Manual 4 Næste Afsnit - IV. Adskillelsen
De to niveauer Næste Kapitel Indhold

Den første adskillelse. I selv samme øjeblik Guds Søn fik denne dualistiske tanke, om der mon kunne være mere end alt (en modsætning til Gud), måtte han adskille sig fra sit Ophav, fordi Gud er ikke-dualistisk, og en dualistisk tanke derfor ikke kan eksistere sammen med Gud.
Dette kan kaldes den første adskillelse, og er på tegningen symboliseret med to små parallelle streger benævnt med romertal I mellem Gud (1) og det splittede sind (2, 3 og 4). Det splittede sind kalder Kurset også Sønnens sovende sind[69] og hentyder hermed til, at alt, hvad der herefter sker, er en form for drømmetilstand, som Guds Søn oplever.
I Kurset henviser Jesus til Det Gamle Testamente, hvori der står skrevet: "Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam ...." (1.Mos 2,21). Men, siger Jesus i Kurset, "ingen steder henvises der til, at han er vågnet op igen"[58].

Ingen kan vide og selvfølgelig endnu mindre forklare eller beskrive, hvordan dette umulige kunne ske, og "begivenheden" kan derfor kun anskueliggøres billedligt eller symbolsk, hvilket efterfølgende er et forsøg på.
Vi må forestille os, at Guds Søn - efter at han har tænkt, om der kunne være en modsætning til Gud - nu pludselig opfatter sig selv som udenfor Gud dvs. adskilt fra Gud.
Fra at være i en tilstand af ren Kærlighed, Lykke og Énhed, ser han sig nu pludselig hvirvlet ind i en mareridtsagtig rædselstilstand af modsætninger og frygt.
I det splittede sind er dualiteten indført, hvilket betyder, at Guds Søn nu oplever modsætninger: Mørke og lys, ondt og godt, frygt og kærlighed, tid og evighed, død og liv, drøm og virkelighed, foranderlighed og uforanderlighed, legeme og ånd, adskillelse og énhed, opfattelse og viden. Disse modsætninger repræsenteres af henholdsvis egoet (4) og Helligånden (2).

Ud fra Kursets lære forklares Helligånden bedst, som den erindring om Gud, som Guds Søn tog med sig, da han adskilte sig (eller troede han adskilte sig) fra Gud. Helligånden er den eneste, som er i stand til både at se Sandheden - Guds Virkelighed - og egoets illusioner.

Et af Kursets meget vigtige begreber er det, som er blevet kaldt egoets uhellige tréenighed[A]: "Synd, skyld og frygt". Kort beskrevet virker den uhellige tréenighed således:
Synder jeg - det vil sige, gør jeg en anden fortræd - er det psykologisk uundgåeligt, at jeg vil føle skyld over det, jeg har gjort. Når jeg føler skyld, er det ligeså psykologisk uundgåeligt, at jeg vil blive bange. Jeg vil nemlig frygte straffen fra den jeg har - eller bare tror, jeg har - gjort fortræd. I kapitel 6 omtales den uhellige tréenighed mere detaljeret.

Guds Søn, som fik tanken om der mon kunne være en modsætning til Himlen, om der kunne være noget andet end Gud, opdager med ét slag, at han synes adskilt fra Gud. Da han tror, han har angrebet Gud, det vil sige har syndet imod Ham, føler han skyld over det, han har gjort. Som beskrevet ovenfor er den uundgåelige følge heraf, at han forventer at den, han har syndet imod, vil straffe ham. Han tror derfor, at det er Gud der, som straf for hans forsyndelse, fordriver ham fra Himlen, jf. Det Gamle Testamentes beretning om Adam og Eva.

Den anden adskillelse. I det adskilte sind befinder Guds Søn sig som sagt i et fuldstændigt utåleligt dilemma. På den ene side mærker han en uimodståelig magnetisk tiltrækning imod Helligåndens kærlighed, og på den anden side er han overvældet af skyld og frygt for Guds "retfærdige" straf.
Egoet råber og skriger, at han skal tage sig i agt for Helligånden, at Han i virkeligheden er Guds vanvittige udsending, som kun er ude på at fange ham og føre ham tilbage til Gud, så han kan blive straffet for sin brøde. Egoet råber altid først og højst[70].

