Kapitel: 21 FORNUFT OG PERCEPTION
Afsnit - VI. Fornuften imod vanviddet Næste
1. Fornuften kan ikke se synden men kan se fejltagelser og fører til korrektionen af dem. Den værdsætter ikke dem, men korrektionen af dem. Fornuften vil også fortælle dig, at når du tror, at du synder, råber du blot om hjælp. Men hvis du ikke vil modtage den hjælp, som du beder om, vil du ikke tro, at du nu kan give den videre. Og derfor vil du ikke give den, idet du derved fastholder din overbevisning. For enhver ukorrigeret fejl bedrager dig med hensyn til magten til korrektion i dig. Hvis den kan korrigere, og du ikke tillader, at den gør det, nægter du dig selv og din broder den. Og hvis han deler denne samme tro, vil I begge tro, at I er fordømte. Dette kunne du skåne både ham og dig selv for. For fornuften vil ikke gøre plads for korrektionen i dig alene.
2. Korrektionen kan ikke modtages eller afvises af dig uden din broder. Synden fastholder, at det kan den. Men fornuften fortæller dig, at du ikke se din broder eller dig selv som syndig og stadig opfatte den anden som uskyldig. Hvem kan se sig selv som skyldig, og stadig se en syndefri verden? Og hvem kan se en syndig verden og se sig selv adskilt fra den? Synden vil fastholde, at du og din broder er adskilte. Men fornuften fortæller dig, at dette må være forkert. Hvis du og din broder er forenede, hvordan kan det da være sådan, at I har personlige tanker? Og hvordan kan tanker, der kommer ind i det, der blot ser ud til udelukkende at være dit, undlade at have en virkning på det, som er dit? Hvis sind er forenede, er dette umuligt.
3. Ingen kan udelukkende tænke for sig selv, som Gud ikke tænker uden Sin Søn. Dette kunne kun ske, hvis begge var i kroppe. Ej heller kunne et sind kun tænke for sig selv, medmindre kroppen var sindet. For kun kroppe kan være adskilte og derfor uvirkelige. Vanviddets hjem kan ikke være fornuftens hjem. Men det er nemt at forlade vanviddets hjem, hvis du ser fornuften i det. Du forlader ikke sindssygen ved at gå et andet sted hen. Du forlader den simpelthen ved at acceptere fornuften der, hvor vanviddet var. Vanvid og fornuft ser på de samme ting, men det er sikkert, at de ser på dem på forskellige måder.
4. Vanviddet er et angreb på fornuften, som driver den ud af sindet og overtager dens plads. Fornuften angriber ikke, men overtager vanviddets plads på en rolig måde, idet den erstatter vanviddet, hvis det er den sindssyges ønske at lytte til den. Men de sindssyge kender ikke deres vilje, for de tror, at de ser kroppen og lader deres vanvid fortælle dem, at den er virkelig. Fornuften ville være ude af stand til at gøre dette. Og hvis du forsvarer kroppen overfor din fornuft, vil du ikke forstå hverken kroppen eller dig selv.
5. Kroppen adskiller dig ikke fra din broder, og hvis du tror, den gør det, er du sindssyg. Men vanviddet har et formål og tror selv, at det har midlerne til at gøre dette formål virkeligt. At se kroppen som en forhindring for det, som fornuften fortæller dig må forenes, må være sindssygt. Ej heller kunne du se dette, hvis du lyttede til fornuftens stemme. Hvad kunne stå imellem det, som er kontinuerligt? Og hvis der ikke findes noget der imellem, hvordan kan det, som kommer ind imellem delene, holdes borte fra de andre dele? Fornuften kunne fortælle dig dette. Men overvej, hvad det er du må erkende, hvis det er således.
6. Hvis du vælger synden i stedet for helbredelsen, ville du fordømme Guds Søn til det, som aldrig kunne korrigeres. Du fortæller ham ved dit valg, at han er fordømt til alle tider adskilt fra dig og sin Fader uden håb om en sikker tilbagevenden. Hvis du lærer ham dette, vil du af ham lære nøjagtigt det, som du selv underviste ham i. For du kan kun lære ham, at han er, som du ønskede, at han skulle være, og det, du vælger, at han skal være, er blot valget for dig selv. Men tro ikke, at dette er skræmmende. Det er blot et faktum, at du er forenet med ham, ikke en fortolkning. Hvordan kan et faktum være skræmmende, medmindre det er i uoverensstemmelse med noget, som du sætter højere end sandheden? Fornuften vil fortælle dig, at dette faktum er din forløsning.
