<133 134 Lad mig opfatte tilgivelse som den er. 135> english Youtube

1. Lad os igen se på meningen i »tilgivelse«, for den har en tendens til at blive forvrænget, og opfattet som noget der indebærer en uretfærdig afståelse fra retfærdig vrede; som en uberettiget og ufortjent gave, og som en fuldstændig fornægtelse af sandheden. Ud fra et sådan syn må tilgivelse ses som rent og skært excentrisk fjolleri, og dette kursus synes at grundlægge frelse på et lune.

2. Dette forvrængede syn på meningen med tilgivelse korrigers let, når du kan acceptere den kendsgerning, at der ikke bedes om tilgivelse for det som er sandt. Den må begrænses til det der er falsk. Den er irrelevant for alt, undtagen for illusioner. Sandhed er Guds skabning, og tilgive den er meningsløst. Al sandhed tilhører Ham, afspejler Hans love og udståler Hans Kærlighed. Behøver dette tilgivelse? Hvordan kan man tilgive det syndfri og evigt velgørende?

3. Den største vanskelighed du for dit vedkommende har med ægte tilgivelse er, at du stadig tror du må tilgive sandheden, og ikke illusionerne. Du tænker på tilgivelse som et nytteløst forsøg på at se bort fra det som er der; på at overse sandheden, i et ubegrundet forsøg på at vildlede dig selv ved at gøre en illusion sand. Dette forvrængede syn afspejler blot det greb ideen om synd stadig har om dit sind, som du ser dig selv.

4. Fordi du tror dine synder er virkelige, ser du tilgivelse som vildledning. For det er umuligt at tænke på synd som sand, og ikke tro at tilgivelse er løgn. På den måde er tilgivelse faktisk kun en synd, som alt andet. Den siger at sandheden er falsk, og smiler til de uærlige, som om de var lige så uskyldige som græsset, og lige så hvide som sne. Den vildleder sig selv i sin tro på hvad den kan afstedkomme. Den vil se det helt forkerte som det rigtige; det hadefulde som det gode.

5. Tilgivelse er ikke udfrielse når den ses sådan. Den er blot et yderligere tegn på at synd er utilgivelig, og helst skal skjules, fornægtes eller kaldes noget andet, for tilgivelse er et forræderi imod sandheden. Skyld kan ikke tilgives. Hvis du synder, er din skyld evigtvarende. De der tilgives ud fra det synspunkt at deres synder er virkelige, bliver medlidende hånet og fordømt to gange; først af sig selv for det de tror de gjorde, og dernæst en gang til af de der tilgiver dem.

6. Det er det at synd ikke er virkelig, der gør tilgivelse naturlig og helt forstandig; til en dyb lindring for de der tilbyder den; til en stille velsignelse hvor den modtages. Den opmuntrer ikke illusionerne, men samler dem let med et lille smil, og lægger dem blidt for fødderne af sandheden. Og der forsvinder de fuldstændigt.

7. Tilgivelse er det eneste der repræsenterer sandheden i denne verdens illusioner. Den ser deres intethed, og ser lige igennem de tusinde former de kan vise sig i. Den ser på løgne, men vildledes ikke. Den giver ikke opmærksomhed til de selvanklagende skrig fra syndere der er vanvittige af skyld. Den ser på dem, med rolige øjne, og siger blot til dem: »Min broder, det du tror er ikke sandhed.«

8. Tilgivelsens styrke er dens ærlighed, der er så ufordærvet, at den ser illusioner som illusioner, ikke som sandhed. Det er derfor den bliver ophæveren af vildledningen, når den stilles ansigt til ansigt med løgn; og den mægtige genopretter af den enkle sandhed. Ved sin evne til at overse det som ikke er der, åbner den vejen til sandheden, som har været blokeret af drømme om skyld. Nu har du din frihed til at følge den vej din sande tilgivelse åbner for dig. For hvis een broder har modtaget denne gave af dig, er døren åben for dig selv.

