Kapitel: 27 HELBREDELSE AF DRØMMEN
Afsnit - VIII. Drømmens »helt« Næste
1. Kroppen er den centrale skikkelse, når verden drømmer. Der findes ikke nogen drøm uden den, ej heller eksisterer den uden drømmen, hvori den handler, som om den var en troværdig person, der kunne ses. Den indtager en central plads i enhver drøm, der fortæller historien om, hvordan den blev lavet af andre kroppe, som blev født ind i en verden, som er uden for kroppen, idet den lever lidt og derpå dør, hvorefter den da bliver forenet med andre kroppe i støvet, som dør ligesom den selv. I den korte tid, der tilskrives den at leve i, søger den efter andre kroppe som venner og fjender. Dens største interesse er dens egen sikkerhed. Dens retningslinier sigter efter dens egen behagelighed. Den forsøger at lede efter fornøjelser og at undgå de ting, der vil skade den. Men mere end noget andet forsøger den at lære sig selv, at dens smerter og glæder er forskellige, og at der kan skelnes imellem dem.
2. Verdens drømme antager mange skikkelser, for kroppen forsøger på mange måder at bevise, at den er selvstyrende og virkelig. Den hænger ting på sig selv, som den har købt for små metalskiver og papirstykker, som verden hævder er værdifulde og virkelige. Den arbejder for at få dem, idet den gør meningsløse ting, og kaster dem bort for at få meningsløse ting, som den ikke har brug for og ikke engang ønsker sig. Den ansætter andre kroppe, så de kan beskytte den, så den kan indsamle flere meningsløse ting, som den da kan kalde for sine. Den ser sig omkring efter specielle kroppe, som kan dele dens drøm med den. Sommetider drømmer den, at den er herre over kroppe, som er svagere end den selv. Men i nogle faser af drømmen er den selv slave for kroppe, som ønsker at skade og tortere den.
3. Kroppens rækkefølge af eventyr, fra fødsel til død, er alle drømmes tema, som verden nogensinde har haft. »Helten« i denne drøm vil aldrig ændre sig, ej heller vil dens formål. Selvom selve drømmen antager mange skikkelser og synes at udvise store forskelle i steder og hændelser, hvori »helten« befinder sig, har drømmen kun et eneste formål, som den underviser i på mange måder. Denne ene lektion forsøger den at undervise i igen og igen og endnu engang: At den er årsagen og ikke virkningen. Og du er dens virkning og kan ikke være dens årsag.
4. Således er du ikke drømmeren men drømmen. Og således går du uvirksomt ud og ind fra steder og hændelser, som den opfinder. At dette er det eneste, som kroppen gør, er sandt, for den er kun en skikkelse i en drøm. Men hvem reagerer på skikkelser i en drøm, medmindre han tror, at de er virkelige. I det øjeblik han ser dem, som de er, har de ikke mere nogen indflydelse på ham, fordi han forstår, at han gav dem deres virkning ved at forårsage dem og at få dem til at se virkelige ud.
5. Hvor villig er du til at undslippe virkningerne fra alle de drømme, som verden nogensinde har haft? Er det dit ønske ikke at lade nogen som helst drøm se ud, som om den er årsagen til det, du foretager dig? Lad os da blot se på drømmens begyndelse, for den del du ser, er blot den anden del, hvis årsag ligger i den første. Ingen, som sover og drømmer i verden, husker sit angreb på sig selv. Ingen tror virkeligt på, at der faktisk var en tid, da han ikke kendte noget til en krop og aldrig ville have kunnet opfatte denne verden som virkelig. Han ville med det samme have set, at alle disse ideer er en illusion, så latterlig, at han kun kunne le dem bort. Hvor alvorlige ser de ikke ud til at være nu! Og ingen kan huske den tid, da de ville blive mødt med latter, og ingen ville tro dem. Vi kan huske dette, hvis vi blot ser direkte på deres årsag. Og vi vil da se en grund til at le, ikke til at frygte.
6. Lad os da give drømmen, som han gav bort, tilbage til drømmeren„ som opfatter drømmen adskilt fra sig selv og som noget, der bliver gjort imod ham. En lille, sindssyg tanke sneg sig ind i evigheden, hvor alt er et, og Guds Søn glemte at le ad den. Da han glemte dette, blev tanken til en alvorlig idé hvor det var muligt for den både at opnå noget og at frembringe virkelige virkninger. Sammen kan vi le dette bort og forstå, at tiden ikke kan påvirke evigheden. Det er en vittighed at forestille sig, at tiden kan komme og omslutte evigheden, som betyder, at der ikke er nogen tid.
