Kapitel: Forord
Afsnit - Hvad det fortæller Næste
Intet virkeligt kan trues.
Intet uvirkeligt eksisterer.
Heri ligger Guds fred.
Det er sådan, at Et Kursus i Mirakler begynder. Det viser en fundamental forskel på det virkelige og det uvirkelige; på viden og perception. Viden er sandhed under en lov, herlighedsloven eller Gud. Sandheden er uforanderlig, evig og entydig. Den kan forbigåes, men den kan ikke ændres. Den gælder alt, som Gud skabte, og kun det, Han skabte, er virkeligt. Den ligger ud over lærdom, da den ligger ud over tiden og processen. Den har ingen modsætning; ingen begyndelse og ingen slutning. Den er bare.
Perceptionsverdenen derimod, er en tidens verden, en ændringens-, en begyndelsens- og slutningens verden. Den er baseret på fortolkning, ikke på facts. Det er en verden af fødsel og død, grundlagt på troen på mangel, tab, adskillelse og død. Den læres mere end den modtages, den er selektiv i sine perceptuelle vægtninger, ustabil i sin funktionsmåde, og unøjagtig i sine fortolkninger.
Ud fra henholdsvis viden og perception opstår der to specifikke tankesystemer, som er hinandens modsætning på enhver måde. Når der er tale om viden, eksisterer ingen tanke udenfor Gud, fordi Gud og Hans Skabelse deler den samme Vilje. Perceptionsverdenen er derimod opstået af troen på modsætninger og adskilte viljer, der ligger i konstant konflikt med hinanden og med Gud. Det, som perceptionen ser og hører, fremstår som virkeligt, fordi det kun tillader det i sin bevidsthed, som indordner sig under opfatterens ønsker. Dette fører til en verden af illusioner, en verden der har behov for konstant at forsvare sig, netop fordi den ikke er virkelig.
Når du er blevet fanget i perceptionsverdenen, er du fanget i en drøm. Du kan ikke undslippe uden hjælp, for alt, hvad dine sanser viser dig, bærer blot vidne til drømmens virkelighed. Gud har givet Svaret, den eneste Vej ud, den sande Hjælper. Det er Hans Stemmes - Hans Helligånds funktion, at mægle mellem de to verdener. Han kan gøre dette, fordi Han på den ene side kender sandheden og på den anden side også erkender illusionen, men uden at tro på den. Det er Helligåndens mål at hjælpe os med at undslippe drømmeverdenen ved at lære os, hvordan skal vende vort tankesystem på hovedet og aflære vore fejltagelser. Tilgivelsen er Helligåndens store hjælpemiddel til at få os til at foretage denne kovending i tankegang. Men Kurset har imidlertid sin egen definition på, hvad tilgivelse virkelig betyder, ligesom det definerer verden på sin egen måde.
Verden som vi ser den, afspejler blot vor egen indre referenceramme - de dominerende tankers ønsker og følelser i vort sind. »Projektion frembringer perception« (Tekstbogen, s. 445). Først ser vi indad, bestemmer os for hvilken slags verden, vi ønsker at se, og projicerer så denne verden ud og gør den til sandheden, som vi ser den. Vi gør den til sandhed gennem vore fortolkninger af det, vi ser. Hvis vi bruger perceptionen til at retfærdiggøre vore egne fejltagelser - vor vrede, vore tilskyndelser til angreb, vor mangel på kærlighed i hvilken form, den end måtte antage - ser vi en verden af ondskab, ødelæggelse, nag, misundelse og fortvivlelse. Alt dette må vi lære at tilgive, ikke for at være »gode« eller »barmhjertige«, men fordi det vi ser, ikke er sandt. Vi har forvrænget verden med vore forvrængede forsvar og ser derfor det, der ikke er der. Som vi lærer at genkende vore perceptuelle fejltagelser, lærer vi også at glemme dem eller at »tilgive«. På samme tid tilgiver vi os selv, idet vi ser længere end vor forvrængede selvopfattelse til det Selv, som Gud skabte i os og som os.
Synd defineres som »mangel på kærlighed« (Tekstbogen, s. 1 1XXXX). Da kærligheden er alt, hvad der er, er synden i Helligåndens opfattelse en fejltagelse, der må korrigeres mere end et onde, der skal straffes. Vores følelse af utilstrækkelighed, svaghed og ufuldstændighed kommer fra den stærke investering i »mangelprincippet«, der hersker over illusionernes verden. Ud fra dette synspunkt søger vi i andre, hvad vi synes at mangle i os selv. Vi »elsker« en anden for selv at få noget. Det er faktisk, hvad der skal forestille at være kærlighed i drømmenes verden. Der findes ikke nogen større fejltagelse, for det er umuligt for kærligheden at bede om noget.
