<90 91 Mirakler ses i lys 92> english Youtube

1. Det er vigtigt at huske, at mirakler og klarsyn nødvendigvis optræder sammen. Der er behov for ofte at gentage dette mange gange. Det er en central ide i dit nye tankesystem og den perception, som den fremkalder. Miraklet er der altid. Dets tilstedeværelse er ikke fremkaldt af dit klarsyn; dets fravær er ikke fremkaldt af din manglende evne til at se. Det er kun din bevidsthed om mirakler, der påvirkes. Du vil se dem i lyset; du vil ikke se dem i mørket.

2. For dig er lyset da af yderste vigtighed. Så længe du forbliver i mørke, forbliver miraklet uset. På denne måde er du overbevist om, at det ikke er der. Dette følger af de præmisser, hvoraf mørket kommer. Fornægtelse af lyset fører til manglende evne til at se det. En manglende evne til at opfatte lys er at opfatte mørke. Lyset er da nytteløst for dig, selvom det er der. Du kan ikke bruge det, da dets tilstedeværelse er dig ukendt. Og mørkets tilsyneladende virkelighed gør ideen om lyset meningsløst.

3. At at vide, at det, du ikke kan se, er der, lyder som vanvid. Det er meget svært at blive overbevist om, at det er vanvid ikke at se det, der er der, og i stedet for at se det, der ikke er der. Du tvivler ikke på, at kroppens øjne kan se. Du tvivler ikke på, at de billeder, som de viser dig, er virkelige. Din tro ligger hos mørket, ikke hos lyset. Hvordan kan dette vendes om? For dig er det umuligt, men du er ikke alene i dette.

4. Dine anstrengelser, hvor små de end måtte være, får stærk understøttelse. Hvis du blot erkendte, hvor stor denne styrke er, ville dine tvivl forsvinde. I dag vil vi hellige os forsøget på at lade dig mærke denne styrke. Når du har følt denne styrke i dig, som placerer alle mirakler indenfor din nemme rækkevidde, vil du ikke mere tvivle på den. De mirakler, som din fornemmelse af svaghed gemmer, vil springe frem i bevidstheden, når du føler styrken i dig.

5. Afsæt ti minutter, tre gange i dag til en stille stund, hvor du forsøger at slippe din svaghed. Det opnås meget enkelt, når du instruerer dig selv i, at du ikke er en krop. Troen går ønskets ærinde, og du instruerer dit sind i forhold til det. Din vilje forbliver din lærer, og din vilje har al den styrke, den har behov for, til at gøre det, den ønsker. Du kan undslippe kroppen, hvis du vælger det. Du kan erfare styrken i dig.

6. Begynd de længere øvelsesperioder med denne udtalelse om sande årsag og virkningsforbindelser:

Mirakler ses i lys.
Kroppens øjne opfatter ikke lyset.
Men jeg er ikke en krop. Hvad er jeg?

Det spørgsmål, som denne udtalelse ender med, er nødvendig for vore øvelser i dag. Det du tror, du er, er en overbevisning, der må opløses. Men det, du virkelig er, må afsløres for dig. Den overbevisning, at du er en krop, har brug for korrektion, idet det er en fejltagelse. Sandheden om det, du er, kalder på styrken i dig, for at bringe det til din bevidsthed, som fejltagelsen skjuler.

7. Hvis du ikke er en krop, hvad er du så? Du mangler at blive bevidst om, hvad Helligånden bruger til at erstatte billedet af en krop i dit sind. Du har brug for at føle noget, som du kan lægge din tro i, medens du løfter den væk fra kroppen. Du har brug for en virkelig erfaring af noget andet, noget mere solidt og mere sikkert; noget, der er din tro mere værdig, og som virkelig er til stede.

8. Hvis du ikke er en krop, hvad er du så? Spørg om dette i ærlighed, og brug derpå adskillige minutter på at tillade dine fejlagtige tanker om dine kendetegn at blive korrigerede, for at deres modpol kan erstatte dem. Sig f. eks.:

Jeg er ikke svag, men stærk.
Jeg er ikke hjælpeløs, men fuld af kraft.
Jeg er ikke begrænset, men ubegrænset.
Jeg er ikke tvivlende, men sikker.
Jeg er ikke en illusion, men en virkelighed.
Jeg kan ikke se i mørke, men i lyset.

9. Prøv i den anden fase af øvelsesperioden at erfare disse sandheder om dig selv. Koncentrer dig især om at mærke styrke. Husk, at al fornemmelse af svaghed forbindes med troen på, at du er en krop, en fejlagtig tro, som ikke fortjener nogen form for tillid. Prøv at fjerne din tillid fra den om end kun for et øjeblik. Du vil blive vænnet til at have tillid til de mere værdige sider af dig som vi går fremad.

10. Slap af i resten af øvelsesperioden, i fuld tillid til at dine anstrengelser, hvor små de end måtte være, er fuldt understøttet af Guds styrke og alle Hans Tanker. Det er fra Dem, at din styrke vil komme. Det er gennem Deres stærke understøttelse, at du vil føle styrken i dig. De er forenet med dig i denne øvelsesperiode, hvori du deler et formål som Deres Eget. Deres er lyset, hvori du vil se mirakler, for Deres styrke er din. Deres styrke bliver dine øjne, for at du kan se.

11. Mind dig selv om, fem eller seks gange i timen med temmeligt regelmæssige mellemrum, at mirakler ses i lyset. Vær også sikker på at bruge dagens ide på fristelser. Denne formulering ville være en hjælp til dette specielle formål:

Mirakler ses i lyset.
Lad mig ikke lukke mine øjne på grund af dette.