Manual 1 13. HVAD ER DEN VIRKELIGE BETYDNING AF OFFER-BEGREBET? Næste Kapitel Indhold

1) Selvom offer-begrebet i virkeligheden er fuldstændig uden mening, har det en betydning i verden. Ligesom alle ting i verden har det en tidsbegrænset betydning og vil til sidst forsvinde ind i det intet, hvorfra det kom, når der ikke længere er brug for det. Nu er dets virkelige betydning en lektie. Ligesom alle lektier er det en illusion, for i virkeligheden er der intet at lære. Men denne illusion må erstattes af et korrigerende værktøj; nemlig en anden illusion, der erstatter den første, således at begge til sidst kan forsvinde. Den første illusion, der må fjernes, før et andet tankesystem kan få fodfæste, er dette, at det er et offer at opgive alt det, der er af denne verden. Hvad kunne det være andet end en illusion, siden denne verden i sig selv ikke er andet end netop dette?

2) Det kræver stor viden både at erkende og at acceptere det faktum, at verden i sig selv intet har at give. Hvad kan det betyde at ofre intet? Det kan ikke betyde, at du har mindre på grund af det. Der er ikke et offer i verdens terminologi, der ikke involverer kroppen. Tænk lidt over, hvad det er, verden kalder et offer. Magt, berømmelse, penge, fysiske glæder; hvem er den »helt«, der ejer alt dette? Kunne de have betydning for andet end kroppen? Men en krop kan ikke bedømme. Ved at søge sådanne ting, forbinder sindet sig med kroppen, idet det skjuler sin identitet og fjerner blikket fra det, det virkelig er.

3) Når denne forvirring er sket, bliver det umuligt for sindet at forstå, at alle verdens »fornøjelser« intet er. Men hvilket offer, og dette er virkelig et offer! - som dette indebærer. Nu har sindet fordømt sig selv til at søge uden at finde; til altid at være utilfreds og misfornøjet; til ikke at vide, hvad det virkelig ønsker at finde. Hvem kan undslippe denne selvfordømmelse? Dette kan kun være muligt gennem Guds Ord. For selvfordømmelse er en beslutning om identitet, og ingen tvivler på, at han er den, han tror, han er. Han kan tvivle på alt andet, men aldrig på dette.

4) Guds lærere kan ikke beklage, at de opgiver denne verdens fornøjelser. Er det et offer, at opgive smerte? Ville en voksen føle afsky ved at opgive et barns legetøj? Ser den, der har set Guds Åsyn, tilbage på et slagtehus med længsel? Ingen, der er undsluppet verden og alle dens sygdomme, ser tilbage på den med fordømmelse. Dog må han fryde sig over, at han er fri for alle de ofre, som deres værdier ville kræve af ham. For dem ofrer han al sin fred. For dem ofrer han al sin frihed, og for at eje dem, må han ofre sit håb om Himlen og erindringen om sin Fars Kærlighed. Hvilket sundt sind kunne vælge intet som en erstatning for alt?

5) Hvad er den virkelige betydning af offer-begrebet? Det er den omkostning at tro på illusioner. Det er den pris, der må betales, for at fornægte sandheden. Der findes ingen glæde i verden, der ikke kræver dette, for ellers ville glæden ses som smerte, og ingen beder om smerte, hvis han kender den. Det er forestillingen om offer-begrebet, der gør ham blind. Han kan ikke se, hvad det er, han beder om. Og derfor søger han det på tusinde måder og tusinde steder, idet han hver gang tror, han har fundet det, og hver gang bliver han til sidst skuffet. »Søg men find ikke« forbliver denne verdens strenge dekret, og ingen, der søger denne verdens mål, kan gøre andet.

6) Det kan være, du tror, at dette kursus kræver, at du ofrer alt det, du holder allermest af. På en måde er dette sandt, for du elsker de ting, der korsfæstede Guds Søn, og det er kursets mål at sætte ham fri. Men tag ikke fejl af, hvad det betyder at ofre. Det betyder altid at opgive det, du ønsker. Og hvad er det da, Du Guds lærer, at du ønsker? Gud har kaldt på dig, og du har svaret. Ville du nu ofre denne kalden? Få har endnu hørt det, og de kan kun henvende sig til dig. Der findes intet andet håb i verden, som de kan stole på. Der findes ingen anden stemme i hele verden, der gengiver Guds. Hvis du ønsker at ofre sandheden, så forbliver de i helvede. Og hvis de forbliver der, vil du forblive der med dem.

7) Glem ikke, at et offer er fuldstændigt. Der findes ingen halve ofre. Du kan ikke opgive Himlen delvist. Du kan ikke blot være en lille smule i helvede. Guds Ord har ingen undtagelser. Det er dette, der gør det helligt og placerer det uden for denne verden. Det er dets hellighed, der viser til Gud. Det er dets hellighed, der beskytter dig. Det bliver dig nægtet, hvis du angriber en broder for noget som helst. For det er her, at adskillelsen fra Gud sker. En adskillelse, der er umulig. En adskillelse, der ikke kan ske, og dog en adskillelse, som du vil tro på, for du har skabt en situation, der er umulig. Og i denne situation kan det umulige se ud til at ske. Det ser ud til at ske, når sandheden »ofres«.

8) Du, Guds lærer, glem ikke offer-begrebets betydning og husk, hvad hver enkelt beslutning, som du tager, betyder i omkostninger. Bestem dig for Gud, og alt bliver dig givet uden nogen omkostninger overhovedet. Bestem dig imod Ham, og du vælger intetheden på bekostning af bevidstheden om alt. Hvad ville du undervise i? Husk blot det, du selv lærer. For det er det, du skal koncentrere dig om. Forsoningen er for dig. Din indlæring kræver den, og din undervisning giver den. Verden indeholder den ikke. Men lær dette kursus, og den er din. Gud holder Sit Ord frem imod dig, for Han har brug for lærere. På hvilken anden måde kan Han frelse Sin Søn?

Næste Kapitel Indhold