Manual 4 Næste Afsnit - V. Specielle forhold[37]
Uret-sindethed Næste Kapitel Indhold

Som tidligere omtalt er egoets bedste og mest effektive våben i sin krig imod Gud, brugen af synd, skyld og frygt.
Ligegyldigt hvor meget vi prøver på at benægte det, så opdeler vi alle sammen verden i "de gode" og "de onde", det vil sige dem, vi elsker, respekterer, holder af, anerkender etc. i modsætning til dem, vi skjult eller åbenlyst hader, nedgør, irriteres over, kritiserer etc.
Førstnævnte kategori kalder Kurset specielle kærligheds-forhold og sidstnævnte specielle had-forhold.
For egoet går begge ud på nøjagtigt det samme, nemlig at dække over eller skjule vor egen skyld for alle, men først og fremmest for os selv, hvilket vi nu skal se lidt nøjere på.

Specielle had-forhold[38]. Som tidligere omtalt ønsker egoet at være noget "specielt" og det "bruger synd" for at opnå dette specielle. Dette får os til at forholde os til verden på hovedsagelig to måder, hvoraf den ene er angreb, og den anden er det Kurset kalder "at give for at få" eller "handel", som omtales senere under specielle kærligheds-forhold.
Angreb er det direkte og almindelige udtryk for synd. Vi søger at "fodre" vort eget egos "specielhed", idet vi angriber andre mennesker. Konstant søger vi, så at sige, at besejre deres egoer.

Det skal her understreges, at egoet bruger angreb i forskellige forklædninger. Der kan være tale om rent fysiske angreb eller mentale angreb eller en blanding af disse. I alle tilfælde handler egoets angreb - ligesom vore forsvar - om at give et andet menneske den skyld, vi ikke kan, eller ikke tør, konfrontere i os selv, jf. afsnit III. Egoets tilbud om frelse .

Mentale angreb har principielt to former.
Den ene form, som mentale angreb kan have, er det direkte angreb. Her skælder vi ud, bliver gale, hadefulde, irriterede på, eller kritiske overfor andre mennesker.
Dette kan betegnes som bødlens rolle, og som Kurset gør os opmærksom på, skal vi forstå, at selv den mindste irritation dækker over et intenst raseri[71]. Den anden måde er den indirekte form for angreb, hvor vi påtager os ofrets rolle. Opfatter vi, at et andet menneske angriber os, kan vi nemlig - i stedet for at give vedkommende hele "skraldespanden" i hovedet igen - vælge at føle os sårede, uretfærdigt behandlede, kede af det, krænkede osv. og stille os hen i en krog og tude over den uretfærdighed, vi er blevet udsat for. At blive/føle sig krænket i (selv)retfærdighedens navn synes i disse tider at være hver mands retmæssige eje.
Vi kan også gå ind i denne offerrolle ved, at vi så at sige "lider sammen med dem, der har det ondt". Ligegyldigt, hvad vi kalder det, er vores tavse budskab hermed ikke desto mindre: "Se nu, hvor ked af det, du har gjort mig. Det er din skyld, jeg lider og er ulykkelig". Det ses heraf, at egoet bruger det selv samme trick, som ved det direkte angreb, nemlig at projicere sin egen skyld over på andre.

I sin grundform er angreb en mental handling, hvori vi forbløffende nok ser vor egen synd i den anden, idet vi fordømmer, er vred på, hader eller lider sammen med vedkommende etc.
Angreb er - hvad enten de er fysiske eller mentale, direkte eller indirekte - en hård og ubarmhjertig måde at leve på, da det vi får til gengæld er skyld, ensomhed og fjender på alle sider.
Derfor leder vi efter nogle allierede, som kan støtte os, give os sikkerhed og pleje vore behov for det, vi tror er kærlighed. For at få disse allierede, må vi skjule vore sande motiver og "ofre" nogle af vore egne interesser. Vi indgår således en stiltiende handel med dem.
Vi giver (helst lidt) for at få (helst meget) tilbage igen. Dette kalder Kurset specielle kærligheds-forhold, hvilket vi nu skal se på.

