Kapitel: 4 EGOETS ILLUSIONER
Afsnit - II. Egoet og falsk selvbestemmelse Næste
1. Det er rimeligt at spørge, hvordan sindet nogensinde kunne have frembragt egoet. Ja, det er faktisk det bedste spørgsmål, du kunne stille. Det giver imidlertid ikke megen mening at svare på spørgsmålet ud fra fortiden, da fortiden ingen betydning har, og historien ville ikke eksistere, hvis ikke de samme fejl blev gentaget i nutiden. Abstrakt tænkning hører sammen med viden, for viden er fuldstændig upersonlig, og eksempler er unødvendige for dens forståelse. Perception er imidlertid altid meget specifik og derfor meget konkret.
2. Enhver laver et ego eller et selv for sig selv, som er udsat for enorme variationer p.g.a. dets ustabilitet. Han laver også et ego for hvert andet menneske, han opfatter, som er lige så variabel. Interaktionen er en proces, der forandrer begge, da de ikke var lavet af eller med det uforanderlige. Det er vigtigt at erkende, at disse ændringer kan og vil ske lige så let, når interaktionen sker i sindet, som når det involverer fysisk nærhed. Når man tænker på et andet ego, er det lige så effektivt i at ændre den relative perception, som ved fysisk interaktion. Der findes ikke noget bedre eksempel på, at egoet blot er en idé og ikke et faktum.
3. Din egen sindstilstand er et godt eksempel på, hvordan egoet blev lavet. Da du kastede viden bort, er det som om, du aldrig havde haft den. Det er så indlysende, at man blot behøver at erkende det for at se, at det faktisk sker. Når det sker i nutiden, hvorfor er det så overraskende, at det skete i fortiden? Overraskelsen er en rimelig reaktion på det ukendte men næppe på noget, der sker med en sådan ihærdighed. Men glem ikke, at sindet ikke behøver at fungere på den måde, selvom det fungerer sådan lige nu.
4. Tænk på dyrs kærlighed til deres afkom og det behov, de har for at beskytte dem. Det er fordi de betragter dem som en del af sig selv. Ingen forkaster noget, som han betragter som en del af sig selv. Du reagerer på dit ego, som Gud reagerer på sine skabninger, med kærlighed, beskyttelse og barmhjertighed. Dine reaktioner på det selv, som du lavede, er ikke overraskende. De minder faktisk på mange måder om, hvordan du en dag vil reagere på dine virkelige skabelser, som er lige så tidløse som dig selv. Spørgsmålet er ikke, hvordan du reagerer på egoet, men hvad du tror, du er. Tro er en egofunktion, og så længe din oprindelse er en trossag, betragter du den fra et egosynspunkt. Når indlæring ikke mere er nødvendig, vil du blot kende Gud. Troen på, at der er en anden måde at opfatte på, er egoets mest højtflyvende tanke. Det er fordi, det indeholder en anelse af en erkendelse af, at egoet ikke er Selvet.
5. Dette at underminere egoets tankesystem må opfattes som smertefuldt, selvom dette er alt andet end sandt. En baby skriger i raseri, hvis du tager en kniv eller en saks fra den, selvom den faktisk kan skade sig selv, hvis du ikke gør det. På denne måde er du stadig en baby. Du har ikke en virkelig fornemmelse for virkelig selvbevarelse og vil sikkert bestemme, at det du har brug for, netop er det, der vil skade dig mest. Men om du erkender det eller ej lige nu, er du gået med til at samarbejde om dette at blive både harmløs og hjælpsom, evner der må følges ad. Din holdning selv til dette er nødvendigvis i konflikt, da alle holdninger er ego-baserede. Dette bliver ikke ved. Vær tålmodig et stykke tid og husk, at resultatet er lige så sikkert som Gud.
6. Kun de, der har en virkelig og varig fornemmelse af overflod, kan være virkeligt barmhjertige. Dette er indlysende, når du tænker på, hvad det involverer. For egoet betyder dette at give noget bort, at skulle klare sig uden det. Når du forbinder dette at give med et offer, giver du kun, fordi du tror, at du på en eller anden måde får noget, der er bedre, og at du derfor kan undvære den ting, som du bortgav. »At give for at få« er en uafvigelig ego-lov, som altid bedømmer sig selv imod andre egoer. Det er derfor altid optaget af troen på mangel, der startede det. Hele opfattelsen af, at andre egoer er virkelige, er blot et forsøg på at overbevise sig selv om, at det er virkeligt. »Selvværd« er, i ego-forstand, ikke andet end egoets forsøg på at narre sig selv til at acceptere sin virkelighed og er derfor for en tid mindre rovdyrsagtig. Dette »selvværd« er altid sårbart overfor stress, et begreb, der henviser til enhver opfattet trussel mod egoets eksistens.
7. Egoet lever bogstavelig talt af sammenligninger. Lighed ligger uden for dets forståelse, og barmhjertighed bliver en umulighed. Egoet giver aldrig ud fra overflod, for det blev lavet som en erstatning for netop dette. Det er derfor, at konceptet om at »få« opstod i egoets tankesystem. Appetitter er »få-mekanismer«, der repræsenterer egoets behov for at bekræfte sig selv. Det er lige så sandt om kropsappetitter, som det er om de såkaldte »højere ego behov«. Kropsappetitter er ikke fysiske i deres oprindelse. Egoet betragter kroppen som sit hjem og prøver at tilfredsstille sig selv gennem kroppen. Men tanken om, at dette er muligt, er en sindets beslutning, som er blevet fuldstændig forvirret over, hvad der egentlig er muligt.
8. Egoet tror, at det er fuldstændig alene, hvilket blot er en anden måde at beskrive på, hvordan det tror, at det er opstået. Dette er sådan en farlig tilstand, at det kun kan vende sig mod andre egoer for at forbinde sig med dem i et forsøg på at finde identitet, eller angribe dem i lige så svage forsøg på at vise styrke. Det har imidlertid ikke friheden til at stille spørgsmål ved forudsætningen, for forudsætningen er dets grundlag. Egoet er sindets tro på, at det er fuldstændig alene. Egoets endeløse forsøg på at opnå åndens accept for derved at etablere sin egen eksistens, er nyttesløse. Ånden i sin viden er uvidende om egoet. Den angriber det ikke; den kan blot overhovedet ikke opfatte dette. Ligesom egoet er lige så ukendt med ånden, føler det dog, at det bliver afvist af noget, der er større end det selv. Dette er grunden til, at selvværd i egoets begreb, må være bedragerisk. Guds skabninger skaber ikke myter, selvom skabende energi kan vendes mod mytologien. Den kan dog kun gøre dette på en betingelse; det, den laver, er da ikke længere skabende. Myter er fuldstændig opfattelsesbetingede og så tvetydige i formen og karakteristisk gode-onde i natur, at de mest godgørende af dem ikke er uden farlige overtoner.
9. Myter og magi er tæt forbundne, da myter normalt er forbundet med egoets oprindelse og magien til de kræfter, som egoet tilskriver sig selv. Mytologiske systemer inkluderer normalt henvisninger til »skabelsen«, og forbinder den med sin specielle form for magi. Den såkaldte »kamp for overlevelse« er blot egoets kamp for at bevare sig selv og dets fortolkning af sin egen begyndelse. Denne begyndelse forbindes ofte med en fysisk fødsel, for det er svært at fastholde, at egoet eksisterede før den tid. De mere »religiøst« ego-orienterede kan måske tro, at sjælen eksisterede før og vil fortsætte med at eksistere efter et midlertidigt fald ind i et ego-liv. Nogle tror endda, at sjælen vil blive straffet for dette fald. Men frelsen henviser ikke til ånden, som ikke er i fare, og som ikke har behov for at blive frelst.
10. Frelsen er ikke andet end »rigtig-sindethed«, som ikke er Helligåndens Ensindethed, men som må opnås, før Ensindetheden kan genskabes. Rigtig-sindethed fører automatisk til det næste skridt, for rigtig opfattelse er altid uden angreb, og derfor tilintetgøres forkert-sindethed. Egoet kan ikke overleve uden dømmekraften, og bliver derfor lagt til side. Sindet har da kun en retning, som det kan bevæge sig i. Dets retning er altid automatisk, for det kan kun dikteres af det tankesystem, som det er knyttet til.
11. Det kan ikke understreges tit nok, at dette at korrigere perceptionen blot er en midlertidig handlemåde. Det er kun nødvendig, fordi fejlopfattelse er en blokering for viden, mens nøjagtig perception er et skridt hen imod den. Hele værdien af rigtig perception, ligger i den uafvendelige erkendelse, at al perception er unødvendig. Dette fjerner blokeringen fuldstændig. Du kan spørge, hvordan dette er muligt, så længe du synes at leve i denne verden. Det er et rimeligt spørgsmål. Du må imidlertid være forsigtig, så du forstår det rigtigt. Hvem er denne »du«, der lever i denne verden? Ånden er udødelig, og udødelighed er en fortsat tilstand. Det er lige så sandt nu, som det altid var og altid vil være, da det overhovedet ikke henviser til nogen form for forandring. Det er ikke en kontinuitet, ej heller forstås det ved at blive sammenlignet med sin modsætning. Viden indebærer aldrig sammenligninger. Det er hovedforskellen på alt andet, som sindet kan forstå.
Næste Afsnit Kapitel