Kapitel: 5 HELBREDELSE OG HELHED
Afsnit - VI. Tid og evighed Næste

1. Gud sidder ikke i Sin Visdom og venter, men Hans Kongerige er berøvet noget, medens du venter. Alle Guds Sønner venter på din tilbagekomst, ligesom du venter på deres. Forsinkelse betyder ikke noget i evigheden, men den er tragisk i tiden. Du har valgt at være i tiden mere end i evigheden og tror derfor, at du er i tiden. Men dine valg er både frie og kan ændres. Du hører ikke hjemme i tiden. Dit hjem er kun i evigheden, hvor Gud Selv satte dig for alle tider.

2. Skyldfølelser bevarer tiden. De indgiver frygt for hævn eller for at blive forladt og sikrer derved, at fremtiden vil blive ligesom fortiden. Dette er egoets fortsættelse. Det giver egoet en falsk fornemmelse af sikkerhed ved at tro, at du ikke kan undslippe det. Men det både kan og skal du. Gud tilbyder dig forsættelsen af evigheden i stedet. Når du vælger at foretage dette skift, vil du samtidig bytte skylden med glæden, ondskabsfuldhed med kærlighed og smerte med fred. Min rolle er blot at sætte din vilje fri. Dit ego kan ikke acceptere denne frihed og vil modsætte sig den hvert eneste øjeblik og på enhver tænkelig måde. Og som dets frembringer, genkender du, hvad det kan gøre, for du gav det kraften til det.

3. Husk altid på Kongeriget, og husk at du, der er en del af det, ikke kan gå tabt. Det Sind, der var i mig, er i dig, for Gud skaber i fuldendt uvildighed. Lad Helligånden altid minde dig om Hans uvildighed, og lad mig lære dig, hvordan du deler den med dine brødre. Hvordan kan chancen til at fordre det ellers blive dig givet? De to stemmer taler samtidigt for forskellige fortolkninger af den samme ting; eller næsten samtidigt, for egoet taler altid først. Afvekslende fortolkninger var unødvendige, indtil den første blev foretaget.

4. Egoet taler fordømmende, og Helligånden ændrer dets beslutning, ligesom en højere ret har magten til at ændre en lavere rets kendelse i denne verden. Egoets beslutninger er altid forkerte, fordi de er baseret på den fejl, som de blev lavet for at underbygge. Intet, som egoet opfatter, fortolkes korrekt. Ikke blot citerer egoet Bibelen for sit eget formål, men det fortolker Bibelen som et vidnesbyrd for sig selv. I egoets øjne er Bibelen en frygtelig ting. Og når det opfatter den som frygtelig, fortolker det den med angst. Når du er bange, appellerer du ikke til Højesteret, for du tror da, at dens dom vil gå dig imod.

5. Der er mange eksempler på, hvordan egoets fortolkninger er vildledende, men nogle få er tilstrækkelige til at vise, hvordan Helligånden kan genfortolke dem i Sit Eget Lys.

6. »Som I sår, så skal I høste«, fortolker Han til at betyde, at det, som I synes er værd at dyrke, vil I dyrke i Jer selv. Jeres bedømmelse af, hvad der er værdigt, gør det værdigt for Jer.

7. »Hævnen er min, siger Herren«, er nem at genfortolke, hvis du husker på, at tanker kun forøges ved at blive delt med andre. Udtalelsen understreger, at hævn ikke kan deles med andre. Giv den derfor til Helligånden, Som vil forløse den i dig, for den hører ikke hjemme i dit sind, som er en del af Gud.

8. »Jeg vil hjemsøge faderens synder indtil tredje og fjerde generation«, er speciel ondskabsfuld, når den fortolkes af egoet. Den bliver blot et forsøg på at sikre egoets egen overlevelse. For Helligånden betyder det, at i kommende generationer kan Han stadig genfortolke det, som tidligere generationer misforstod og derfor forløse tankerne fra evnen til at frembringe frygt.

9. »De onde skal forgå«, bliver en udtalelse om Forsoning, hvis ordet »forgå« bliver forstået som »forløses«. Enhver kærlighedsløs tanke må forløses, et ord som egoet slet ikke kan forstå. For egoet betyder dette at blive forløst, at blive ødelagt. Egoet vil ikke blive ødelagt, for det er en del af din tanke, men fordi det er uskabende og derfor uden evnen til at dele med andre, vil det blive genfortolket til at forløse dig fra frygt. Den del af dit sind, som du har givet til egoet, vil blot vende tilbage til Kongeriget, hvor dit hele sind hører hjemme. Du kan forsinke færdiggørelsen af Kongeriget, men du kan ikke indføre konceptet om frygt i det.

10. Du behøver ikke at frygte, at højesteretten vil dømme dig. Den vil blot afvise sagen imod dig. Der kan ikke rejses en sag imod et Guds barn, og ethvert vidne for skyld i Guds skabninger bærer falsk vidnesbyrd imod Gud Selv. Du kan gladeligt appellere alt det, du tror, til Guds Egen Højesteret, for den taler for Ham og taler derfor sandheden. Den vil afvise sagen imod dig, ligemeget hvor omhyggeligt du har bygget den op. Sagen er måske idiotsikret, men den er ikke Gudssikret. Helligånden vil ikke høre den, for Han kan kun afgive sandt vidnesbyrd. Hans dom vil altid være »Dit er Riget«, for Han blev givet til dig for at minde dig om, hvad du er.

11. Når jeg sagde, »Jeg er kommet som et lys ind i verden«, mente jeg, at jeg kom for at dele lyset med Jer. Husk min henvisning til egoets mørke spejl, og husk også, at jeg sagde »Se ikke der«. Det er stadig sandt, at det er dit valg, hvor du vælger at se for at finde dig selv. Er ikke et Guds barn tålmodigheden værd? Jeg har vist dig uendelig tålmodighed, for min vilje er vor Faders Vilje, Som lærte mig om uendelig tålmodighed. Hans Stemme var i mig, som Den er i dig, idet Den taler for tålmodigheden overfor Sønneforholdet i Dets Skabers Navn.

12. Nu må du lære, at kun den uendelige tålmodighed frembringer øjeblikkelige virkninger. Det er måden, hvorpå tiden udskiftes med evigheden. Uendelig tålmodighed beder den uendelige kærlighed om hjælp, og ved at fremvise resultaterne nu, gør den tiden overflødig. Vi har flere gange sagt, at tiden er et undervisningsmiddel, der afskaffes, når der ikke længere er brug for den. Helligånden, der taler for Gud i tiden, ved også, at tiden er meningsløs. Han minder dig om dette i hvert af tidens øjeblikke, for det er Hans specielle funktion at få dig med tilbage til evigheden og at forblive der for at velsigne dine skabelser der. Han er den eneste sande velsignelse, som du kan give i sandhed, for Han er i sandhed velsignet. Fordi Han frit er blevet dig givet af Gud, må du give Ham, som du modtog Ham.

Næste Afsnit Kapitel