Helligånden på den anden side taler stille og roligt, fortæller ham at intet i virkeligheden er sket, thi hvordan skulle det Fuldkomne, det Evige og Uforanderlige kunne ændres eller lide tab? Blot er Guds Søn et øjeblik faldet i søvn og drømmer, at han har forbrudt sig imod sin Skaber. Hvis han blot vil følge Ham tilbage til Gud, vil han indse at intet er forandret, at absolut intet er sket.
Egoet advarer og truer stadig med Guds Søns totale tilintetgørelse, såfremt han lytter til Helligånden.
Martret af sin skyld får frygten overtaget, og Guds Søn henvender sig i sin kval til egoet og bønfalder om dets hjælp.
På grund af sin frygt, vælger han således at tro egoet i stedet for Helligånden. Det vi kan kalde den anden adskillelse, indtræffer således i det øjeblik Guds Søn beslutter sig for at forene sig med egoet i stedet for med Helligånden. Dette er symboliseret med (II) mellem (2) og (4). Døren til Kristus-sindet bliver hermed lukket.

Den tredje adskillelse. Som den beredvillige hjælper forelægger egoet straks en skudsikker plan for Guds Søn så han kan undslippe sin uudholdelige frygt.
Planen, det lægger frem, er en af de nok så populære pakkeløsninger. Den består af to trin: 1. fornægtelse (fortrængning) og 2. projektion. I Kurset benævnes denne mekanisme egoets plan for, eller egoets tilbud om, frelse[59].
I et senere kapitel kommer vi tilbage til denne mekanisme, der her i verden stadig er den højst skattede form for frelse.

Med et slet skjult angreb slesker egoet for Guds Søn og siger: "Jeg kan godt forstå, du er bange og frygter Guds retfærdige straf. Du har så sandelig også god grund til at frygte det allerværste. Men lad nu være med at bekymre dig. Jeg skal nok hjælpe dig!"
Forblændet af sin skyld og frygt klynger Guds Søn sig til egoets forsikringer om at det kan hjælpe.

Egoet forklarer Guds Søn, at så længe han opholder sig i sindet vil han være i konstant fare for, at Helligånden fanger ham og slæber ham for Guds domstol, så han kan få sin retfærdige straf. Derfor, siger egoet, er det nødvendigt, at han glemmer alt om, hvem han er, hvem hans Far er og hvor han kommer fra.
Egoet overtaler let den rædselsslagne Guds Søn til at sværge ved sit liv, at han aldrig mere vil huske det mindste om, hvem han er, hvem hans Skaber er - for slet ikke at tale om hans forfærdelige forsyndelse mod sin Fader[131]. Dette er fortrængningen eller fornægtelsen.
Dernæst, siger egoet, skal du lave et fysisk univers, hvor Guds Søn kan skjule sig. Da Gud er Ånd, kan Han selvfølgelig ikke komme i en sådan fysisk verden, hvorfor den vil være det perfekte skjulested. "Det er såmænd alt, hvad du behøver", siger egoet. "En skudsikker plan, som ikke kan slå fejl".
Det at tage noget indefra sig selv og flytte dette noget udenfor sig selv er projektionen. Guds søn forlader sindet, idet han projicerer sig ned i et fysisk univers.

Guds Søn hører atter Helligånden, som stadig med sin milde stemme forklarer, at intet er sket, og at han blot skal vågne fra sin drøm og vende Hjem til den Kærlighed, han vedblivende er en del af og i virkeligheden aldrig har forladt. Det, han oplever, er blot en illusion, en forkert tanke, en drøm, han skal vågne fra.

Men frygten har nu et så godt tag i Guds Søn, at han ikke længere synes at have noget valg. Med rædselens villighed tager han imod egoets plan for sin frelse, og i ét sønderrivende, altfortærende brag laver egoet - som Guds Søn nu fuldstændigt har identificeret sig med - det fysiske univers, med alt hvad dette indebærer. Dette nu, dette øjeblik, kan sammenlignes med det videnskaben kalder the big bang.
Det bemærkes at vi, det vil sige Guds Søn, i dette øjeblik forener os med egoet, hvilket medfører, at vi herefter opfatter os selv som egoet. Den tredje adskillelse, som hermed indtræffer, er på tegningen symboliseret af de to små parallelle streger og benævnt romer III.

Tidsbegrebet Noget af det vanskeligste at forstå i Kurset er dets tidsbegreb. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på dette, men blot nævne at tiden, ifølge Kurset, rent faktisk ikke eksisterer[117].
I henhold til Kursets lære opstod den fysiske verden - som vi har set ovenfor - i et sønderrivende nu (the big bang) og forsvandt igen i dette samme nu. Tiden, som var en del af dette fysiske univers, og som egoet lavede som en erstatning for Guds evighed, ophørte derfor ligeledes i dette ene nu.
I denne verden synes vi at opleve, at vi befinder os på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Når vi her i verden oplever, at vort liv bevæger sig ad en lineær fremadskridende tidsakse, genoplever vi derfor blot noget som indtrådte og blev afsluttet i ét og samme nu for årmillioner siden, men som ikke skete i Virkeligheden, som Jesus siger.