9. Der er en meget simpel måde at finde døren til sand tilgivelse på, og opfatte den som vidt åben til velkomst. Når du føler, at du fristes til at anklage en eller anden for synd i en eller anden form, så tillad ikke dit sind at hæfte sig ved det du tror han gjorde, for så vildleder du dig selv. Spørg i stedet: »Ville jeg anklage mig selv for at gøre dette?«

10. På den måde vil du opdage alternativer du kan vælge, som vil gøre det at vælge meningsfuldt, og holde dit sind lige så frit for skyld og lidelse, som Guds hensigt med det var, og som det i sandhed er. Det er kun løgne der vil fordømme. I sandheden er uskyld det eneste der er. Tilgivelse står mellem illusioner og sandhed; imellem den verden du ser og det der ligger hinsides; mellem skyldens helvede og Himlens port.

11. Over denne bro, der er lige så mægtig som Kærligheden, der har lagt sin velsignelse på den, bringes alle drømme om ondskab og had og angreb stille til sandheden. De beholdes ikke, så de kan svulme op og buldre, og skræmme den tåbelige drømmer som tror på dem. Han er blidt blevet vækket af sin drøm ved at forstå, at det han troede han så, aldrig var der. Og nu kan han ikke føle, at al befrielse er blevet nægtet ham.

12. Han behøver ikke at kæmpe for at frelse sig selv. Han behøver ikke at dræbe de drager, han troede forfulgte ham. Og han behøver ikke at rejse de tunge stenmure og jerndøre, som han troede ville give ham tryghed. Han kan lægge den tunge og unyttige rustning fra sig, som blev lavet for at lænke hans sind til frygt og elendighed. Hans gang er let, og når han løfter sin fod for at gå fremad, efterlades en stjerne bag ham, for at vise vejen for de der følger efter ham.

13. Tilgivelse må trænes og udøves, for verden kan ikke opfatte meningen med den, eller sikre dig en vejleder der kan lære dig det gode den gør. Der er ingen tanke i hele verden, der fører til nogen som helst forståelse af de love den følger, eller den Tanke den afspejler. Den er lige så fremmed for verden som din virkelighed. Og alligevel forener den dit sind med virkeligheden i dig.

14. I dag øver vi sand tilgivelse, så tiden for vor forening ikke udsættes yderligere. For vi vil mødes med vores virkelighed i frihed og fred. Vore øvelser bliver de trin der oplyser vejen for alle vore brødre, som følger efter os til den virkelighed vi deler med dem. Lad os, for at det skal blive fuldbyrdet, give to gange et kvarter i dag, og tilbringe dem sammen med den Vejleder Som forstår meningen med tilgivelse, og Som blev sendt os for at undervise i den. Lad os bede Ham således:

Lad mig opfatte tilgivelse som den er.

15. Vælg en broder som Han vil vise dig, og opregn hans »synder« en efter en, efterhånden som de dukker op i dit sind. Sørg for ikke at opholde dig ved en enkelt af dem, men forstå, at du kun benytter hans »overtrædelser« til at frelse verden fra alle ideer om synd. Tænk kort på alle de onde ting du troede om ham, og spørg for hver af dem dig selv: »Ville jeg fordømme mig selv for at gøre dette?«

16. Lad ham blive befriet for alle de tanker du havde om synd i ham. Og nu er du parat til frihed. Hvis du har øvet dig hertil med villighed og ærlighed, vil du begynde at fornemme en opløftelse, en lettelse af vægten på dit bryst, en dyb og sikker følelse af befrielse. Den resterende tid bør anvendes til at opleve befrielsen fra alle de tunge lænker du søgte at lægge på din broder, men som blev lagt på dig selv.

17. Tilgivelse bør øves dagen igennem, for der vil stadig være mange gange hvor du glemmer dens mening og angriber dig selv. Når det sker, tillad så dit sind at se igennem denne illusion, og sig til dig selv:

Lad mig opfatte tilgivelse som den er. Ville jeg anklage mig selv for at gøre dette? Jeg vil ikke lægge denne lænke på mig selv.

Husk i alt hvad du gør:

Ingen korsfæstes alene, og ingen kan gå ind i himlen alene.