Kapitel: 26 OVERGANGEN
Afsnit - IX. For De er kommet Næste
1. Tænk blot, hvor hellig du må være, du, hvorfra Stemmen for Gud kærligt kalder til din broder, så du kan vække den Stemme i ham, som besvarer din kalden! Og tænk på, hvor hellig han må være, når din egen frelse sover i ham sammen med hans egen frihed! Hvor meget du end ønsker ham forbandet, er Gud i ham. Og du vil aldrig opdage, at Han også er i dig, så længe du angriber Hans udvalgte hjem og kæmper med Hans vært. Betragt ham med mildhed. Se med kærlige øjne på ham, som bærer Kristus i sig, så du kan se hans glorværdighed og fryde dig over, at Himlen ikke er adskilt fra dig.
2. Er det for meget at bede om en smule tillid til ham, som bærer Kristus til dig, så du kan blive tilgivet for alle dine synder og ladt tilbage uden en eneste, som du stadig sætter højt? Glem ikke, at en skygge, som holdes mellem dig og din broder, skjuler Kristi åsyn og erindringen om Gud. Og ville du bytte Dem med et ældgammelt had? Den jord, du står på, et hellig på grund af Dem, Der har velsignet den med Deres uskyld og fred, idet De står der sammen med dig.
3. Hadets blod blegner for at lade græsset gro igen og lade blomsterne igen være helt hvide og gnistrende i sommersolen. Det, der var et dødens sted, er nu blevet til et levende tempel i en verden af lys. På grund af Dem. Det er Deres Tilstedeværelse, der igen har løftet helligheden for at indtage sin ældgamle plads på en ældgammel trone. På grund af Dem er miraklet igen sprunget op som græs og blomster af en gold jord, som hadet har afbrændt og ladt øde. De har forløst det, som hadet lagde øde. Og nu står du på jord, som er så hellig, at Himlen læner Sig ned for at forene Sig med den og gøre den lig med sig selv. Skyggen af et gammelt had er borte, og al fordærv og smuldren er for evigt borte fra den jord, hvor De nu er kommet.
4. Hvad betyder hundrede eller tusinde år for Dem, eller titusinder? Når De kommer, er tidens formål opnået. Det, som aldrig var, går ind i intetheden, når De er kommet. Det, som hadet krævede som sit, overgives nu til kærligheden, og friheden oplyser hver en levende ting og løfter den ind i Himlen, hvor lysene vedblivende bliver klarere, som hver enkelt når hjem. Det ufuldendte gøres igen fuldendt, og Himlens glæde er blevet forøget, fordi det, som var dets eget, er blevet genskabt. Den blodige jord er blevet renset, og de sindssyge har kastet deres sindssyges klæder for at forene sig med Dem på den jord, du står på.
5. Himlen er taknemlig for den gave af det, som blev holdt borte fra Den så længe. For De er kommet for at indsamle Det, Som er Deres. Det, som var låst, er blevet åbnet; det, der blev holdt borte fra lyset, gives tilbage, så lyset kan skinne på det og ikke efterlade noget rum eller nogen afstand mellem Himlens lys og verden.
6. Det helligste af alle steder på jorden er det sted, hvor et ældgammelt had er blevet til en nutidig herlighed. Og De kommer hurtigt til det tempel, hvor et hjem er blevet lavet til Dem. Der findes ikke noget helligere sted i Himlen. Og De er kommet for at bo i det tempel, som blev Dem tilbudt for, at det skal være Deres hvilested, ligesom det er dit. Det, som hadet har forløst til kærligheden, bliver det mest strålende lys i Himlens stråleglans. Og alle Himlens lys vokser sig klarere i taknemlighed over det, som er blevet genskabt.
7. Engle svæver kærligt omkring dig for at holde alle mørke tanker om synd borte og for at fastholde lyset der, hvor det er kommet ind. Dine fodspor oplyser verden, for der, hvor du går, går tilgivelsen sammen med dig. Ingen på jorden kan andet end tilbyde en tak til den, som har genskabt hans hjem og beskyttet ham imod den bitre vinter og den hårde kulde. Og vil Himlens Herre og Hans Søn give mindre i taknemlighed for så meget mere?
8. Nu er den levende Guds tempel genopbygget som vært igen for Ham, Som skabte det. Der, hvor Han bor, der bor Hans Søn sammen med Ham, aldrig adskilte. Og De tilbyder Deres tak, fordi De endelig er blevet budt velkomne. Der, hvor der stod et kors, står der nu en genopstanden Kristus, og ældgamle sår heles i Hans åsyn. Der er kommet et ældgammelt mirakel for at velsigne og erstatte et gammelt fjendskab, der kom for at dræbe. I mild taknemlighed vender Gud Faderen og Hans Søn tilbage til det, der er Deres, og som altid vil være det. Nu er Helligåndens formål fuldført. For De er kommet! For De er endelig kommet!
Næste Afsnit Kapitel