Kapitel: 19 OPNÅELSEN AF FRED
Afsnit - - B. Troen på, at kroppen er værdifuld på grund af det, den kan tilbyde Næste
1. Vi sagde, at freden først må overvinde forhindringen i dit ønske om at slippe af med den. Der, hvor tiltrækningen af skyld sættes i højsædet, ønskes freden ikke. Den anden forhindring, som freden må svæve hen over, og nært forbundet med den første, er troen på, at kroppen er værdifuld på grund af det, den kan tilbyde. For her bliver skyldens tiltrækning manifesteret i kroppen og ses i den.
2. Det er den værdi, som du tror, freden ville stjæle fra dig. Det er det, du tror, den ville fratage dig og efterlade dig hjemløs for. Og det er af denne årsag, at du ville nægte freden et hjem. Du føler, at dette »offer« er for stort, at det er at bede dig om for meget. Er det et offer eller en forløsning? Hvad har kroppen virkelig givet dig, som retfærdiggør din mærkelige tro på, at frelsen ligger i den? Ser du ikke, at dette er troen på døden? Her er fokus på forsoningens perception som mord. Her er kilden til den tanke, at kærlighed er frygt.
3. Helligåndens budbringere sendes langt hinsides kroppen, idet de opfordrer sindet til at forene sig i hellig fællesskab og at være i fred. Således er det budskab, som jeg gav dem til dig. Det er kun frygtens budbringere, som ser kroppen, for de leder efter det, som kan lide. Er det et offer at blive fjernet fra det, som kan lide? Helligånden kræver ikke, at du ofrer håbet om kroppens glæder; den har intet håb om glæde. Men den kan heller ikke bringe dig en frygt for smerte. Smerten er det eneste »offer«, som Helligånden beder om, og den vil Han fjerne.
4. Freden udvides fra dig kun til det evige, og den når ud fra det evige i dig. Den svæver hen over alt andet. Den anden forhindring er ikke mere solid end den første. For du ønsker ikke, at nogen af dem fjerner freden eller begrænser den. Hvad er det for forhindringer, som du ønsker at sætte imellem freden og dens fortsættelse andet end barrierer, som du sætter mellem din vilje og dens fuldbringelse? Du ønsker fællesskabet, ikke frygtens fest. Du ønsker frelsen ikke skyldens smerte. Og du ønsker, at din Fader og ikke en lille hoben ler, skal være dit hjem. Din Faders Søn er i dit hellige forhold. Han har ikke mistet fællesskabet med Ham og ej heller med sig selv. Når du går med til at forene dig med din broder, erkender du, at det er sådan. Dette har ingen omkostninger, men det har forløsningen fra omkostninger.
5. Du har betalt dyrt for dine illusioner, og intet af det du betalte for, har bragt dig fred. Er du ikke glad, fordi Himlen ikke kan ofres, og at du ikke kan bedes om et offer? Der findes ikke nogen forhindring, som du kan sætte i vejen for vor forening, for jeg er allerede i dit hellige forhold. Sammen vil vi overvinde alle forhindringer, for vi står indenfor porten og ikke udenfor den. Hvor let åbnes ikke porten indefra for at lade freden komme ind for at velsigne den trætte verden! Kan det være vanskeligt for os at gå forbi barriererne, når du har forenet dig med det ubegrænsede? Det er i dine hænder at give afslutningen på skyld. Ønsker du at standse nu for at søge efter skylden i din broder?
6. Lad mig være symbolet på afslutningen af skyld for dig, og se på din broder, som du ville se på mig. Tilgiv mig for alle de synder, som du tror, Guds Søn begik. Og i lyset af din tilgivelse vil han huske, hvem han er og glemme det, som aldrig var. Jeg beder om din tilgivelse, for hvis du er skyldig, så må jeg også være det. Men hvis jeg overvandt skylden og overvandt verden, så var du hos mig. Ønsker du at se symbolet på skyld eller på afslutningen på skyld i mig, idet du husker, at det jeg står for for dig, ser du inden i dig selv?
