Manual 1 Næste Afsnit - I. Tillid
4. HVAD KARAKTERISERER GUDS LÆRERE? Næste Kapitel Indhold
1) Dette er fundamentet, hvorpå deres evne til at opfylde deres funktion hviler. Perception er resultatet af indlæring. Faktisk er perception indlæring, da årsag og virkning aldrig er adskilte. Guds lærere har tillid til verden, da de har lært, at den ikke regeres af de love, som verden har lavet. Den regeres af en Kraft, der er i dem men ikke af dem. Det er denne Kraft, der bevarer alle ting i sikkerhed. Det er gennem denne Kraft, at Guds lærere ser på en verden, der allerede er tilgivet.
2) Når man en gang har oplevet denne Kraft, er det umuligt igen at have tillid til sin egen ubetydelige styrke. Hvem ville forsøge at flyve med en spurvs små vinger, når han allerede har fået ørnens styrke? Og hvem ville sætte sin lid til egoets lurvede tilbud, når Guds Gaver ligger foran ham? Hvad er det, der får dem til at foretage dette skift?
A. Tillidens udvikling
3) Først skal de igennem det, man kunne kalde »en periode der løser op«. Dette behøver ikke at være smertefuldt, men det opleves gerne sådan. Det føles, som om noget bliver taget bort, og i begyndelsen forstås det sjældent, at dets mangel på værdi blot genkendes. Hvordan kan mangel på værdi opfattes, medmindre den, der opfatter det, er i en position, hvor han må se tingene i et andet lys? Han er endnu ikke kommet dertil, hvor han udelukkende kan foretage dette skift indvendigt. Således vil planen sommetider arrangere ændringer i det, der synes at være ydre omstændigheder. Disse ændringer er altid en hjælp. Når Guds lærer har lært dette, går han videre til det andet trin.
4) Derefter skal Guds lærer igennem en »sorteringsperiode«. Dette er altid lidt vanskeligt for idet han har lært, at ændringer i hans liv altid er en hjælp, må han nu bedømme alle ting på basis af, om de fremmer hjælpen, eller om de bremser den. Han vil opdage, at mange om ikke de fleste af de ting, han værdsatte før, blot bremser hans evne til at overføre det, han har lært, på nye situationer efterhånden som de opstår. Fordi han har værdsat det, der virkelig var uden værdi, vil han ikke generalisere lektionen af frygt for tab og offer. Det kræver stor indlæring at forstå, at alle ting, hændelser, møder og situationer er en hjælp. Det er kun graden af den hjælp, de kan yde, der bestemmer hvilken virkelighedsgrad, de skal tildeles i denne illusionernes verden. Ordet »værdi« kan ikke bruges til andet end dette ene.
5) Det tredje trin, som Guds lærer må igennem, kunne kaldes »en periode med afkald«. Hvis dette fortolkes som at give afkald på det ønskelige, vil det skabe enorme konflikter. Kun få Guds lærere undgår fuldstændigt denne lidelse. Der er imidlertid ingen mening i at sortere det værdifulde fra det værdiløse, medmindre man tager det næste indlysende skridt. Derfor er overlapningsperioden ofte en tid, hvor Guds lærer føler sig forpligtet til at ofre sine egne interesser for sandhedens skyld. Han har endnu ikke set, hvor fuldstændig umuligt et sådant krav ville være. Han kan kun lære dette, når han faktisk opgiver det værdiløse. Igennem dette lærer han, at hvor han forventede sorg, finder han i stedet en glad sorgløshed; hvor han troede, der var krav til ham, opdager han, at han overvældes med gaver.
6) Nu følger en »periode til at falde til ro i«. Dette er en stille tid, hvor Guds lærer hviler, en tid i nogenlunde fred. Nu sikrer han sin indlæring. Nu begynder han at forstå overførselsværdien af det, han har lært. Dens potentiale er bogstavelig talt overvældende, og Guds lærer er nu der i sin udvikling, hvor han ser den som sin eneste udvej. »Opgiv det, du ikke ønsker at beholde, og behold det, du ønsker«! Hvor enkelt det indlysende er! Og hvor let det er at udføre! Guds lærer har behov for denne hvileperiode. Han er endnu ikke kommet så langt, som han tror. Men når han er klar til at fortsætte, går han med mægtige følgesvende ved sin side. Nu hviler han en stund, og samler dem om sig, før han fortsætter. Fra dette punkt vil han ikke gå alene.
7) Det næste trin er i sandhed »en foruroligende periode«. Nu må Guds lærer forstå, at han i virkeligheden ikke forstod, hvad der var værdifuldt og hvad der var værdiløst. Alt, hvad han i virkeligheden lærte indtil nu, var, at han ikke ønskede det værdiløse, og at han ønskede det værdifulde. Men hans egen sortering var uden betydning m.h.t. at lære ham forskellen. Tanken om ofret, der er så centralt i hans eget tankesystem, havde gjort det umuligt for ham at bedømme det. Han troede, at han lærte villighed, men nu ser han, at han ikke ved, hvad den skal bruges til. Og nu må han opnå en tilstand, der kan forblive umulig at nå i lang, lang tid. Han må lære at opgive enhver form for dømmekraft og blot at bede om det, han virkelig ønsker i enhver situation. Hvis ikke hvert et trin i denne retning blev så kraftigt understøttet, ville det virkelig være hårdt!
8) Og endelig er der en »periode af fuldendelse«. Det er her, at indlæringen sikres. Nu bliver det, der før kun sås som skygger, til virkelige gevinster, som han kan regne med i ethvert »nødsfald« såvel som i rolige tider. Ja, roen er resultatet; resultatet af ærlig indlæring, bestandighed i tanken og fuld overførselsevne. Dette er den ægte freds trin, for her reflekteres den Himmelske tilstand fuldstændigt. Fra dette punkt er vejen til Himlen åben og let. Ja faktisk er den her. Hvem ville tage nogen steder den, hvis sindets fred allerede er fuldstændig? Og hvem ville forsøge at ændre roen for noget mere ønskværdigt? Hvad kunne være mere ønskværdigt end dette?
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold