<129 130 Det er umuligt at se to verdener. 131> english Youtube
1.Opfattelse er logisk sammenhængende. Det du ser er en afspejling af det du tænker. Og det du tænker afspejler kun dit valg af det du ønsker at se. Og det der bestemmer dette er værdier, for det du værdsætter må du nødvendigvis ønske at se, fordi du tror at det du ser, virkeligt er der. Ingen kan se en verden hans sind ikke har tillagt værdi. Og ingen kan undgå at se det han tror han ønsker.
2. Men hvem kan virkeligt hade og elske på samme tid? Hvem kan ønske, at det han ikke ønsker, skal være virkeligt? Og hvem kan vælge at se en verden han er bange for? Frygt må nødvendigvis gøre blind, for dette er dens våben: Det du frygter at se, kan du ikke se. Kærlighed og opfattelse går således hånd i hånd, men frygt skjuler det som er der i mørke.
3. Hvad kan frygt da projicere på verden? Hvad, som er virkeligt, kan ses i mørke? Sandheden formørkes af frygt, og det der er tilbage er kun indbildning. Men hvad kan være virkeligt i blinde forstillinger, der er født i panik? Hvad er det du ønsker, siden dette vises dig? Hvad kunne du ønske at beholde i en sådan drøm?
4. Frygt har lavet alt hvad du tror du ser. Al adskillelse, alle skelene, og hele den mangfoldighed af forskelle du tror udgør verden. De er der ikke. Kærlighedens fjende har udtænkt dem. Men kærlighed kan ingen fjende have, og derfor har de ingen årsag, ingen væren og ingen følger. De kan værdsættes, men er stadig uvirkelige. De kan søges, men de kan ikke findes. I dag vil vi ikke søge efter dem, eller spilde denne dag med at søge efter det som ikke kan findes.
5. Det er umuligt at se to verdener, som ingen berøringspunkter har af nogen art. Søg efter den ene; den anden forsvinder. Kun een bliver tilbage. De udgør grænserne for hvad der kan vælges, som din evne til at vælge ikke kan overskride. Det virkelige og det uvirkelige er alt hvad der er at vælge imellem, og intet mere end det.
6. I dag vil vi ikke forsøge os med kompromisser hvor ingen er mulige. Den verden du ser er et bevis på, at du allerede har truffet et valg, der er lige så omfattende som sin modsætning. Det vi vil lære i dag er mere end blot den lektion, at du ikke kan se to verdener. Den lærer dig også, at den du ser er fuldstændig logisk sammenhængende, set fra det synspunkt du ser den fra. Det er altsammen det samme, fordi det stammer fra een følelse, og afspejler sin kilde i alt hvad du ser.
7. Vi giver i dag med glæde og taknemmelighed seks gange fem minutter, til den tanke der får alle kompromisser og al tvivl til at høre op, og går hinsides dem alle, som een. Vi vil ikke skelne på tusinde menningsløse måder, eller prøve på at bringe en lille stump uvirkelighed med os, når vi vier vore sind til kun at finde det som er virkeligt.
8. Begynd din søgen efter den anden verden, med at bede om en styrke der er større end din egen, og med at erkende hvad det er du søger. Du ønsker ikke illusioner. Og du kommer til disse fem minutter ved at lægge alle denne verdens ubetydelige skatte fra dig. Du venter på at Gud skal hjælpe dig imens du siger:
Det er umuligt at se to verdener. Lad mig tage imod den styrke Gud tilbyder mig, og ikke se nogen værdi i denne verden, så jeg kan finde min frihed og min udfrielse.
9. Gud vil være der. For du har påkaldt den store ufejlbarlige Magt, Som vil tage dette gigantiske skridt med dig i taknemmelighed. Og du kan faktisk ikke undgå at se Hans taknemmelighed udtrykt i faktiske opfattelser og i sandhed. Du vil ikke være i tvivl om det du ser på, for selv om det er opfattelse, er det ikke den måde at se på, som dine øjne alene nogensinde har set på før. Og du vil vide, at Guds styrke støttede dig, da du traf dette valg.
10. Afvis let fristelser i dag så snart de opstår, blot ved at huske grænserne for hvad du kan vælge imellem. Det uvirkelige eller det virklige, det falske eller det sande, er det du ser, og kun det du ser. Opfattelse hænger logisk sammen med hvad du vælger, og helvede eller Himlen kommer til dig som en eenhed.
11. Accepter en lille del af helvede som virkelig, og du har fordømt dine øjne og forbandet dit syn, og det du vil se er i sandhed helvede. Men Himlens befrielse er stadig inden for rækkevidden af det du kan vælge, så den kan erstatte alt det helvede ville vise dig. Alt hvad du behøver at sige til hvilken som helst del af helvede, uanset hvilken form den antager, er simpelthen dette:
Det er umuligt at se to verdener. Jeg søger min frihed og min udfrielse, og dette er ikke en del af det jeg ønsker.