Kun sind kan virkeligt forenes, og det, som Gud har forenet, kan intet menneske adskille (Tekstbogen, s. 356 X). Det er imidlertid kun på Kristi Sinds plan, at virkelig forening er muligt og som aldrig virkelig er mistet. Det »lille jeg« forsøger at fremhæve sig selv ved en ydre godkendelse, ydre besiddelser og en ydre »kærlighed«. Det Selv, som Gud skabte, har ingen behov. Det er til alle tider fuldstændigt, sikkert, elsket og kærligt. Det søger at dele med nogen mere end at få, at udvide mere end at projicere. Det har ingen behov og ønsker blot at forene sig med andre ud fra deres fælles bevidsthed om overflod.
Verdens specielle forhold er destruktive, selviske og barnligt egocentriske. Men hvis de gives til Helligånden, kan disse forhold blive det helligste i verden - miraklerne, der viser mod en tilbagevenden til Himlen. Verden bruger sine specielle forhold som et endeligt våben af udelukkelse og som en demonstration af adskilthed. Helligånden ændrer dem til perfekte lektioner i tilgivelse og opvågnen fra drømmen. Hvert eneste er en mulighed for at lade perceptioner blive helbredt og fejltagelser korrigeret. Hvert eneste er endnu en chance til at tilgive sig selv ved at tilgive den anden. Og hvert eneste bliver endnu en invitation til Helligånden og til erindringen om Gud.
Perception er en kroppens funktion og repræsenterer derfor en bevidsthedsbegrænsning. Perceptionen ser gennem kroppens øjne og hører gennem kroppens ører. Den fremkalder de begrænsede reaktioner, som kroppen viser. Kroppen synes hovedsageligt at være selvmotiverende og uafhængig, men faktisk reagerer den kun på sindets bestemmelser. Hvis sindet ønsker at bruge den til angreb på nogen måde, bliver den modtagelig for sygdom, alder og forfald. Hvis sindet i stedet for accepterer Helligåndens formål med den, bliver den en brugbar måde at kommunikere med andre på, usårlig så længe der er brug for den for mildt at blive lagt til side, når dens anvendelighed er omme. Selv er den neutral som alt i perceptionens verden. Om den bruges til egoets formål eller Helligåndens, afhænger fuldstændigt af, hvad sindet Ønsker.
Det modsatte af at se med kroppens øjne er Kristi klarsyn, som viser styrke mere end svaghed, enhed mere end adskillelse, kærlighed mere end frygt. Det modsatte af at høre med kroppens ører er kommunikation ved Guds Stemme, Helligånden, som hviler i hver af os. Hans Stemme synes fjern og vanskelig at høre, da egoet, som taler for det adskilte selv, synes at lyde meget højere. Dette er faktisk omvendt. Helligånden taler med ufejlbarlig klarhed og overvældende tiltrækning. Ingen, som ikke vælger at identificere sig med kroppen, kan på nogen måde være døv over for Hans budskaber om forløsning og håb, og ej heller kunne han undgå gladeligt at modtage Kristi klarsyn som en herlig udskiftning af det frygtelige billede, han har af sig selv.
Kristi klarsyn er Helligåndens gave, Guds alternativ til illusionen om adskillelse og til troen på en virkelighed i synd, skyld og død. Det er den eneste korrektion af alle perceptionsfejl; genforeningen af tilsyneladende modsætninger, som denne verden hviler på. Dets venlige lys viser alle ting fra et andet synspunkt, idet det viser det tankesystem, som kommer fra viden og gør en tilbagevenden til Gud ikke kun til en mulighed men uafvendeligt. Det, der blev betragtet som en uretfærdighed, gjort af en mod en anden, bliver nu et råb om hjælp og om enhed. Synd, sygdom og angreb ses som fejlopfattelser, der råber på helbredelse gennem mildhed og kærlighed. Forsvar sænkes, for hvor der ikke er noget angreb, er der ikke behov for dem. Vore brødres behov bliver vore egne, for de rejser sammen med os på vores vej til Gud. Uden os ville de fare vild. Uden dem kunne vi ikke finde vej.
Tilgivelse er ukendt i Himlen, hvor behovet for det ville være uforståeligt. Men i denne verden er tilgivelsen en nødvendig korrektion af alle de fejltagelser, som vi har gjort. At tilbyde tilgivelse er den eneste måde at få den på, for den demonstrerer Himlens lov om at give og at modtage, som er det samme. Himlen er den naturlige tilstand for alle Guds Sønner, som Han skabte dem. Sådan er deres virkelighed til alle tider. Det har ikke ændret sig, fordi det er blevet glemt.
Tilgivelse er måden, vi vil huske på. Gennem tilgivelsen vendes verdens tankegang på hovedet. Den tilgivne verden bliver Himlens port, for ved dens barmhjertighed kan vi til sidst tilgive os selv. Idet vi ikke holder nogen i skyldens fængsel, bliver vi fri. Idet vi erkender Kristus i alle vore brødre, genkender vi Hans tilstedeværelse i os selv. Idet vi glemmer alle vore fejlagtige perceptioner, og med intet fra fortiden til at holde os tilbage, kan vi huske Gud. Længere kan lærdom ikke gå. Når vi er rede, vil Gud Selv tage det sidste skridt i vor tilbagevenden til Ham.
Næste Afsnit Kapitel