7. Fra dit hellige forhold proklamerer sandheden sandheden, og kærligheden ser på sig selv. Frelsen flyder dybt inde fra det hjem, som du tilbød min Fader og mig. Og vi er der sammen, i det stille fællesskab hvori Faderen og Sønnen forenes. Oh kom I tillidsfulde til den hellige forening af Faderen og Sønnen i dig! Og hold dig ikke borte fra det, som bliver dig tilbudt i taknemlighed for, at du har givet freden sit hjem i Himlen. Send det glædelige budskab om afslutningen på skyld til hele verden, og hele verden vil svare. Tænk på din lykke, når alle tilbyder dig at bevidne afslutningen på synd, og viser dig, at dens magt er borte for altid. Hvor kan skylden være henne, når troen på synd er borte? Og hvor er døden, når dens store talsmand ikke høres mere?
8. Tilgiv mig for dine illusioner, og forløs mig fra straffen for, hvad jeg ikke har gjort. Således vil du lære om den frihed, som jeg underviste i, ved at undervise i frihed til din broder for derved at forløse mig. Jeg er i dit hellige forhold, og alligevel vil du sætte mig i fængsel bag de forhindringer, som du sætter op imod friheden for derved at spærre mig vejen til dig. Men det er ikke muligt at holde En borte, Som allerede er der. Og i Ham er det mulig, at vort fællesskab, hvor vi allerede er forenede, vil blive den nye perceptions fokus, som vil bringe lys til hele verden, som indeholdes i dig.
i. Smertens tiltrækning
9. Din lille del er blot at overgive hele ideen om opofrelse til Helligånden. Og i stedet for acceptere den fred, som Han giver uden de begrænsninger, som ville tilbageholde dens udvidelse for således at begrænse din bevidsthed om det. For det Han giver, må udvides, hvis du ønsker dets ubegrænsede magt og benytte den til forløsningen af Guds Søn. Det er ikke dette, du ønsker at slippe, og når du har det, kan du ikke begrænse det. Hvis freden er hjemløs, så er du det også og jeg også. Og Han, Som er vort hjem, er hjemløs sammen med os. Er det det, du ønsker? Ønsker du til alle tider at gå rundt og søge efter freden? Ønsker du at investere dit håb om fred i det, som må slå fejl?
10. Tillid til det evige er altid retfærdiggjort, for det evige er til alle tider venligt, uendelig i sin tålmodighed og fuldstændig kærligt. Det vil acceptere dig fuldstændigt og give dig fred. Men det kan kun forene sig med det i dig, som allerede er i fred og udødelig, som det selv er. Kroppen kan hverken give dig fred eller kaos, hverken glæde eller smerte. Den er et middel, ikke et mål. Den har ikke noget formål i sig selv, men kun det, som er den givet. Kroppen vil synes at være det, som er midlet til at opnå det mål, Som du har tilskrevet den. Kun sindet kan opsætte et formål, og kun sindet kan se midlet til at opnå det med og retfærdiggøre brugen af det. Fred og skyld er begge betingelser i sindet, som kan opnås. Og disse betingelser er hjemmet for de følelser, som fremkalder dem, og er derfor forenelige med dem.
11. Men tænk på, hvilken del det er, som er forenelig med dig. Her er dit valg, og det er et frit valg. Men alt, hvad der ligger i det, vil komme sammen med det, og det, du tror, du er, kan aldrig adskilles fra det. Kroppen er tilsyneladende den store, tillidens bedrager. I den ligger desillusioneringen og frøet til troløshed, men kun hvis du beder den om at give, hvad den ikke kan give. Kan din fejltagelse være en rimelig grund til nedtrykthed og desillusionering og til et gengældelsesangreb på det, som du tror har svigtet dig? Brug ikke din fejltagelse som en retfærdiggørelse af din troløshed. Du har ikke syndet, men du har taget fejl af, hvad det er, som er tillidsfuldt. Og korrektionen af din fejltagelse vil give dig grund til tillid.
