Manual 1 17. HVORDAN FORHOLDER GUDS LÆRERE SIG TIL MAGISKE TANKER? Næste Kapitel Indhold
1) Dette er et centralt spørgsmål for både lærer og elev. Hvis dette emne behandles forkert, har Guds lærer såret sig selv og har også angrebet sin elev. Dette styrker frygten, og får magien til at synes virkelig for dem begge. Hvordan man forholder sig til magien bliver derfor en lektion, der er meget vigtig for Guds lærer at kunne mestre. Hans første ansvar heri er ikke at angribe det. Såfremt en magisk tanke vækker nogen form for vrede, kan Guds lærer være sikker på, at han styrker sin egen tro på synden og har forbandet sig selv. Han kan være lige så sikker på, at han har bedt depression, smerte, frygt og katastrofe om at komme til sig. Lad ham da huske på, at det ikke er dette, han ønsker at undervise i, fordi det ikke er det, han ønsker at lære.
2) Der ligger imidlertid en fristelse i at reagere på magien på en måde, der styrker den. Ej heller er dette altid indlysende. Det kan faktisk let skjules under et ønske om at ville hjælpe. Det er dette dobbelte ønske, der giver hjælpen en meget lille værdi og kun kan føre til uønskede resultater. Ej heller bør det glemmes, at udkommet eller resultatet både gælder for lærer og elev, Hvor mange gange er det ikke blevet understreget, at du kun giver til dig selv? Hvor kunne dette vises bedre, end i de forskellige slags hjælp, som Guds lærer giver til dem, der har brug for hans hjælp? Her gives hans egen gave mest tydeligt til ham. For han ville kun give det, som han har valgt for sig selv, og i denne gave ligger hans dom over Guds hellige Søn.
3) Det er lettest at lade fejltagelser blive korrigeret, hvor de lettest ses, og fejltagelser kan kendes på deres resultater. En lektie, der er lært i sandhed, kan kun føre til forløsning for både lærer og elev, der deler samme mål. Angreb kan kun komme ind i billedet, hvis en opfattelse af separate mål dukker op, og dette må i sandhed være tilfældet, hvis resultatet bliver noget som helst andet end glæde. Lærerens entydige mål drejer elevens delte mål i en retning, idet hans råb om hjælp bliver hans eneste påberåbelse. Dette bliver da let besvaret med kun ét svar, og dette svar vil med sikkerhed trænge ind i lærerens sind. Herfra skinner det ind i elevens sind, idet det forener sig med hans.
4) Måske hjælper det at huske, at ingen kan være vrede på et faktum. Det er altid en fortolkning, der sætter negative følelser i gang uanset den tilsyneladende retfærdiggørelse af det, der ser ud som facts. Uafhængigt også af intensiteten af den vrede, der fremkommer. Det kan blot være en let irritation måske endda så let, at det kan være svært at genkende den klart. Eller den kan antage det intense raseris skikkelse, efterfulgt af tanker om vold, imaginære eller tilsyneladende udført. Det betyder ikke noget. Alle disse reaktioner er ens. De dækker for sandheden, og dette kan aldrig være et spørgsmål om gradsforskelle. Enten er sandheden indlysende, eller den er det ikke. Den kan ikke genkendes delvist. Den, der ikke ser sandheden, må se på illusionerne.
5) Vreden, der opstår som svar på sansede magiske tanker, er en grundlæggende årsag til frygten. Tænk på, hvad denne reaktion betyder, og dens centrale placering i verdens tankesystem bliver tydelig. En magisk tanke erkender adskillelsen fra Gud ved sin blotte tilstedeværelse. Den fremsætter i sin klarest mulige form den opfattelse, at sindet, der tror, at det har en adskilt vilje, der kan modgå Guds Vilje, også tror, at det kan vinde. At dette næppe er tilfældet, må være indlysende, og dog er det lige så indlysende, at dette kan opfattes som et faktum, og her ligger skyldens fødested. Den, der tilriver sig Guds plads for at have den for sig selv, har nu en »dødsfjende«, og han må stå alene under egen beskyttelse og skabe sig et skjold, der kan beskytte ham mod en vrede, der aldrig vil aftage og en hævn, der aldrig vil blive tilfredsstillet.
6) Hvordan kan denne kamp standses? Udfaldet er uafvendeligt, for udfaldet kan kun være døden. Hvordan kan man da tro på sine egne forsvar? Igen må magien hjælpe. Glem kampen. Accepter den som et faktum, og glem den så. Husk ikke på de umulige odds imod dig. Husk ikke »fjendens« enorme størrelse, og tænk ikke på din egen svagelighed i sammenligningen. Accepter din adskillelse, men husk ikke, hvordan den opstod. Tro på, at du har vundet den, men behold ikke nogen som helst erindring om, Hvem din store »modstander« virkelig er. Idet du projicerer din »glemsel« over på Ham, ser det ud for dig, som om Han også har glemt det.
7) Men hvad bliver nu din reaktion på alle magiske tanker? De kan kun vække den sovende skyld igen, som du har skjult men ikke givet slip på. Hver og en siger klart til dit frygtsomme sind: »Du har tilranet dig Guds plads. Tro ikke, at Han har glemt«. Her ser vi frygten for Gud stærkest repræsenteret. For i denne tanke har skylden allerede løftet sindssygen til selve Guds Trone, og nu er der intet håb undtaget at dræbe. Her ligger nu frelsen. En vred fader forfølger sin skyldige søn. Dræb eller bliv dræbt, for kun i dette er der et valg. Derudover er der intet valg, for det, der blev gjort, kan der ikke leves uden. Blodpletten kan aldrig fjernes, og enhver, der bærer denne blodplet på sig, må møde døden.
8) Det er ind i denne håbløse situation, at Gud sender sine lærere. De bringer håbets lys fra Guds Selv. Der er en måde, hvorpå flugt er mulig. Det kan læres, og der kan undervises i det, men det kræver tålmodighed og en overflod af villighed. Hvis dette er til stede, fremstår lektiens åbenbare enkelhed som et intenst, hvidt lys imod en sort horisont, for sådan er det. Hvis vrede opstår af en fortolkning og ikke af et faktum, kan den aldrig retfærdiggøres. Når dette blot er selv nogenlunde forstået, er vejen åben. Nu er det muligt at tage det næste skridt. Fortolkningen kan endelig ændres. Magiske tanker behøver ikke at føre til fordømmelse, for de har i virkeligheden ikke den kraft, der skal til, for at give skylden dette løft, og derfor kan de overses, og derved kan de blive glemt i glemselens sandeste skikkelse.
9) Sindssyge synes kun at være frygtelig. I virkeligheden har den ingen magt til at gøre noget som helst. Ligesom den magi, der bliver dens tjener, hverken angriber den, eller beskytter. At se den og at erkende dens tankesystem er at se på ingenting. Kan intet forårsage vrede? Næppe. Husk da, du Guds lærer, at vrede ser en realitet, som ikke er der; dog er vreden et sikkert vidne til, at du tror på dette som et faktum. Nu er flugt umulig, indtil du ser, at du har reageret på din egen fortolkning, som du har projiceret ud på den omgivende verden. Lad dette grumme sværd blive taget fra dig nu. Der findes ingen død. Dette sværd eksisterer ikke. Frygten for Gud er grundløs. Men Hans Kærlighed er Grunden til alle ting på den anden side af frygten, og derfor er den for evigt virkelig og altid sand.
Næste Kapitel Indhold