Kapitel: 24 DET SPECIELLES MÅL
Afsnit - II. Det specielles forræderi Næste
1. Sammenligning må være et ego-værktøj, for kærligheden foretager ingen. Det specielle sammenligner altid. Det opstår ved at se en mangel i en anden, og vedligeholdes ved at søge efter og holde sig alle de mangler klart for øje, som man kan få øje på. Dette søger det, og dette ser det på. Og det er altid den, som det således gør mindre, som ville have været din frelser, hvis du ikke i stedet for havde valgt at gøre ham til en lille del af det specielle ved dig selv. Imod den lidenhed, som du ser i ham, står du høj og statelig, renset og ærlig, ren og utilsølet, sammenlignet med det du ser. Ej heller forstår du, at det er dig selv, som du således formindsker.
2. Når du forfølger det specielle, er det altid på bekostning af freden. Hvem kan angribe sin frelser og slå ham ned og alligevel genkende hans stærke understøttelse? Hvem kan trække noget fra hans almagt og alligevel dele hans magt? Og hvem kan benytte ham som målet for lidenhed og stadig blive forløst fra begrænsninger? Du har en funktion i frelsen. Det vil bringe dig glæde at søge den. Men din søgen efter det specielle må bringe dig smerte. Her er et mål, som kunne overvinde frelsen og således modgå Guds Vilje. At værdsætte det specielle er at sætte en fremmed vilje højt, for hvem illusionerne om dig selv er vigtigere end sandheden.
3. Det specielle er tanken om den virkeliggjorte synd. Det er endda umuligt at forestille sig synden uden dette udgangspunkt. For synden opstod af det, ud af intetheden, en ond blomst uden nogen som helst rødder. Her er den hjemmelavede »frelser«, »skaberen«, som skaber ulig sin Fader, og som lavede Hans Søn som sig selv og ikke lig med Ham. Hans »specielle« sønner er der mange af, aldrig en enhed, hver enkelt af dem i eksil fra sig selv og fra Ham„ Som de er en del af. Ej heller elsker de den Enhed, Som skabte dem som et med Ham. De valgte det specielle ved sig, i stedet for Himlen og freden, pakkede det omhyggeligt ind i synd for at »beskytte« det imod sandheden.
4. Du er ikke speciel. Hvis du tror, at du er det og ønsker at forsvare det specielle ved dig imod sandheden om, hvad du virkelig er, hvordan kunne du da kende sandheden? Hvilket af Helligåndens svar kunne nå dig, når det er det specielle ved dig, som du lytter til, og som spørger og svarer? Dets hule svar, som ikke kan høres i den melodi, som vælder fra Gud til dig i en evig hyldest til det, du er, er det eneste, du lytter efter. Og den mægtige sang om respekt og kærlighed til det, du er, synes at være stille og kan ikke høres overfor dens »storhed«. Du anstrenger dine ører for at høre dens lydløse stemme, og dog er Guds Egen Kalden på dig lydløs for dig.
5. Du kan forsvare det specielle ved dig, men du vil aldrig høre Stemmen for Gud ved dets side. De taler forskellige sprog og de høres af forskellige ører. Sandheden er forskellige budskaber med hver sit indhold for hver enkelt, som er speciel. Men hvordan kan sandheden være forskellig fra den ene til den anden? Det specielle budskab, som de, der føler sig specielle, hører, overbeviser dem om, at de er anderledes og adskilte; hver med sine specielle synder og »i sikkerhed« for kærligheden, som overhovedet ikke ser det specielle ved ham. Kristi klarsyn er deres »fjende«, for det ser ikke det, som de ønsker at se, og det vil vise dem, at det specielle, som de tror, de ser, blot er en illusion.
6. Hvad ville de se i stedet for? Guds Søns skinnende stråleglans, så meget lig hans Fader, at erindringen om Ham straks kommer ind i sindet. Og sammen med denne erindring husker Sønnen sine egne skabelser, som ligner ham lige så meget, som han ligner sin Fader. Og hele den verden, som han lavede og alt det specielle ved ham og alle de synder, som han holdt frem i et forsvar imod sig selv, vil forsvinde, når hans sind accepterer sandheden om sig selv, som den vender tilbage for at overtage deres plads. Dette er sandhedens eneste »omkostning«: Du vil ikke mere se det, som aldrig var der, og ej heller høre det, som ikke laver nogen lyd. Er det et offer intet at opgive og at modtage Guds Kærlighed i evigheden?
7. Du, som har lænket din frelser til det specielle ved dig og givet det hans plads, husk dette: Han har ikke mistet magten til at tilgive dig for alle de synder, som du tror, du satte imellem ham og frelsens funktion, som blev ham givet til dig. Ej heller vil du lave om på hans funktion lige så lidt, som du kan ændre sandheden i ham og i dig selv. Men du kan være sikker på, at sandheden er den samme i Jer begge. Den giver ikke forskellige budskaber og har kun en betydning. Og det er en, som både du og din broder kan forstå, og det er en, som bringer forløsning til Jer begge. Her står din broder og holder Himlens nøgle i sin hånd og rækker den frem imod dig. Lad ikke drømmen om det specielle forblive imellem Jer. Det, som er et, er forenet i sandheden.
8. Tænk på den dejlighed, som du vil se inden i dig selv, når du har set på ham som en ven. Han er det specielles fjende og kun en ven for det, som er virkeligt i dig. Ikke et eneste angreb, som du troede, du foretog imod ham, har taget den gave fra ham, som Gud vil, at han skal give til dig. Hans behov for at give den er lige så stort, som dit for at modtage den. Lad ham tilgive dig alt det specielle ved dig og gøre dig hel i sindet og ét med ham. Han venter kun på din tilgivelse af ham, for at han kan give den tilbage til dig. Det er ikke Gud, Som har fordømt Sin Søn, men dig, for at redde det specielle ved ham og dræbe hans Selv.
9. Du er kommet langt ad sandhedens vej, for langt til nu at snuble. Kun et skridt mere og ethvert levn af frygten for Gud vil smelte bort i kærlighed. Det specielle ved dig og din broder er fjender og bundet i et had om at dræbe hinanden og i fornægtelse af, at I er et og det samme. Men det er ikke illusioner, som er nået frem til denne sidste forhindring, som synes at få Gud og Hans Himmel til at se så fjern ud, at De ikke kan opnås. Her på dette hellige sted står sandheden og venter på at modtage dig og din broder i en stille velsignelse i en fred, der er så virkelig og så altfavnende at intet står udenfor den. Efterlad alle illusioner om dig selv uden for dette sted, som du kommer til i håb og ærlighed.
10. Her er din frelser fra det specielle ved dig. Han har brug for din accept af ham som en del af dig, som du har det for hans. Du er lig Gud, som Gud er lig Sig Selv. Han er ikke speciel, for Han ville ikke holde en eneste del af det, som Han er, for Sig Selv, uden at give det til Sin Søn og udelukkende bevare det for Sig Selv. Og det er det, du er bange for, for hvis Han ikke er speciel, så vil Han, at Hans Søn skal være som Ham, og din broder er lige som dig. Ikke speciel, men besat af alle ting, inklusive dig. Giv ham blot det, som han har, idet du husker, at Gud gav Sig Selv til dig og din broder med den samme kærlighed, så begge kan dele universet med Ham„ Som valgte, at kærligheden aldrig kunne skilles og holdes adskilt fra det, den er, og som den altid må forblive.
1. Du er din broders; en del af kærligheden blev ham ikke nægtet. Men kan det være sådan, at du har mistet noget, fordi han er fuldendt? Det, som er blevet givet til ham, gør dig fuldendt, som det gør ham det. Guds Kærlighed gav dig til ham og ham til dig, fordi Han gav Sig Selv. Det, som er det samme som Gud, er et med Ham. Og kun det specielle kunne få sandheden om Gud og dig som ét til at se ud til at være noget som helst andet end Himlen med håbet om fred endelig i sigte.
12. Det specielle er bedragets segl på kærlighedens gave. hvad, der end tjener dets formål, må gives med drab for øje. Ingen gave, som bærer dets segl, tilbyder andet end bedrag til både giver og modtager. Ikke et eneste blik fra øjne, som har dets slør foran sig, ser på andet end døden. Ikke en eneste, som tror på dets magt, søger andet end at indgå handler og kompromiser, som vil sætte synden ind som kærlighedens erstatning og tjene den trofast. Og ikke et eneste forhold, som sætter dets formål højt, klynger sig til andet end mord som sikkerhedens våben og den store forsvarer af alle illusioner imod kærlighedens »trussel«.
13. Håbet om det specielle får det til at se sandsynligt ud, at Gud lavede kroppen som et fængsel, som holder Hans Søn borte fra Ham. For det kræver et specielt sted, hvor Gud ikke kan komme ind og et gemmested, hvor ingen anden er ønsket end dit lillebitte selv. Kun overfor dig kan noget her være helligt, udelukkende overfor dig, for sig selv og adskilt fra alle dine brødre; i sikkerhed for alle den mentale sundheds indgreb i illusionerne; i sikkerhed for Gud og med den evige konflikt sikret. Her er helvedets porte, som du lukkede bag dig for at herske over dit specielle kongerige i sindssyge og ensomhed, adskilt fra Gud, borte fra sandheden og fra frelsen.
14. Den nøgle, du kastede bort, gav Gud til din broder, hvis hellige hænder ønskede at give den til dig, da du var klar til at modtage Hans plan for din frelse i stedet for din egen. Hvordan kunne denne parathed opnås om ikke gennem betragtningen af al din elendighed, og din bevidsthed om, at din plan slog fejl og altid vil slå fejl med hensyn til at bringe dig fred og glæde i nogen som helst form? Du rejser lige nu gennem denne gru, men det er kun en illusion om gru. Det specielles død er ikke din død, men din opvågnen til det evige liv. Du stiger blot op fra en illusion om, hvad du er, og til accepten af dig selv, som Gud skabte dig.
Næste Afsnit Kapitel