7. Hverken du eller din broder kan angribes enkeltvis. Men hverken den ene eller den anden kan modtage et mirakel i stedet for, uden at den anden velsignes af det og helbredes for smerten. Fornuften vil støtte dig ligesom kærligheden, og den forsøger ikke at skræmme dig. Magten til at helbrede Guds Søn er givet til dig, fordi han nødvendigvis er ét med dig. Du er ansvarlig for, hvordan han ser på sig selv. Og fornuften fortæller dig, at det er dig givet at ændre hele hans sind, som er ét med dig, på et eneste øjeblik. Og ethvert øjeblik tjener til at bringe en fuldstændig korrektion af hans fejltagelser og at gøre ham hel. Det øjeblik, som du vælger til at lade dig selv blive helbredt, er det samme øjeblik, som hans fulde frelse kan ses som fuldendt sammen med din. Fornuften er dig givet, så du kan forstå, at sådan er det. For fornuften, som er lige så venlig som det formål, som den er midlet til, fører støt bort fra vanviddet imod sandhedens mål. Og her vil du lægge byrden af fornægtelsen af sandheden fra dig. Dette er den frygtelige byrde, og ikke sandheden.
8. Det er din frelse, at du og din broder er forenede, Himlens gave, ikke frygtens. Synes Himlen at være en byrde for dig? I vanviddet, ja. Og dog må det, som vanviddet ser, opløses af fornuften. Fornuften forsikrer dig, at det er Himlen, du ønsker dig, og det eneste, du ønsker dig. Lyt til Ham, som taler med fornuft og bringer din fornuft i balance med Hans. Vær villig til at lade fornuften være midlet, hvormed Han vil lede dig til at forstå, hvordan du lader sindssygen bag dig. Gem dig ikke bag sindssygen for at undslippe fornuften. Det, som vanviddet ønsker at gemme, holder Helligånden frem, så alle kan se det med glæde.
9. Du er din broders frelser. Han er din. Fornuften taler i sandhed med glæde om dette. Denne nådefulde plan blev givet til kærligheden af Kærligheden. Og det, som Kærligheden planlægger, er som Sig Selv i dette: Idet Den er forenet, vil Den, at du skal lære, hvad det er, du må være. Og idet du er ét med Den, må det blive dig givet at give det, som Den har givet og stadig giver. Tilbring blot et øjeblik i glad modtagelse af det, som bliver givet til dig, så du kan give det til din broder og lære sammen med ham, hvad det er, som er blevet Jer begge givet. Det er ikke mere velsignet at give, end det er at modtage. Men det er heller ikke mindre.
10. Guds Søn velsignes altid som en. Og som hans taknemlighed rækker ud imod dig, som velsignede ham, vil fornuften fortælle dig, at du ikke kan være adskilt fra denne velsignelse. Den taknemlighed, som han tilbyder dig, minder dig om den tak, som din Fader giver til dig for at fuldende Ham. Og her er det kun fornuften, som fortæller dig, at du kan forstå det, du må være. Din Fader er lige så tæt på dig, som din broder er. Men hvad kunne være nærmere til dig end dit Selv?
11. Den magt, du har over Guds Søn, er ikke en trussel imod hans virkelighed. Den bevidner den blot. Hvor kunne hans frihed ligge om ikke i ham selv, hvis han allerede er fri? Og hvem andre end han selv kunne binde ham, hvis han fornægter sin frihed? Gud kan ikke hånes, og lige så lidt kan Hans Søn fængsles undtaget ved sit eget ønske. Og det er ved sit eget ønske, at han befries. Således er hans styrke og ikke hans svaghed. Han er afhængig af sin egen barmhjertighed. Og der, hvor han vælger at være barmhjertig, er han fri. Men hvor han i stedet for vælger at fordømme, holdes han fælgslet, idet han blot venter på sin egen tilgivelse af sig selv for at sætte sig fri.
Næste Afsnit Kapitel