Kapitel: 15 DET HELLIGE ØJEBLIK
Afsnit - VII. Det unødvendige offer Næste
1. Hinsides den fattige tiltrækning af det specielle kærlighedsforhold, og altid skjult af det, ligger den magtfulde tiltrækning af Faderen på Hans Søn. Der findes ikke nogen anden kærlighed, som kan stille dig tilfreds, for der findes ikke nogen anden kærlighed. Det er den eneste kærlighed, som gives fuldt ud og som returneres fuldt ud. Da den er fuldendt, beder den ikke om noget. Idet den er fuldstændig ren, har enhver som forener sig med den alt. Dette er ikke basen for noget forhold, som egoet går ind i. For ethvert forhold, som egoet påbegynder, er specielt.
2. Egoet opretter kun et forhold for at få noget. Og det ønsker at fastholde giveren bundet til sig gennem skyld. Det er umuligt for egoet at gå ind i et forhold uden vrede, for egoet tror, at vreden skaber venner. Det er ikke, hvad det siger, men det er dets formål. For egoet tror virkelig, at det kan få og beholde ved at skabe skyld. Det er dets eneste tiltrækning; en tiltrækning så svag, at den overhovedet ikke har noget greb, ud over at ingen genkender det. For det ser altid ud, som om egoet tiltrækker gennem kærlighed, og overhovedet ingen tiltrækning udøver på dem, som opfatter, at det tiltrækker gennem skyld.
3. Den syge tiltrækning af skyld må genkendes for det, den er. For idet den er virkeliggjort for dig, er det vigtigt at se klart på den, og ved at trække din investering i den tilbage at lære at slippe den. Ingen vælger at slippe det, som han tror, har værdi. Men tiltrækningen af skyld har kun værdi for dig, fordi du ikke har set på, hvad den er og ikke har bedømt den til at være fuldstændig i mørket. Som vi bringer den frem i lyset er dit eneste spørgsmål, hvorfor du dog nogensinde ønskede dig den. Du har intet at miste, ved at se på den med åbne øjne, for en sådan grimhed hører ikke hjemme i dit hellige sind. Denne Guds vært kan ikke have en virkelig investering her.
4. Vi sagde før, at egoet forsøger at vedligeholde og forøge skylden, men på en sådan måde, at du ikke opdager, hvad det ville gøre imod dig. For det er egoets fundamentale doktrin, at det du gør imod andre, er du selv undsluppet. Egoet ønsker ingen noget godt. Men dets overlevelse afhænger af din tro på, at du er udelukket fra dets onde hensigter. Det råder derfor, at hvis du er dets vært, vil det sætte dig i stand til at dirigere sin vrede udad for derved at beskytte dig. Og derved påbegynder det en endeløs, udbytteløs kæde af specielle forhold, som er formet af vreden og dedikeret til en eneste sindssyg overbevisning; at jo mere vrede du investerer uden for dig selv, jo sikrere kan du føle dig.
5. Det er denne kæde, som binder Guds Søn til skylden, og det er denne kæde, som Helligånden ønsker at fjerne fra hans hellige sind. For vildskabens kæde hører ikke hjemme omkring Guds udvalgte vært, som ikke kan gøre sig selv til egoets vært. På hans forløsnings vegne, og på vegne af Ham, Som ønsker at forløse ham, lad os se nærmere på de forhold, som egoet opfinder, og lad Helligånden bedømme dem i sandhed. For det er sikkert, at hvis du ser på dem, vil du gladeligt tilbyde dem til Ham. Du ved ikke, hvad Han kan lave ud af dem, men du vil være villig til at finde ud af det, hvis du først er villig til at se på, hvad det er, du har lavet ud af dem.
6. På en eller anden måde er hvert eneste forhold, som egoet laver, baseret på den ide, at ved at ofre sig selv bliver det større. »Ofret«, som det betragter som en renselse, ligger faktisk ved roden af dets bitre afsky. For det ville foretrække at angribe direkte og undgå at forsinke det, som det virkeligt ønsker sig. Men egoet erkender virkeligheden, som det ser den og erkender, at ingen kunne fortolke angreb som kærlighed. Men dette at gøre nogen skyldige er direkte angreb, selv om det ikke ser sådan ud. For de skyldige forventer angreb, og idet de har bedt om det, tiltrækkes de af det.
7. I sådanne sindssyge forhold synes tiltrækningen af det, som du ikke ønsker dig, at være meget stærkere end tiltrækningen af det, du faktisk ønsker dig. For hver enkelt tror, at han har ofret noget til den anden og hader ham for det. Men det er, hvad han tror, han ønsker sig. Han er overhovedet ikke forelsket i den anden. Han tror blot, at han er forelsket i ofret. Og for dette offer, som han kræver af sig selv, kræver han også, at den anden også accepterer skylden og ofret. Tilgivelsen bliver umulig, for egoet tror på, at dette at tilgive en anden er at miste ham. Det er kun gennem angreb uden tilgivelse, at egoet kan sikre den skyld, som holder sammen på alle dets forhold.
