<104 105 Guds fred og glæde er min 106> english Youtube
1. Guds fred og glæde er dine. I dag vil vi modtage dem, idet vi ved, at de tilhører os, og vi vil prøve på at forstå, at denne gave forøges, idet vi modtager den. Den er ikke som de gaver, verden kan give, hvor giveren mister det, han giver; modtageren bliver rigere ved hans tab. Dette er ikke gaver, men handler foretaget med skyld. Den sandt givne gave indebærer intet tab. Det er umuligt, at en kan vinde noget, fordi en anden mister noget. Dette angiver en begrænsning og en utilstrækkelighed.
2. Ingen gave gives på denne måde. Sådanne »gaver« er blot en handel med håb om en mere værdifuld fortjeneste; et lån med forventet tilbagebetaling af renter; et midlertidigt lån ment som et løfte om gæld, der skal tilbagebetales med mere, end der blev modtaget af ham, som fik gaven. Denne mærkelige forvrængning af, hvad det betyder at give, gennemsyrer hele den verden, som du ser. Det tager al mening bort fra de gaver, du giver, og lader intet tilbage i de gaver, som du modtager.
3. Dette kursus har sat et større mål for din indlæring, hvilket er at vende din opfattelse af at give på hovedet, så du kan modtage. For dette at give er blevet en kilde til frygt, og således ville du undgå den eneste måde, hvorpå du kan modtage. Modtag Guds fred og glæde, og du vil lære en anden måde at se på en gave på. Guds gaver bliver aldrig mindre, når de gives bort. De bliver kun større af det.
4. Som Himlens fred og glæde stiger, når du modtager dem som Guds gave til dig, således vokser din Skabers glæde, når du modtager Hans glæde og fred som dine. At give på en sand måde er at skabe. Det udvider det begrænsede til det ubegrænsede, evigheden til det tidløse, og kærlighed til sig selv. Det tilføjer noget til alt det, som i forvejen er fuldendt, ikke på den enkle måde at tilføje mere, for det angiver, at der var mindre tidligere. Det tilføjer noget, ved at lade det, der ikke kan oppebære sig selv, opfylde sit mål om at give alt det ejer bort, for derved at sikre det for sig selv for alle tider.
5. Modtag i dag Guds fred og glæde som dine egne. Lad Ham fuldende Sig Selv, som Han forstår fuldendthed. Du vil forstå, at det, som fuldender Ham, også må fuldende Hans Søn. Han kan ikke give gennem tab. Ej heller kan du. Modtag Hans gave af glæde og fred i dag, og Han vil takke dig for din gave til Ham.
6. I dag vil vores øvelsesperiode begynde lidt anderledes. Begynd dagen med at tænke på de brødre, som du har nægtet freden og glæden, som er deres ret under Guds uvildige love. Her nægtede du dig selv dem, og her må du vende tilbage for at kræve dem som dine egne.
7. Tænk på dine »fjender« en stund, og sig til hver enkelt, som du kommer i tanke om ham:
Min broder, jeg tilbyder dig fred og glæde,
så jeg kan få Guds fred og glæde som mine egne.
Således forbereder du dig på at genkende Guds gaver til dig, og lader dit sind være fri for alt det, som ville forhindre, at tingene lykkes i dag. Nu er du rede til at modtage freds- og glædesgaven, som Gud har givet dig. Nu er du rede til at erfare den glæde og den fred, som du har nægtet dig selv. Nu kan du sige: »Guds fred og glæde er mine«, for du har givet det, du ønsker at modtage.
8. Hvis du forbereder dit sind, som vi foreslår, så vil det lykkes i dag. For du har ladet alle bomme løfte sig for freden og glæden, og det, der er dit, kan endelig komme til dig. Så sig til dig selv: »Guds fred og glæde er mine«, og luk dine øjne for en tid, og lad Hans Stemme forsikre dig om, at de ord, du siger, er sande.
9. Tilbring dine fem minutter med Ham, hver gang det er muligt for dig, men tænk ikke, at mindre er værdiløst, når du ikke kan afse mere. Husk i det mindste at sige til Ham en gang i timen de ord, som råber til Ham om at give dig det, som Han ønsker at give og ønsker, at du skal modtage. Bestem dig til i dag ikke at blande dig i det, som Han vil. Og hvis en broder synes at friste dig til at fornægte Guds gave til ham, så se det kun som endnu en chance til at lade dig selv modtage Guds gaver som dine. Velsign så taknemligt din broder og sig:
Min broder, jeg tilbyder dig fred og glæde,
så jeg kan få Guds fred og glæde som mine egne.