12. Det er umuligt at søge efter fornøjelser gennem kroppen og ikke finde smerte. Det er vigtigt, at dette forhold forstås, for det er et forhold, som egoet ser som bevis for synden. Det er i virkeligheden slet ikke en straf. Det er blot det uafvendelige resultat af at sætte dig selv lig med kroppen, hvilket er en invitation til smerten. For det beder frygten om at komme ind for at blive dit formål. Tiltrækningen af skyld må komme ind sammen med den, og hvad end, frygten får kroppen til at gøre, er derfor smertefuldt. Den vil deltage i alle illusioners smerte, og illusionen om fornøjelse vil være den samme som smerten.
13. Er dette ikke uafvendeligt? Under frygtens ordrer vil kroppen søge efter skylden, idet den tjener dens herre, hvis tiltrækning til skyld opretholder hele illusionen om dens eksistens. Dette er da smertens tiltrækning. Styret af denne perception bliver kroppen smertens tjener, idet den tjenstvilligt opsøger den og adlyder den idé, at smerte er fornøjelse. Det er denne ide, som ligger under hele egoets tunge investering i kroppen. Og det er dette sindssyge forhold, som det holder skjult og dog ernærer sig ved. Det underviser dig i, at kroppens fornøjelse er lykken. Men det hvisker til sig selv: »Den er døden«.
14. Hvorfor skulle kroppen være noget som helst for dig? Det, den er lavet af, er sandelig ikke særlig værdifuldt. Og lige så sikkert har den heller ingen følelser. Den overfører de følelser, som du ønsker, til dig. Som ethvert andet kommunikationsmiddel modtager og afsender den budskaber, som gives til den. Den føler ikke noget for dem. Al den følelse, som investeres i den, afgives af afsender og modtager. Både egoet og Helligånden erkender dette, og begge erkender også, at her er afsender og modtager den samme. Helligånden fortæller dig dette med glæde. Egoet skjuler det, for det ville holde dig borte fra det selv. Hvem ville sende budskaber om had og angreb, hvis han erkendte, at han blot sendte dem til sig selv? Hvem ville anklage, skyldiggøre og fordømme sig selv?
15. Egoets budskaber sendes altid væk fra dig i den tro, at andre end du selv vil lide under dine budskaber om angreb og skyld. Og selvom du selv skulle lide, så er der nogen, som vil lide mere. Den store bedrager erkender, at det ikke er sådan, men som en »fjende« af freden opfordrer den dig til at udsende alle dine budskaber om had for derved at befri dig selv. Og for at overbevise dig om, at dette er muligt, byder den kroppen at søge efter smerte gennem et angreb på en anden, idet den kalder det fornøjelse og tilbyder det til dig som en frihed for angreb.
16. Lyt ikke til dets vanvid og tro ikke, at det umulige er sandt. Glem ikke at egoet har tilegnet kroppen til syndens mål og sætter al sin lid til, at dette kan opnås. Dets triste disciple synger uafbrudt kroppens pris i en opblæst festligholdelse af egoets styre. Der er ikke en, som ikke må tro, at en eftergiven overfor skyldens tiltrækning er at undslippe smerten. Der er ikke en, som ikke må betragte kroppen som sig selv, og som han ville dø uden, men hvor døden også ville være uafvendelig, når han er i den.
17. Det er ikke for egoets disciple at erkende, at de har tilegnet sig selv til døden. Friheden er blevet dem tilbudt, men de har ikke modtaget den, og det, som tilbydes, må også modtages for, at det kan siges at være givet i sandhed. For Helligånden er også et kommunikationsmiddel, idet Han modtager fra Faderen og giver Hans budskaber videre til Sønnen. Ligesom egoet er Helligånden også både afsender og modtager. For det, som sendes gennem Ham, vender tilbage til Ham, idet det søger sig selv langs vejen og finder, hvad det søger. Således finder egoet den død, som det søger og giver den tilbage til dig.
Næste Afsnit Kapitel