Kapitel: 18 DRØMMENS FORSVINDEN
Afsnit - VI. Hinsides kroppen Næste
1. Der findes ikke noget udenfor dig. Det er det, som du til sidst må lære, for det er erkendelsen af, at Himlens Kongerige er genskabt for dig. For Gud skabte kun dette, og Han forlod det ikke, eller lod det være adskilt fra Sig Selv. Himlens Kongerige er Guds Søns hjem, som ikke forlod sin Fader og som bor adskilt fra Ham. Himlen er ikke et sted ej heller en tilstand. Det er blot en bevidsthed om fuldendt enhed og den viden, at der ikke findes andet; intet udenfor denne enhed og ikke noget andet inden i den.
2. Hvad andet kunne Gud give end viden om Sig Selv? Hvad andet kan der gives? Troen på, at du kan give og modtage noget andet, noget udenfor dig selv, har kostet dig bevidstheden om Himlen og din egen Identitet. Og du har gjort noget, som er endnu mærkeligere, end du endnu forstår. Du har flyttet skylden fra dit sind til din krop. Men en krop kan ikke være skyldig, for den kan ikke gøre noget af sig selv. Du, som tror, at du hader din krop, bedrager dig selv. Du hader dit sind, for skylden er kommet ind i det, og det vil forblive adskilt fra din broders, hvilket det ikke kan gøre.
3. Sind er forenede; det er kroppe ikke. Adskillelsen er kun mulig ved at tilskrive sindet kroppens egenskaber. Og det er sindet, som synes at være opdelt og privat og alene. Dets skyld, som holder det adskilt, projekteres til kroppen, som lider og dør, fordi den bliver angrebet for at fastholde adskillelsen, og for at det ikke skal kende sin Identitet. Sind kan ikke angribe, men det kan lave fantasier og få kroppen til at udføre dem. Men det er aldrig det, som kroppen gør, der synes at tilfredsstille. Medmindre sindet tror, at kroppen faktisk udfører dets fantasier, vil det angribe kroppen ved at forøge projektionen af sin skyld over på den.
4. Heri bedrager sindet klart sig selv. Det kan ikke angribe, men det fastholder, at det kan og benytter det, det gør for at skade kroppen, til at bevise, at det faktisk kan gøre det. Sindet kan ikke angribe, men det kan bedrage sig selv. Og det er det eneste, det gør, når det tror, at det har angrebet kroppen. Det kan projektere sin skyld, men det vil ikke miste den gennem projekteringen. Og skønt det tydeligt kan fejlopfatte kroppens funktion, kan det ikke ændre dens funktion fra det, som Helligånden fastsatte, at den skulle være. Kroppen blev ikke lavet af kærlighed. Dog fordømmer kærligheden den ikke og kan bruge den kærligt, idet den respekterer, hvad Guds Søn har lavet og bruger den til at frelse ham fra illusioner.
5. Kunne du ikke tænke dig at få adskillelsens instrumenter genfortolket til at være midler til frelse og anvendt til kærlighedens formål? Ville du ikke gerne se og understøtte ændringen fra hævnens fantasier til en forløsning fra dem? Din opfattelse af kroppen kan selvfølgelig være syg, men projicer ikke dette over på kroppen. For dit ønske om at gøre det destruktivt som ikke kan ødelægge, kan i virkeligheden ikke have nogen virkning. Det, Gud skabte, er kun det, som Han ønskede, det skulle være, idet det er Hans Vilje. Du kan ikke gøre Hans Vilje destruktiv. Du kan fremstille fantasier, hvori din vilje er i konflikt med Hans, men det er det eneste.
6. Det er sindssygt at benytte kroppen som syndebuk for skylden, idet du leder dens angreb og beskylder den for, hvad du ønskede, den skulle gøre. Det er umuligt at udføre fantasier. For det er stadig fantasier, som du ønsker, og de har ikke noget at gøre med det, som kroppen gør. Den drømmer ikke om dem, men de gør den blot til en byrde, hvor den kunne være en fordel. For fantasier har gjort din krop til din »fjende; svag, sårbar og bedragerisk, fuldt ud værdig til det had, som du investerer i den. Hvordan har dette tjent dig? Du har identificeret dig med denne ting, som du hader, dette hævnens instrument, og den opfattede kilde til din skyld. Du har gjort dette imod en ting, som ikke har nogen mening, idet du udråber den til at være Guds Søns hjem og vender den imod ham.
7. Det er den Guds vært, som du har lavet. Og hverken Gud eller Hans mest hellige Søn kan gå ind i et hus, som huser hadet, og hvor du har sået hævnens, voldens og dødens frø. Denne ting, som du lavede til at tjene din skyld, står mellem dig og andre sind. Sindene er forenede, men du identificerer dig ikke med dem. Du ser dig selv låst inde i et adskilt fængsel, fjernet fra andre og ikke til at komme i kontakt med, uden evnen til at nå andre og til at blive nået af andre. Du hader det fængsel, som du har lavet, og ønsker at ødelægge det. Men du ønsker ikke at flygte fra det, idet du efterlader det uangrebet og uden din skyld over det.
8. Dog kan du kun undslippe således. Hævnens hjem er ikke dit; det sted, som du har afsat til at huse dit had, er ikke et fængsel, men din egen illusion. Kroppen er en begrænsning, som er påtvunget den universelle kommunikation, som er sindets evige ejendom. Men kommunikationen er indvendig. Sind når sig selv. Det udgøres ikke af forskellige dele, som rækker efter hinanden. Det går ikke uden for sig selv. I sig selv er det ubegrænset, og der findes ikke noget udenfor det. Det omslutter dig fuldstændigt; du i det, og det i dig. Der findes ikke andet, noget sted eller til nogen tid.
9. Kroppen er udenfor dig og synes blot at omslutte dig, idet den udelukker dig fra andre og adskiller dig fra dem. Den er der ikke. Der er ingen barriere mellem Gud og Hans Søn, ej heller kan Hans Søn være adskilt fra Ham ud over i illusionen. Dette er ikke hans virkelighed, selvom han tror, det er det. Men dette kunne kun være tilfældet, hvis Gud tog fejl. Gud skulle da have skabt på en anden måde og skulle have adskilt Sig Selv fra Sin Søn for, at dette skulle kunne være muligt. Han skulle da have skabt andre ting og skabt forskellige grader af virkelighed, hvoraf kun nogle var kærlighed. Men kærligheden må til alle tider forblive som sig selv, for evig uforanderlig, og for evig uden et alternativ. Og således er det. Du kan ikke sætte en barriere omkring dig selv, for Gud satte ikke nogen mellem Sig Selv og dig.
10. Du kan række din hånd ud og nå til Himlen. Du, hvis hånd er forenet med din broders, er begyndt at række hinsides kroppen, men ikke udenfor dig selv, for sammen at nå Jeres Identitet, som I deler med hinanden. Kunne dette være udenfor dig? Hvor Gud ikke er? Er Han en krop, og skabte Han dig, som Han ikke er, og hvor Han ikke kan være? Du omgives kun af Ham. Hvilke begrænsninger kan der være på dig, som Han omslutter?
11. Alle har oplevet det, som man ville kalde en fornemmelse af at blive transporteret hinsides sig selv. Denne følelse af frigørelse overskrider langt drømmen om frihed, som du somme tider drømmer om i specielle forhold. Det er en fornemmelse af en faktisk undslippelse fra begrænsninger. Hvis du vil overveje, hvad denne »transportering« virkelig indebærer, vil du erkende, at det er en pludselig mangel på bevidsthed om kroppen, og en sammensmeltning af dig selv med noget andet, hvori dit sind udvider sig til at omfatte det. Det bliver en del af dig, når du forener dig med det. Og begge bliver hele, da ingen af delene opfattes som adskilte. Det, som virkeligt sker, er, at du har opgivet illusionen om en begrænset bevidsthed og mistet din frygt for forening. Den kærlighed, som øjeblikkeligt erstatter den, udvider sig til det, som har befriet dig og forener sig med det. Og så længe som dette varer, er du ikke usikker på din Identitet og ønsker ikke at begrænse Den. Du er undsluppet fra frygten til freden, idet du ikke stiller nogen spørgsmål om virkeligheden men blot accepterer den. Du har accepteret dette i stedet for kroppen og har ladet dig selv blive et med noget hinsides den, simpelthen ved blot ikke at lade dit sind være begrænset af den.
12. Dette kan ske uafhængig, af den fysiske afstand, der synes at være mellem dig og det, du forener dig med; af Jeres respektive positioner i rummet, og forskellen på Jeres størrelser og tilsyneladende kvalitet. Tiden er ikke relevant, det kan ske med noget fortidigt, nutidigt eller forventet. Dette »noget« kan være hvad som helst og hvor som helst; en lyd, et syn, en tanke, en erindring og selv en almindelig ide uden speciel reference. Men i hvert tilfælde forener du dig med det uden forbehold, fordi du elsker det og ønsker at være sammen med det. Og derfor styrter du afsted for at møde det, idet du lader dine begrænsninger smelte bort og udvider alle de »love«, som din krop adlyder, idet du mildt tilsidesætter dem.
13. Der begås ikke vold i denne flugt. Kroppen angribes ikke men opfattes blot rigtigt. Den begrænser dig ikke, fordi du simpelthen ikke ønsker det. Du »løftes« ikke virkeligt ud af den; den kan ikke ramme dig. Du går derhen, hvor du ønsker at være, idet du vinder noget, ikke mister noget, nemlig en fornemmelse af Selvet. I disse øjeblikke af forløsning fra fysiske begrænsninger, oplever du meget af det, som sker i det hellige øjeblik; fjernelsen af rummets og tidens barrierer, den pludselige oplevelse af fred og glæde, og mere end noget andet, en mangel på bevidsthed om kroppen samt spørgsmålet om, at dette overhovedet er muligt.
14. Det er muligt, fordi du ønsker det. Den pludselige udvidelse af bevidsthed, som sker med dit ønske om den, er den uimodståelige appel, som det hellige øjeblik indeholder. Det råber til dig om at være dig selv i dets sikre omfavnelse. Begrænsningens love løftes bort fra dig for at ønske dig velkommen til friheden og sindets åbenhed. Kom til dette refugium, hvor du kan være dig selv i fred. Ikke gennem ødelæggelse, ikke ved at bryde ud, men blot ved stille at smelte ind i det. For freden vil forene sig med dig der, blot fordi du har været villig til at slippe de begrænsninger, som du havde lagt på kærligheden og forenet dig med den, hvor den er, og hvor den førte dig hen, som svar på dens milde råb om at være i fred.
Næste Afsnit Kapitel