Reinkarnation[72]. Kurset tager ikke definitivt stilling for eller imod reinkarnationstanken ud fra følgende betragtninger:
For det første synes idéen for nogle mennesker at være en uoverstigelig barriere. For det andet er idéen om reinkarnation ganske uinteressant, idet den ene illusion hverken er værre eller bedre end den anden, eller for den sags skyld tusinde andre. Illusionens form spiller ingen rolle, den er dog en illusion. Og for det tredje, siger Jesus, betyder det ikke noget for at lære dette Kursus, om du tror på denne idé eller ej. Mener du, at den er til nytte for dig, så hold fast i den. Er den en forhindring, så lad den ligge[102].
Enkelte udsagn i Kurset kan dog kun tolkes på den måde, at vi rent faktisk her i egoets verden kan opleve det, som om vi lever et utal af på hinanden følgende liv. Dette synes vi at gøre, ligeså længe vi tror på, at synd er virkelig. I selv samme øjeblik vi har omgjort denne, vor tro på synd, accepteret Udsoningen for os selv, træder vi udenfor tiden og ind i evighedens dimension, hvorfra vi kan se, at alle vore tilsyneladende liv, alle var det samme, alle var vor egen fantasi, alle var vor egen illusion, at det blot var vor egen lille skøre idé.

Reinkarnationstanken kan imidlertid anskueliggøres ud fra skitsen på side 103, idet vi, på grund af vor tro på synd, så at sige er gået i "selv-svingning" mellem det vi kalder den fysiske verden (5) og egosindet (4).
Det, at vi synes at opleve et bestemt liv i en bestemt tidsalder, betyder derfor blot, at vi har valgt at fokusere på dette ene bestemte liv.
Denne situation kan sammenlignes med, at vi sidder foran fjernsynet med remote-kontrollen i hånden og har trykket på kanal 94. Vi har nu fokuseret al vor opmærksomhed på den film, der vises på skærmen og lever os fuldstændigt ind i det drama, der udspilles for vore øjne. Imidlertid ved vi godt, at der samtidig kører andre programmer på et utal af andre kanaler, og at vi blot ved et tryk på en knap kan indstille os på dem og ligeså let indleve os i disse "liv".
Når vi opfatter os selv som værende i egoets tids-verden, gennemlever vi derfor, lige nu og her, alle vore liv på én gang. Vi har således blot valgt at fokusere på ét af alle disse utallige illusoriske liv, men vi kunne ikke desto mindre ligeså godt have valgt at fokusere på et andet liv for 2000 år siden, et andet sted på kloden.
Men tilbage til sagen!

Gud skabte ikke denne verden. Som det fremgår af foranstående, er det således ikke Gud men egoet, der lavede det fysiske univers. Denne tanke er en af hovedhjørnestenene i Kurset, som det er nødvendigt at forstå - og på et eller andet plan nødvendigt at acceptere - for at kunne forstå Kursets lære.
Tror du nemlig, at Gud har skabt denne verden, må du nødvendigvis også tro, at Gud har skabt ondskab, sygdom, lidelse og død og dermed, at Han er den onde og straffende gud, det Gamle Testamente beretter om. En sådan tro vil for evigt fastholde dig i egoets verden, idet frygten for Guds straf i så fald vil være uovervindelig, og din formodede synd - at du har forladt Gud - kan ikke omgøres, men vil for altid forblive en synd og ikke blot en fejl, en forkert tanke, som Jesus siger.
Det er som tidligere nævnt vigtigt at vide, at selv om Gud skabte Kristus lig Sig Selv, og Kristus derfor deler Guds egenskaber og skaber lig Gud, så er Kristus ikke Gud.
At tro at vi er Gud, at vi er Kilden til al væren, er at gøre nøjagtigt det egoet vil have os til at tro på. Egoet ønsker nemlig, at vi skal tro, vi er selvskabende og, at vi kan skabe Gud, ligesom Gud skabte os. Tror vi dette, laver vi en lukket ring, hvorfra der ingen vej er ud - vi sætter så at sige begge ben i den rævesaks, egoet har lagt ud til os - for vi siger hermed, at vi er skaberen af vor egen virkelighed.
Dette er, hvad Kurset refererer til som ophavsproblemet eller autoritetsproblemet[74] (the authority problem).
I parentes skal det bemærkes, at vi alle har "købt" denne tro, da vi ellers ikke ville befinde os i denne verden. Gud - og ikke vi - er Ophavet til vor Virkelighed.

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold