Manual 1 27. HVAD ER DØDEN? Næste Kapitel Indhold
1) Døden er den centrale drøm, som alle illusioner kommer fra. Er det ikke vanvid at tænke på livet som dette at blive født, blive gammel, miste vitalitet for til slut at dø? Vi har stillet dette spørgsmål før, men nu er der brug for at betragte det mere omhyggeligt. Det er den ene, fastslåede, uforanderlige verdens tro, at alle ting i den bliver født for at dø. Det bliver betragtet som »naturens gang«, uden at stille spørgsmål, og blot accepteret som livets »naturlige« lov. Det cycliske, det foranderlige og det usikre; det, du ikke kan stole på og det vaklende, svingende frem og tilbage på en bestemt måde på en bestemt sti, alt dette regnes for Guds Vilje. Og ingen spørger, om en mild Skaber ville ønske dette.
2) I denne opfattelse af universet, som Gud skabte det, ville det være umuligt at tænke på Ham som kærlig. For den, der har forordnet, at alle ting må forgå, idet de bliver til støv og skuffelse og desperation, kan man kun frygte. Han holder vore små liv i sin hånd i en tråd, idet han er klar til at bryde den uden beklagelse eller interesse, måske i dag. Eller hvis han venter, er enden alligevel sikker. Den, der elsker en sådan gud, kender ikke til kærlighed, for han har fornægtet, at livet er virkeligt. Døden er blevet livets symbol. Hans verden er nu en krigsskueplads, hvor modsigelser råder, og modsætninger fører endeløse krige. Hvor der er død, er freden umulig.
3) Døden er symbolet på frygten for Gud. Hans kærlighed er fjernet i tanken, hvilket holder den borte fra bevidstheden, som et skjold, der holdes op for at skjule solen. Strengheden i symbolet er nok til at vise, at det ikke kan sameksistere med Gud. Det viser et billede af Guds Søn, hvor han bliver »lagt til hvile« i ødelæggelsens arme, hvor orme venter på at hilse ham velkommen og for at vente en stund ved hans undergang. Men ormene er ligeledes fordømte og vil blive ødelagt med lige så stor sikkerhed. Og således lever alle ting på grund af døden. Fortærelse er naturens »livslov«. Gud er sindssyg, og kun frygten er virkelig.
4) Den mærkelige tro, at der er en del af døende ting, der fortsætter ud over det, der skal dø, proklamerer ikke en kærlig Gud og genetablerer ej heller nogen grund til at have tillid. Hvis døden er virkelig for noget som helst, er der intet liv. Døden fornægter livet. Men hvis der er virkelighed i livet, fornægtes døden. Intet kompromis er her muligt. Enten er der en frygtens gud eller en Kærlighedens Gud. Verden forsøger tusinde kompromisser og vil forsøge endnu tusinde. Ikke én kan være acceptabel for Guds lærere, for ikke én af dem kunne accepteres af Gud. Han lavede ikke døden, for Han lavede ikke frygten. Begge er lige meningsløse for Ham.
5) Dødens »virkelighed« er rodfæstet i den tro, at Guds Søn er en krop. Og hvis Gud skabte kroppe, ville døden virkelig være sand. Men Gud ville ikke være kærlig. Der er intet sted, hvor kontrasten mellem perceptionen af den virkelige verden og illusionernes verden bliver mere lysende klart. Døden er virkelig Guds død, hvis Han er kærlighed. Og nu må Hans Egen skabelse frygte Ham. Han er ikke Faderen men ødelæggeren. Han er ikke Skaber men hævner. Frygtelige er Hans Tanker og Hans billede frygtindgydende. At se på det, Han skaber, er at dø.
6) »Og den sidste, der overvindes, er døden«. Selvfølgelig! Uden tanken om døden er der ingen verden. Alle drømme ender med denne ene. Dette er frelsens endelige mål; enden på alle illusioner. Og i døden fødes alle illusioner. Hvad kan fødes af død og stadig have liv? Men hvad fødes af Gud og kan stadig dø? Inkonsekvenserne, kompromisserne og ritualerne, som verden frembringer i sine forfængelige forsøg på at klynge sig til døden og alligevel at tro, at kærligheden er virkelig, er tankeløs magi, uden virkning og meningsløs. Gud er, og i Ham må alle skabninger være evige. Forstår du ikke, at Han ellers har en modsætning, og frygt ville være lige så virkelig som kærlighed?
7) Du, Guds lærer, din eneste opgave kunne formuleres således: Indgå ingen kompromisser, hvori døden spiller en rolle. Tro ikke på grusomhed, og lad ikke angreb skjule sandheden for dig. Det, der synes at dø, er blot blevet fejlopfattet og båret til illusionerne. Nu bliver det din opgave at lade illusionen blive båret til sandheden. Vær urokkelig i dette ene; lad dig aldrig bedrage af »virkeligheden« i det, der forandrer sig. Sandheden bevæger sig ikke eller vakler eller synker ned til død og opløsning. Og hvad er slutningen på døden? Intet andet end dette; erkendelsen af, at Guds Søn er uden skyld nu og til alle tider. Intet andet end dette. Men lad ikke dig selv glemme, at det ikke er mindre end dette.
Næste Kapitel Indhold