Specielle kærligheds-forhold[36]. "Handel" eller det "at give for at få", som Kurset kalder det, er den anden måde, hvorpå vi forholder os til verden. Dette princip bygger på det, Kurset kalder knaphedsprincippet[85] (the scarcity principle).
I afsnit II. Synd, skyld og frygt foran, defineredes skyld bl.a. som det, at vi har en eller anden tomhed eller mangel, at der er noget i os, som er uopfyldt eller ukomplet. På grund af denne mangel har vi visse behov. Følelsen af at have disse behov, er en vigtig del af hele vor oplevelse af skyld.
Egoet fortæller os, at vi intet kan gøre ved denne "medfødte" eller "iboende" mangel. Men, siger egoet, det betyder ikke, at vi er fortabte, for vi kan selvfølgelig gøre noget ved smerten, vi føler over denne uhelbredelige mangel.
Det vi skal gøre - siger egoet - er, at vi skal finde en "speciel" person med nogle helt "specielle" egenskaber eller kvaliteter. Når dette er sket, skal vi sørge for, at denne "specielle" person opfylder disse, vore "specielle" behov. Der indgås derfor en stiltiende aftale eller handel, hvor "slutsedlen" lyder noget i retning af:
Hvis du tilfredsstiller mine specielle behov, så vil jeg elske dig, og vise versa: Har du nogle specielle behov, vil jeg selvfølgelig også tilfredsstille dem, så du kan elske mig.

Et andet ord, som beskriver det samme "kontraktindhold", er afhængighed, hvilket kan beskrives således:
For at jeg kan få tilfredsstillet mine behov, vil jeg gøre mig afhængig af dig, og vise versa vil du gøre dig afhængig af mig, så du kan få tilfredsstillet dine behov.

Formålet med denne handel eller "afhængighedserklæring" er, at vi ønsker at bruge denne anden til at udfylde vort eget tomrum, at denne anden med andre ord skal kompensere for alle de mangler, vi føler i os selv.

Den tydeligste form for specielhed er, når den anvendes overfor andre mennesker, men mekanismen er ikke kun begrænset til mennesker. Vi kan også have specielle forhold til f.eks. spiritus, mad, manier med at købe ting, tøj, tjene masser af penge, opnå anerkendelse etc., hvilket alt sammen er forsøg på at kompensere for, hvor elendigt vi har det. Vi gør altså noget udenfor os selv, som vil få os til at føle os godt tilpas inden i.
Når vi søger udenfor os selv, leder vi altid efter det, Kurset kalder frelser-afguder[42] (savior idols) eller bare afguder, hvilket defineres som erstatninger for Gud.
Eksempler på afguder er således alt det, vi omgiver os med for at bevise, for os selv og andre, hvor specielle vi er: Penge, huse, biler, tøj, titler, (sports)præstationer, karriere, smukke kvinder, flotte mænd, besejrede fjender, venner med magt og prestige etc. Livet synes at handle om, at vi skal skaffe os flest mulige "afguder", og jo mere specielle de er, jo mere synes vi at have opfyldt den dybere mening med vores liv, da vi har gjort opfyldelsen af vore behov til vort livsmål.
Det er i virkeligheden kun Gud, som kan opfylde vore behov. Ved tilsyneladende at beskytte os imod vor skyld, tjener specielhed derfor egoets formål, idet vi til stadighed og uafbrudt forstærker skylden i os selv.

Specielle kærligheds-forhold forstærker skyld på principielt tre forskellige måder[A]: 1. Jeg bruger dig til at dække over min skyld. 2. Jeg hader den, jeg er afhængig af. 3. Jeg angriber min sande identitet.

1. Den første måde, har følgende form:
Når vi får en anden til at tilfredsstille vore egne specielle behov, gør vi i realiteten denne anden til symbolet på vor egen (fornægtede) skyld.
At vi har et behov er et udtryk for, at vi opfatter os selv som mangelfulde eller ukomplette, at der er et eller andet i os, der mangler.
Det eneste formål vi har med at give vores kærlighed til en anden er netop, at vi ønsker at få vore egne behov tilfredsstillet, altså ønsker at få den anden til at give os det, vi selv syntes vi mangler.

Skyld blev tidligere defineret som bl.a. følelsen af tomhed og mangelfuldhed. Når vi indgår en handel med en anden om at dække vore behov, ønsker vi derfor i realiteten, at denne anden skal dække over vores tomhed og mangelfuldhed - læs: Skyld. Havde vi ikke denne tomhed og mangelfuldhed (= skyld), ville vi nemlig overhovedet ikke have behov for den anden.
Jo vigtigere dette andet menneske bliver i vort liv, desto mere vil vedkommende derfor minde os om, at det virkelige formål er, at beskytte os imod vor egen skyld, hvilket i sig selv forstærker skylden.

