Manual 4 Næste Afsnit - II. Helen Schucman og Bill Thetford
Kursets tilblivelse Næste Kapitel Indhold

De to hovedpersoner i tilvejebringelsen af Et Kursus i Mirakler, er Helen Schucman og Bill Thetford.[A, F, G, H]

Det hele begyndte i 1965. På dette tidspunkt var Helen 56 og Bill 42 år. De arbejdede begge på et stort hospital i New York, hvor Bill var leder af den psykologiske afdeling.
Bill havde ansat Helen som forskningspsykolog kort efter, at han i 1957 selv var blevet leder af afdelingen. Begge har berettet, at deres arbejdsituation var yderst frustrerende.
Vel nok typisk for et universitetsmiljø, som det de arbejdede i, var deres afdeling fyldt med stridigheder og konkurrence, som ikke kun begrænsede sig til deres egen afdeling, men også omfattede deres forhold til hospitalets øvrige afdelinger.

For at gøre det hele endnu værre var Helens og Bills indbyrdes forhold også stresset og præget af fjendskab og aggressivitet, selv om de rent professionelt arbejdede godt sammen.

Alle disse frustrationer udløste på et tidspunkt en meget betydningsfuld begivenhed. Samme dag som Helen og Bill skulle deltage i et møde på et hospital i den anden ende af byen, mødtes de på en af hospitalets gange. Bill holdt en lang og følelsesladet tale for Helen. Hovedindholdet heri var at der, som han sagde, måtte være en bedre vej. Der måtte være en bedre måde, hvorpå de kunne håndtere alle disse møder, deres indbyrdes forhold og deres liv. Sådan som de hidtil havde taklet problemerne, havde ikke bragt dem andet end kiv og strid. Han sluttede af med at sige, at han var fast besluttet på at finde denne "bedre vej".
Ligeså ukarakteristisk som dette var for Bill, ligeså ukarakteristisk var Helens svar. Hun svarede nemlig, at han havde fuldstændig ret og, at hun ville hjælpe ham med at finde denne bedre vej.

Denne begivenhed blev vendepunktet i Helens og Bills indbyrdes forhold og - som det senere har vist sig - var det en hændelse, som skulle få indflydelse på tusindvis af menneskers liv over hele jorden. Begivenheden er et eksempel på det, Kurset kalder et "helligt øjeblik" 1, hvilket vil sige, et øjeblik hvor vi tilsidesætter vore egne skjulte og fastlåste mønstre for, hvordan vi "per automatik" skal tænke og føle og i stedet åbner os for at modtage sandheden eller "en bedre vej".
Dette øjeblik var derfor en stiltiende bøn til Helligånden[79] om at komme ind i deres liv og give dem det, de havde bedt om.
Det havde ingen betydning, at Bill var agnostiker, og Helen havde erklæret sig ikke alene som ateist, men som intet mindre end "militant ateist". For, som Kurset siger, når to mennesker forener sig og deler ét mål, så vil Gud - igennem Helligånden - komme, fordi Han er inviteret indenfor, og derfor må være til stede[2].
Denne begivenhed var som sagt helt uforvarende katalysatoren, som igangsatte det, der skulle komme til at påvirke resten af deres liv og ligeledes mange, mange andre menneskers liv.
De første varsler herom var en periode på tre måneder, hvori Helen både vågen og i søvne oplevede nogle meget klare visioner, som påvirkede hende voldsomt følelsesmæssigt.
Den vigtigste af disse oplevelser handlede om en stor sort bog, som indgik på flere forskellige måder i hendes visioner: I en gammel skattekiste hun trak op af vandet, i næbet på en stork og en anden gang påskrevet ordet "Aesculapius", som er den græske gud for helbredelse. Helen oplevede også, hvad hun senere betegnede som sin "magiske" fase, idet hun begyndte at få clairvoyante evner.

Hendes baggrund som forsker og videnskabsmand med "stort V" taget i betragtning er der intet at sige til, at hun blev voldsomt foruroliget over alle disse oplevelser. Efter sigende følte hun sig også stolt, og til tider ikke så lidt indbildsk. Hele denne periode afsluttedes derfor meget passende med, at hun i en af sine visioner blev stillet overfor valget imellem fristelsen til at søge magt igennem sine evner og hendes troskab over for "noget højere", som kunne bruge hendes evner.
Omtalte vision gik i korthed ud på, at Helen så en meget gammel pergamentrulle, der fra hver sin side var rullet op omkring en stok. Da hun åbnede rullen, så hun ordene "GUD ER" skrevet med store bogstaver.
Hun rullede herpå pergamentet længere op, og små bitte bogstaver begyndte at komme til syne på begge sider. Derpå hørte hun en indre stemme, som forklarede hende, at hun ville være i stand til at læse fortiden på venstre side og fremtiden på højre side. Hun tøvede et øjeblik. Derpå tog hun en fast beslutning og rullede hurtigt pergamentet sammen, således at kun midterstykket med ordene "GUD ER" var synlige. Med overbevisning udbrød hun, at hun ville holde fast ved ordene "GUD ER". Stemmen takkede hende herpå og udtrykte, at hun denne gang "havde klaret det".
Kort tid efter denne oplevelse fortalte hun Bill, at hun følte, hun var ved at gøre noget meget usædvanligt.
Ingen af dem havde nogen fornemmelse af, hvad dette usædvanlige bestod i, men en aften i oktober 1965 ringede Helen til Bill. Med panik i stemmen fortalte hun, at en indre stemme blev ved med at tale til hende.
Efter et stykke tid, da Bill havde fået beroliget Helen, spurgte han, hvad denne stemme dog sagde. Helen svarede, at hun ikke kunne få den til at holde op og at den vedblev med at sige: "Dette er et kursus i mirakler, tag venligst notat".

Det er ikke for meget sagt, at Helen frygtede, at hun var ved at gå fra forstanden. Efter et stykke tid lykkedes det imidlertid Bill at berolige hende. Han foreslog hende at tage et stykke papir og en blyant og nedskrive hvad stemmen sagde. De kunne så mødes tidligt næste morgen og, hvis det var noget sludder, kunne de jo bare smide det ud.
Til sidst indvilligede hun, og da hun næste dag mødtes med Bill, læste hun det op for ham, som senere blev til introduktionen i Et Kursus i Mirakler. Denne passage slutter med ordene:

Intet virkeligt kan trues.
Intet uvirkeligt eksisterer.
Heri ligger Guds fred.[3]

Helen modtog næsten hver eneste dag diktat. Når tiden tillod det, mødtes hun og Bill på hans kontor. Hun læste så op fra det, hun dagen i forvejen havde stenograferet, mens Bill maskinskrev det. Der gik ikke længe, før end de indså, at dette var svaret på deres anmodning om at finde en anden og "bedre vej".
Helen udførte ikke automatskrift og var ikke i trance, når hun modtog diktat. Hun kunne afbryde stemmen når som helst, hun ønskede. For eksempel kunne hun tage telefonen, hvis den ringede og bagefter fortsætte, selv om hun var stoppet midt i en sætning.

Meget ofte havde hun særdeles vanskeligt ved at acceptere, det stemmen dikterede og nægtede i perioder at lytte til den. Men nægtede hun at lytte, blev hun nervøs og irritabel og havde vanskeligt ved at sove, indtil hun igen genoptog diktatet.
Helens ambivalente holdning overfor Kurset skyldtes for en stor del, at ophavsmanden var Jesus, som hun havde stor frygt og vrede overfor. Der er derfor ingen tvivl om, at arbejdet aldrig ville være blevet fuldendt, hvis ikke Bill til stadighed havde hjulpet og støttet hende.
I september 1972, syv år efter at Helen første gang havde hørt den indre stemme, afsluttedes hendes og Bills arbejde med det vi i dag kender som A Course in Miracles®.

I alle de syv år Helen og Bill arbejdede med Kurset, fortalte de ikke et eneste menneske, hvad det var, de lavede. Alt materiale blev omhyggeligt låst inde i et pengeskab på hospitalet, så ingen udenforstående kunne komme til det. De var begge to sikre på, at deres professionelle karriere stod på spil, såfremt nogle af deres kollegaer fik nys om deres "fritidsbeskæftigelse".

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold