<9 10 Mine tanker betyder ingenting 11> english
1. Denne idé henviser til alle de tanker, du er bevidst om eller bliver bevidst om i øvelsesperioderne. Grunden til, at denne idé er anvendelig på dem alle, er, at de ikke er dine virkelige tanker. Vi har lavet denne skelnen før og vil gøre det igen. Du har endnu ikke nogen mulighed for sammenligning. Når du får det, vil du ikke være i tvivl om, at det, du engang troede, var dine tanker, ikke havde nogen betydning.
2. Det er anden gang, at vi har brugt den slags idé. Formen er blot en anelse anderledes. Denne gang er ideen introduceret med »Mine tanker« i stedet for »Disse tanker«, og der er ikke skabt en åben forbindelse til tingene omkring dig. Vægten er nu lagt på den mangel på virkelighed, der er i det, du tror, du tænker.
3. Dette aspekt af korrektionsprocessen begyndte med den idé, at de tanker, du er bevidst om, er meningsløse, udenfor mere end indeni; hvorefter deres fortidige mere end deres fremtidige status blev understreget. Nu lægger vi vægt på, at tilstedeværelsen af disse »tanker« betyder, at du ikke tænker. Dette er blot en anden måde at gentage vor tidligere udtalelse på, at dit sind i virkeligheden er tomt. At erkende dette er at erkende intetheden, når du tror, du ser den. Som sådan er det forudsætningen for klarsynet.
4. Luk dine øjne til disse øvelser, og begynd dem med at gentage dagens idé ganske langsomt for dig selv. Tilføj da:
Denne idé vil hjælpe mig med at frigøre mig fra alt det, jeg nu tror på.
Øvelserne består som før i at søge i dit sind efter alle dine mulige tanker uden udvælgelse eller bedømmelse. Prøv at undgå enhver form for klassificering. Faktisk kan du, hvis du synes det er en hjælp, forestille dig, at du betragter en mærkelig og tilfældig procession, som har meget lidt hvis nogen mening for dig. Som hver enkelt kommer frem i dit sind, sig da:
Min tanke om __________ betyder ingenting.
Min tanke om __________ betyder ingenting.
5. Dagens idé kan selvfølgelig bruges på enhver tanke, der måtte forstyrre dig på et hvilket som helst tidspunkt. Endvidere anbefales fem øvelsesgange, idet hver enkelt tager et minut eller to med søgning i sindet. Det anbefales ikke, at dette tidsrum udvides, og det bør nedsættes til et halvt minut eller mindre, såfremt du føler ubehag derved. Husk imidlertid at gentage ideen langsomt, før du anvender den specifikt, og tilføj også:
Denne idé vil hjælpe mig med at frigøre mig fra alt det, jeg nu tror på.