2. Speciel kærlighed forstærker desuden vor skyld som følger:
Når det menneske, vi har udvalgt til at tilfredsstille alle vore behov, en eller anden uundgåelig dag begynder at ændre sig, og ikke længere opfylder dem helt sådan som vi ønsker, har krævet eller endog blot forventet, begynder vor egen skyld samtidig at blive en trussel for os. Skylden begynder at "boble op til overfladen", og vi bliver med ét bevidste om, hvor forfærdelige vi i virkeligheden selv synes, vi er. Dette er for egoet en særdeles ubehagelig og uholdbar situation, som vi stort set er parate til at gøre hvad som helst for at undgå.
Men "lykkeligvis" findes der også råd for dette problem. Remediet er "tysklærer-syndromet", også kaldet manipulation. Når vi vil have andre til at opføre sig, som vi ønsker, de skal opføre sig, er den allermest effektive metode at få dem til at føle sig godt og grundigt skyldige. Hvem har ikke oplevet en situation hvor klassens "frække dreng" blev gjort til grin for øjnene af alle sine kammerater?
Det er selvfølgelig ikke kun skolelærere, der benytter sig af denne metode. Forældrer, kollegaer, kærester, venner, ja kort sagt alle bruger vi manipulation, og i en mangfoldighed af forklædninger: Med anklager, bebrejdelser, vrede, surhed, ved at vække medlidenhed etc., hvilket alt sammen selvfølgelig er forsøg på at få den anden til at blive så skyldig, at vedkommende igen "opfører sig ordentligt", og bliver som han eller hun plejede at være, hvilket vil sige sådan som jeg ønsker, vedkommende skal være.
Så længe begge parter f.eks. i et parforhold spiller det samme lille spil om skyld, er alt i skønneste orden, og vi kan "elske og respektere", hinanden, som vi gjorde før i tiden. Men hvis dette ikke er tilfældet, hvis han eller hun ikke længere vil "lege med", bliver vi rasende, og vor "kærlighed" vil meget hurtigt vende sig til det had, den for øvrigt hele tiden har været.

Psykologisk set kan det ikke undgås, at vi hader den, vi er afhængig af. Det menneske, vi er afhængig af, minder os nemlig ubevidst om vor egen skyld, som vi hader. På grund af denne association, vil vi derfor også hade det menneske, vi erklærer vor kærlighed.
Det sidste eksempel viser med al ønskelig tydelighed, hvad specielle kærligheds-forhold går ud på. Når vore "udkårne" ikke mere tilfredsstiller vore behov, nøjagtigt på den måde, vi har brug for, hader vi dem. Den helt enkle grund hertil er, at vi ikke kan udholde at beskæftige os med vor egen skyld.
Dette er normalt tidspunktet, hvor "hvedebrødsdagene" slutter, eller her der bliver knaldet med dørene, og parterne går hver til sit, for "der findes jo heldigvis andre", som Kurset siger og underforstået:
Verden er fyldt med mennesker, som alle villigt vil opfylde vore specielle behov og, som har lyst til at være det villige låg over vor skyld, så vi ikke selv behøver at beskæftige os med den.

3. Den tredje måde, hvorpå specielhed er en forklædning for had og skyld, i stedet for kærlighed, er fælles for både specielle had- og specielle kærligheds-forhold.
Når vi bruger andre mennesker for at få tilfredsstillet vore egne behov, ser vi dem ikke, som de i virkeligheden er. Vi ser ikke deres sande identitet. Vi ser ikke Kristus i dem. Hermed anklager vi både dem og os selv for at være et syndefuldt ego, hvilket i sig selv vil forstærke vor skyld. Desuden: Det at bruge eller manipulere et andet menneske til at tilfredsstille vore egne behov, er et angreb på vedkommende. Uanset formen, kan det psykologisk set ikke undgås, at vi føler skyld, når vi angriber andre.

I specielle kærligheds-forhold forstærkes vores skyld på de tre måder, som er nævnt ovenfor. Egoet fortæller os selvfølgelig ikke at dets formål er skyld, men derimod det stik modsatte, nemlig kærlighed. Set ud fra egoets synspunkt er specielle kærligheds-forhold derfor et yderst effektivt "dække over vor egen skyld". Vor kærlighed, der tilsyneladende var rettet imod et andet menneske, viste sig således blot at være tyndt lag fernis over vort eget selvhad, en boomerang, der ramte os selv i nakken.

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold