Manual 1 10. HVORDAN OPGIVES DØMMEKRAFTEN? Næste Kapitel Indhold
1) Dømmekraften, ligesom andre værktøjer, hvormed illusionernes verden vedligeholdes, er fuldstændig misforstået af verden. Det sammenblandes faktisk med visdom og erstatter sandhed. Sådan som verden bruger begrebet, er det muligt for et individ at udvise »god« og »dårlig« dømmekraft, og hans uddannelse stiler efter at styrke den første og at svække den sidste. Der er imidlertid stor forvirring om, hvad disse kategorier betyder. Det, der er »god« dømmekraft for en, er »dårlig« dømmekraft for en anden. Endvidere klassificerer den samme person den samme handling på ét tidspunkt som udsprunget af »god« dømmekraft, og på et andet tidspunkt af »dårlig« dømmekraft. Ej heller kan der undervises i et konsekvent kriterium for, hvad disse kategorier virkelig er. På et hvilket som helst tidspunkt kan eleven være uenig i, hvad den tænkte lærer siger om dem, og læreren selv kan meget let være inkonsekvent i det, han tror om dem. »God« dømmekraft har på denne måde ingen betydning, og det har »dårlig« heller ikke.
2) Det er nødvendigt for Guds lærer at indse, ikke at han ikke skal dømme, men at han ikke kan. Når han opgiver dømmekraften, opgiver han blot det, han aldrig har haft. Han opgiver en illusion; eller rettere, han har en illusion om at opgive noget. Han er faktisk bare blevet mere ærlig. Idet han indser, at dømmekraften aldrig har været en mulighed for ham, forsøger han det ikke længere. Dette er ikke noget offer. Tværtimod sætter han sig selv i en position, hvor bedømmelsen kan ske gennem ham og ikke ved ham. Og denne dømmekraft er hverken »god« eller »dårlig«. Det er den eneste dømmekraft, der findes, og der er kun »Guds Søn er skyldfri, og synd eksisterer ikke«.
3) Målet for dette pensum, i modsætning til målet for verdens indlæring, er erkendelsen af, at bedømmelse i normal forstand er umulig. Dette er ikke en mening men et faktum. For at kunne bedømme noget rigtigt, måtte man være fuldstændig bevidst om et uoverskueligt bredt spektrum; fortid, nutid og fremtid. Man måtte på forhånd kende alle dømmekraftens virkninger på alt og alle, der på nogen måde var involveret i det. Og man måtte være sikker på, at der ikke var nogen forvrængning i perceptionen hos ham således, at hans dømmekraft ville være fuldstændig fair overfor alle, der ville blive berørt af det nu og i fremtiden. Hvem har mulighed for at gøre dette? Hvem kunne tro det om sig selv ud over i storslåede fantasier.
4) Husk, hvor mange gange du troede at kende alle de »facts«, du havde behov for at kende, for at kunne dømme, og hvor meget du tog fejl! Er der nogen, der ikke har gjort den erfaring? Kan du vide, hvor mange gange du blot troede at have ret, uden at erkende, at du havde uret? Hvorfor ville du vælge et så tilfældigt grundlag at træffe beslutninger på? Visdom er ikke dømmekraft; det er dette at opgive dømmekraften. Foretag da blot en bedømmelse mere. Den er dette: Der er En hos dig, Hvis dømmekraft er fuldendt. Han kender alle facts; fortid, nutid og fremtid. Han kender virkningerne af Sine domme på alt og alle, der på nogen måde berøres deraf. Og Han er fuldstændig fair overfor alle, for der er ingen forvrængning i Hans perception.
5) Læg derfor din dømmekraft bort, ikke med beklagelse men med et taknemligt suk. Nu er du frigjort fra en byrde så stor, at du blot kunne vakle og styrte under den. Og det hele var en illusion. Intet andet. Nu kan Guds lærer rejse sig ubebyrdet og gå videre med lette skridt. Men dette er ikke hans eneste fordel. Hans fornemmelse af bekymring er borte, for han har ingen. Han har givet den bort sammen med dømmekraften. Han gav sig selv til Ham, hvis dømmekraft han har valgt at stole på nu, i stedet for på sin egen. Nu begår han ingen fejltagelser. Hans Guide er sikker, og hvor han før kom for at dømme, kommer han nu for at velsigne. Hvor han nu ler, kom han før for at græde.
6) Det er ikke svært at opgive dømmekraften. Men det er i sandhed svært at forsøge at beholde den. Guds lærer lægger den lykkeligt bort, i det øjeblik han ser omkostningerne ved den. Al den grimhed, han ser omkring sig, er resultatet af den. Al den smerte, han ser, er resultatet. Al ensomhed og følelse af tab; af tidens gang og voksende håbløshed; af sygdomsskabende desperation og frygt for døden; alt dette er resultatet, og nu ved han, at dette ikke behøver at være sådan. Ikke en af dem er sande. For han har opgivet deres årsager, og disse, der blot var virkningerne af hans fejlagtige valg, er faldet af ham. Du Guds lærer, dette skridt vil bringe dig fred. Kan det være vanskeligt blot at ønske sig dette ene?
Næste Kapitel Indhold