8. Dog ser det blot ud som om, de er sammen. For et forhold betyder blot for egoet, at kroppe er sammen. Det er altid dette, som egoet kræver, og det bekymrer sig ikke om, hvor sindet går hen, eller hvad det tænker, for det synes at være uvigtigt. Så længe kroppen er der til at modtage dets offer, er det tilfreds. For egoet er sindet privat, og kun kroppen kan deles med andre. Ideer er i det store og hele uden betydning, ud over at de bringer en krop, som tilhører en anden, nærmere eller længere bort. Og det er ud fra disse betragtninger, at det bedømmer ideer som enten gode eller dårlige. Det, som gør en anden skyldig, og fastholder ham i skyld, er »godt«. Det, som forløser ham fra skyld, er »dårligt«, for han tror ikke længere at kroppe kommunikerer, og derfor vil han være »for svundet« .
9. Lidelse og ofre er de gaver, hvorved egoet ønsker at »velsigne« alle forhold. Og de, som forenes ved dets alter, accepterer lidelsen og ofrene som prisen for forening. I deres vrede forbindelse, som er født af frygten for ensomhed og dog dedikeret til fortsættelsen af ensomheden, søger hver enkelt forløsning fra skylden ved at forøge den i den anden. For den enkelte tror, at dette formindsker skylden i ham. Den anden synes altid at angribe og såre ham, måske kun i småting, måske »ubevidst«, dog aldrig uden et krav om et offer. Vreden hos dem, der forenes ved egoets alter, overstiger umådeligt din bevidsthed om det. For du ved ikke, hvad det er, som egoet virkeligt ønsker.
10. Når du er vred, kan du være sikker på, at du har dannet et specielt forhold, som egoet har »velsignet«, for vreden er dets velsignelse. Vreden antager mange former, men den kan ikke bedrage dem ret længe, som vil lære, at kærligheden ikke medbringer nogen skyld overhovedet, og det, som medbringer skylden, kan ikke være kærlighed og må være vrede. Al vrede er ikke andet end et forsøg på at få en eller anden til at føle sig skyldig, og dette forsøg er den eneste base, som egoet accepterer for specielle forhold. Skyld er det eneste behov, som egoet har, og så længe du identificerer dig med det, vil skylden forblive tiltrækkende for dig. Men husk dette; at være sammen med en krop er ikke kommunikation. Og hvis du tror, at det er det, vil du føle skyld over at kommunikere og vil være bange for at høre Helligånden, idet du genkender dit eget behov for kommunikation i Hans Stemme.
11. Helligånden kan ikke undervise gennem frygt. Og hvordan kan Han kommunikere med dig, når du tror, at dette at kommunikere er at gøre dig selv ensom? Det er klart sindssygt at tro, at ved at kommunikere vil du blive forladt. Og dog tror mange dette. For de tror, at deres sind må holdes private, for ellers vil de miste dem, men hvis deres kroppe er sammen, forbliver deres sind deres egne. Foreningen af kroppe bliver derfor måden, hvorpå de vil holde sindene adskilte. For kroppe kan ikke tilgive. De kan kun gøre, som sindet foreskriver.
12. Illusionen om kroppens selvstyre og dens evne til at overvinde ensomhed er blot den måde, egoets plan om at skabe sit eget selvstyre fungerer på. Så længe du tror, at dette at være sammen med en krop er fællesskab, vil du føle dig tvunget til at forsøge at fastholde din broder i hans krop, fastholdt der af skyld. Og du vil se sikkerhed i skyld og fare ved kommunikation. For egoet vil altid undervise i, at ensomhed løses af skyld og at kommunikation er årsagen til ensomhed. Og på trods af den åbenbare sindssyge i denne lektion, har mange lært den.
13. Tilgivelsen ligger i kommunikation lige så sikkert, som fordømmelsen ligger i skylden. Det er Helligåndens undervisningsfunktion at instruere dem, som tror, at kommunikation er fordømmelse, i at kommunikation er frelsen. Og dette vil Han gøre, for Guds magt i Ham og i dig er forenet i et virkeligt forhold så helligt og så stærkt, at det endda kan overvinde dette.
14. Det er gennem det hellige øjeblik at det, som synes umuligt, kan opnås, hvilket tydeliggør, at det ikke er umuligt. I det hellige øjeblik har skylden ingen tiltrækning, da kommunikationen er blevet genskabt. Og skylden, hvis eneste funktion er at afbryde kommunikationen, har ingen funktion her. Her findes ingen skjulthed og ingen private tanker. Villigheden til at kommunikere tiltrækker kommunikationen og overvinder ensomheden fuldstændigt. Her er der fuldendt tilgivelse, for der findes ikke noget ønske om at udelukke nogen fra din fuldendthed i en pludselig erkendelse af værdien af hans andel i den. Alle inviteres og bydes velkommen under din helheds beskyttelse. Og du forstår, at din fuldendthed er Guds, Hvis eneste behov er at se dig fuldendt. For din fuldendthed gør dig til Hans i din bevidsthed. Og det er her, at du oplever dig selv, som du blev skabt, og som du er.
Næste Afsnit Kapitel