålet fra sindets bevidsthed. Når først det er uden for bevidstheden, kan og vil spørgsmålet skabe nogen usikkerhed, men det kan ikke besvares, for det kan ikke stilles som et spørgsmål.
5. Dette er spørgsmålet, som må stilles: »Hvor kan jeg gå hen for at få beskyttelse«? »Søg og I skal finde«, betyder ikke at du skal søge blindt og desperat efter noget, du ikke kan genkende. Meningsfyldt søgning foretages bevidst, organiseres bevidst og ledes bevidst. Målet må formuleres klart og holdes for øje. At lære og at ville lære er uadskillelige. Du lærer bedst, når du tror, at det, du lærer, har en værdi for dig. Men ikke alt, som du vil lære, har en vedvarende værdi. Ja, i virkeligheden kan mange af de ting, du vil lære, være valgt, netop fordi deres værdi ikke varer.
6. Egoet tror, at det er en fordel ikke at binde sig til noget, der er evigt, for det evige må komme fra Gud. Kvaliteten af evighed er noget, som egoet har forsøgt at udvikle, men som systematisk er mislykkedes for det. Egoet går på kompromis med det evige, lige som det gør med enhver ting, der har noget med det virkelige spørgsmål at gøre. Ved at involvere sig i nærliggende emner, håber det på at skjule det virkelige spørgsmål og at holde det uden for sindet. Egoets karakteristiske travlhed med uvigtige ting, er med netop dette formål for øje. Optagethed af problemer, der er lavet, så der ikke findes en løsning, er egoets favoritlist til at hindre læreprocessens fremadskriden. I alle disse afvigelsesmanøvrer er der imidlertid et spørgsmål, som aldrig bliver stillet af dem, der søger dette, nemlig: »Hvorfor«? Det er det spørgsmål, som du må lære at stille i forbindelse med alt. Hvad er formålet? Og hvad end det er, vil det lede dine anstrengelser helt automatisk. Når du tager en formålsbeslutning, har du da formet en beslutning om dine fremtidige indsatser; en beslutning, der vil forblive virkningsfuld, medmindre du ændrer din beslutning.
Næste Afsnit Kapitel