<78 79 Lad mig erkende problemet, så det kan blive løst 80> english

1. Et problem kan ikke løses, hvis du ikke ved, hvad det er. Selvom det virkelig allerede er blevet løst, vil du stadig have problemet, for du vil ikke erkende, at det er blevet løst. Det er verdens situation. Problemet med adskillelsen, som virkelig er det eneste problem, er allerede blevet løst. Men løsningen er ikke blevet erkendt, for problemet er ikke blevet erkendt.

2. Enhver i denne verden synes at have sine egne specielle problemer. Men de er alle ens og må erkendes som ét, hvis den ene løsning, der kan løse dem alle, skal kunne modtages. Hvem kan se, at et problem er blevet løst, hvis han tror, at problemet er noget andet, end det er? Selv om svaret bliver givet til ham, kan han stadig ikke se dets brugbarhed.

3. Det er den situation, du befinder dig i lige nu. Du har svaret, men du er stadig usikker på, hvad problemet er. Du synes at stå overfor en hel serie af forskellige problemer, og når et enkelt bliver løst, dukker der et nyt op og endnu et. Der synes ikke at være en ende på dem. Der er ikke noget tidspunkt, hvor du føler dig fuldstændig fri for problemer og i fred.

4. Fristelsen til at betragte problemer som mange er fristelsen til at bevare problemet med adskillelsen uløst. Verden synes at præsentere dig for en uendelig mængde problemer, og hver enkelt kræver et forskelligt svar. Denne opfattelse sætter dig i en position, hvor problemløsningen nødvendigvis bliver utilstrækkelig og fejltagelser bliver uafvendelige.

5. Ingen kunne løse alle de problemer, som verden ser ud til at indebære. De synes at være på så mange niveauer, i så mange skikkelser og med et så varierende indhold, at de sætter dig i en umulig situation. Modløshed og nedtrykthed er uundgåelig, når du ser på dem. Nogle dukker op helt uventet, når du tror, at du har løst det foregående. Andre forbliver uløste under en sky af fornægtelser og dukker op for at hjemsøge dig med jævne mellemrum, kun for igen at skjule sig uden at være blevet løst.

6. Al denne kompleksitet er blot et desperat forsøg på ikke at erkende problemet og derfor ikke at lade det blive løst. Hvis du kunne erkende, at dit eneste problem er adskillelsen, uanset hvilken form den antager, kunne du modtage svaret, for da ville du kunne se dets relevans. Idet du ville opfatte den underliggende konstans i alle de problemer, der synes at ligge foran dig, ville du forstå, at du har midlet til at løse dem alle. Og du ville benytte midlet, for du ville erkende problemet.

7. I vor længere øvelsesperiode vil vi spørge om, hvad problemet er, og hvad svaret er. Vi vil ikke antage, at vi allerede ved det. Vi vil forsøge på at frigøre vore sind fra alle de forskellige slags problemer, som vi tror, vi står overfor. Vi vil prøve at erkende, at vi kun har et problem, som vi har undladt at genkende. Vi vil spørge om, hvad det er for et problem, og vente på svaret. Vi vil få det at vide. Derpå vil vi bede om at få løsningen på det. Og vi vil få det at vide.

8. Dagens øvelser vil lykkes i samme grad, som du undlader at insistere på at definere problemet. Måske vil det ikke lykkes dig at slippe alle dine forudfattede meninger, men det er heller ikke nødvendigt. Det eneste, som er nødvendigt, er at have nogen tvivl m.h.t. virkeligheden af din version af, hvad dine problemer er. Du prøver at erkende, at svaret er blevet dig givet igennem erkendelsen af problemet, således at problemet og svaret kan blive bragt sammen, så du kan få fred.

9. Dagens kortere øvelsesperioder skal ikke udføres i forhold til tiden men i forhold til behovet. Du vil opleve mange problemer i dag, og hvert enkelt kræver et svar. Vore anstrengelser vil gå på at erkende, at der kun findes et problem og et svar. Igennem denne erkendelse løses alle problemer. Igennem denne erkendelse nås freden.

10. Lad dig i dag ikke narre af problemernes form. Så snart en eller anden form for vanskelighed synes at opstå, sig da hurtigt til dig selv:

Lad mig erkende dette problem, så det kan blive løst.

Prøv da på at opløse enhver bedømmelse af; hvad problemet er. Om muligt, luk da øjnene et øjeblik og spørg, hvad det er. Du vil blive hørt, og du vil få et svar.