7. En tidløshed, hvor tiden kan gøres virkelig; en del af Gud, som kan angribe sig selv; en adskilt broder som fjende; et sind inden i en krop - alle er de eksempler på en cirkularitet, hvis afslutning starter ved begyndelsen og slutter ved dens årsag. Den verden, som du ser, viser nøjagtigt det, som du troede, du gjorde. Ud over det faktum, at nu tror du, at det, du gjorde, bliver gjort imod dig. Skylden for det, du troede, placeres nu uden for dig selv på en skyldig verden, som drømmer dine drømme og tænker dine tanker for dig. Dette frembringer dens hævn, ikke din. Dette fastholder dig fængslet i en krop, som den afstraffer, på grund af alle de syndefulde ting, som kroppen gør i sin drøm. Du har ingen magt til at få kroppen til at holde op med sine onde handlinger, for du lavede den ikke og kan ikke kontrollere dens handlinger, ej heller dens formål eller dens skæbne.
8. Vreden demonstrerer blot en ældgammel sandhed: Du ønsker at tro, at andre gør nøjagtigt det imod dig, som du tror, at du gjorde imod dem. Men når først du har snydt dig selv til at lægge skylden på dem, vil du ikke se årsagen til det, de gør, for du ønsker, at skylden skal hvile på dem. Hvor barnlig er ikke denne vrantne fremgangsmåde med at holde uskylden hos dig selv ved at skubbe skylden udenfor dig selv, uden at slippe den! Det er ikke nemt at opfatte morskaben, når dine øjne overalt omkring dig ser de tunge konsekvenser, men uden deres ubetydelige årsag. Uden årsagen ser dens virkninger i sandhed alvorlige og triste ud. Men de er blot en følgevirkning. Og det er deres årsag, som ikke følger af noget som helst og blot er en vittighed.
9. Helligånden opfatter årsagen med en mild latter og ser ikke på virkningerne. Hvordan kunne Han ellers korrigere din fejltagelse, som fuldstændig har overset årsagen? Han byder dig bringe hver enkelt frygtelig virkning til Ham, så I sammen kan se på dens dumme årsag og le en stund sammen med Ham. Du bedømmer virkningerne, men Han har bedømt deres årsag. Og ved Hans bedømmelse fjernes virkningerne. Måske græder du. Men lyt til Ham, når Han siger: »Min broder, hellige Guds Søn, se din tomme drøm, hvori dette kunne ske«. Og du vil da forlade det hellige øjeblik, medens din latter og din broders forener sig med Hans.
10. Frelsens hemmelighed er blot dette: At du gør dette imod dig selv. Hvilken form angrebet end antager, så er dette sandt. Hvem, der end antager fjendens rolle og angriberens, er dette stadig sandheden. Hvad, der end ser ud til at være årsagen til enhver smerte og lidelse, som du opfatter, er dette stadig sandt. For du ville aldrig nogensinde reagere på skikkelser i en drøm, hvis du vidste, at du drømte den. Lad dem blot være så hadefulde og ondskabsfulde, som de kan, de kan ikke have nogen indvirkning på dig, medmindre du undlod at erkende, at det var din drøm.
11. Når du har lært denne enkle lektion, vil den frigøre dig for lidelsen, hvilken skikkelse den end måtte antage. Helligånden vil gentage denne ene, altomfattende lektion, indtil den er blevet lært, uanset hvilken slags lidelse, der bringer dig smerte. Hvilken smerte du end bringer til Ham, vil Han svare med denne enkle sandhed. For dette ene svar fjerner årsagen til enhver slags sorg eller smerte. Deres udformning har ikke nogen indvirkning på Hans svar, og Han underviser dig blot i den enkle årsag til dem alle, uanset den skikkelse, de antager. Og du vil forstå, at mirakler afspejler denne enkle udtalelse: »Jeg har gjort dette, og det er dette, som jeg ønsker at forløse«.
12. Bring da enhver slags lidelse til Ham, Der ved, at hver enkelt af dem er ligesom de andre. Han ser ikke nogen forskelle, hvor der ikke er nogen, og Han vil lære dig, hvad årsagen er til hver enkelt af dem. Ingen af dem har en årsag, som er forskellig fra de andre, og de forløses alle nemt af en eneste lektion, der læres i sandhed. Frelsen er en hemmelighed, som du blot har holdt borte fra dig selv. Universet hævder, at således er det. Men du lægger overhovedet ikke mærke til dens vidner. For de bevidner netop det, som du ikke ønsker at vide. De synes at bevare det som en hemmelighed, der ikke er for dig. Men du har blot behov for at lære, at du valgte ikke at lytte og ikke at se.
13. Hvor anderledes vil du ikke opfatte verden, når dette erkendes! Når du tilgiver verden din skyld, vil du være fri for den. Dens uskyld kræver ikke din skyld, ej heller hviler din uskyld på dens synder. Dette er indlysende; en hemmelighed, der kun er holdt skjult for dig selv. Og det er dette, som har holdt dig adskilt fra verden, og som har holdt din broder adskilt fra dig. Nu mangler du blot at lære, at I begge enten er uskyldige eller skyldige. Det eneste, som er umuligt, er, at I skulle være ulig hinanden; at begge skulle være sandt. Det er den eneste hemmelighed, der endnu skal læres. Og det vil da ikke være nogen hemmelighed, at du da er helbredt.
Næste Afsnit Kapitel