Manual 4 Næste Afsnit - IV. Skyld og vrede
Uret-sindethed Næste Kapitel Indhold
Sådan som psykologien og psykoterapien har set og ser vrede, kan
det næsten synes som en forudsætning, at mennesket har en "medfødt"
eller "iboende" følelse af vrede[A]. I første halvdel af dette århundrede
gjorde psykologien sig til talsmand for, at denne "medfødte"
vrede skulle undertrykkes. Med fremkomsten af
psykoterapien ændrede dette billede sig omkring midten af århundredet,
idet det nu blev den fremherskende praksis, at vi skulle udtrykke
vor vrede.
Psykologiens grundholdning er meget irreligiøs. Derfor vil vi aldrig
fra denne kant lære, at det virkelige problem ikke er vrede, men
derimod skyld og, at denne skyld er et forsvar imod Gud.
Netop fordi det føles noget så dejligt at slippe af med sin vrede,
bliver det at udtrykke vrede, meget nemt til et slutmål i sig selv. Men
vrede er, som vi har set, blot en projektion af vor egen skyld og det,
som føles "åh så dejligt" er ikke, at vi slipper af med vreden men, at
vi et øjeblik tror, at vi er befriet for vor skyld.
Problemet dukker så op dagen efter, eller flere dage efter, når vi
vågner op med psykologiske tømmermænd[A] - normalt kaldet depressioner.
Vi aner ikke, hvorfra disse depressioner kommer, da vi
ikke har forstået, at årsagen til dem er den skyld, vi føler over den
uret, vi har tilføjet et andet menneske. Den virkelige betydning af
depressioner er ikke uudtrykt vrede eller raseri, hvilket er den mest
almindelige antagelse, men derimod vor underliggende skyld eller
vort eget selvhad.
Ovenstående betyder imidlertid ikke, at der er noget galt i at udtrykke
vrede. De fleste mennesker har den holdning, at vrede er
noget forkert, noget ubehageligt og forfærdeligt, som vi for enhver
pris skal undgå. Som et led i en større proces kan det derfor være
særdeles positivt at opleve, at andre - og specielt vi selv - ikke falder
døde om, når vi bliver gale i skralden. Indser vi dernæst, at "det der
med vrede" ikke er det store nummer, og forstår vi, at problemet
overhovedet ikke er vrede, men skylden eller selvhadet, der ligger
neden under, kan vi komme videre. Faren er imidlertid, at vi ikke
indser, at vredesudbrudene er et midlertidigt stade, en mellemstation
til det, det reelt handler om.
Vi skal derfor forsøge ikke at betragte vrede som noget særligt, så vi
kan komme ned til det virkelige problem, som er vor skyld. Når vi
begynder at arbejde med vor skyld igennem sand tilgivelse, og lader
skylden forsvinde, vil vi nemlig opdage, at vi overhovedet ikke har
behov for at blive vrede.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold