<108 109 Jeg hviler i Gud 110> english Youtube
1. I dag beder vi om hvile og en stilhed, der ikke rystes af verdens fremtoninger. Vi beder om fred og ro midt i al den uro, som fødes af sammenstødende drømme. Vi beder om sikkerhed og lykke, selv om vi synes at opleve fare og sorg, og vi har den tanke, som vil besvare vor bøn med det, vi beder om.
2. »Jeg hviler i Gud«. Denne tanke vil bringe dig den hvile og stilhed, fred og ro og sikkerhed og lykke, som du søger. »Jeg hviler i Gud«. Denne tanke har magten til at vække den sovende sandhed i dig, hvis klarsyn ser ud over overfladen til den selvsamme sandhed i alt og alle, som er til. Her ligger afslutningen på al lidelse for hele verden og for enhver, som nogensinde kom og vil komme for at være her for en tid. Her er den tanke, hvori Guds Søn bliver genfødt for at genkende sig selv.
3. »Jeg hviler i Gud«. Fuldstændig upåvirket vil denne tanke bære dig gennem storme og stridigheder, forbi elendighed og smerte, forbi tab og død og videre til visheden om Gud. Der findes ikke en lidelse, som den ikke kan helbrede. Der findes ikke et problem, som den ikke kan løse og ikke en fremtoning, som ikke vil vende sig til sandheden stillet over for øjne, der tilhører dig, som hviler i Gud.
4. Dette er fredens dag. Du hviler i Gud, og medens verden sønderrives af hadets vinde, forbliver din hvile fuldstændig uforstyrret. Din er sandhedens hvile. Fremtoninger kan ikke forstyrre dig. Du råber til alle om at dele din hvile, og de vil høre dig og komme til dig, fordi du hviler i Gud. De vil ikke høre en anden stemme end din, for du gav din stemme til Gud, og nu hviler du i Ham og lader Ham tale gennem dig.
5. I Ham har du ingen bekymringer, og intet du skal, ingen byrder, ingen ængstelse, ingen smerte, ingen frygt for fremtiden og ingen fortrydelse over fortiden. Du hviler i tidløsheden, medens tiden går uden at røre dig, for din hvile kan ikke på nogen måde påvirkes. I dag hviler du. Og medens du lukker dine øjne, synk da ned i stilheden. Lad disse hvile- og genopbygningsperioder forsikre dit sind om, at alle dets forvirrede fantasier kun var feberdrømme, som nu er forsvundet. Lad det være stille, og modtag dets helbredelse i taknemlighed. Der vil ikke komme flere truende drømme, nu da du hviler i Gud. Brug nogen tid i dag på at slippe bort fra drømme og ind i freden.
6. For hver time du hviler dig i dag, vil et træt sind pludselig blive glad, en fugl med en brækket vinge vil pludselig begynde at synge, en længe udtørret å vil begynde at strømme igen. Hver gang du hviler, genfødes verden, og husk hver time, at du kom for at bringe Guds fred ind i verden, så den kan hvile sammen med dig.
7. Med hver fem minutters hvile i dag, er verden nærmere vækkelsen, og den tid, da hvile er det eneste, som findes, kommer nærmere for alle slidte og trætte sind, som nu er for trætte til at gå alene. Og de vil høre fuglen begynde at synge og se åen begynde at strømme igen med nyfødt håb og genopbygget energi, så de kan gå med lettere skridt ad den vej, som pludselig synes nem, medens de går ad den.
8. Du hviler i Guds fred i dag og råber til dine brødre fra din hvile for at trække dem hen til deres hvile sammen med dig selv. Du vil være tro over for din tillid i dag, så du ikke glemmer nogen, idet du bringer alle ind i din grænseløse cirkel af fred, det hellige fristed, hvor du hviler. Åben tempeldørene, og lad dem komme fra hele verden og fra den umiddelbare nærhed; dine fjerneste brødre og nærmeste venner; byd dem alle at komme herind for at hvile sammen med dig.
9. Du hviler i Guds fred i dag, roligt og uden frygt. Enhver broder kommer for at hvile og for at tilbyde den til dig. Vi hviler sammen her, for på denne måde gøres vores hvile fuldendt, og det vi giver i dag, har vi allerede modtaget. Tiden er ikke vogter over det, vi giver i dag. Vi giver til de ufødte og til dem, der er gået bort, til enhver Guds Tanke, og til det Sind, Hvori disse Tanker blev født, og hvor de hviler, og vi minder dem om deres hvilested hver gang, vi siger til os selv: »Jeg hviler i Gud«.