Manual 3 Næste Afsnit - I. Sand bøn
BØNNENS SANG Næste Kapitel Indhold
1) Bøn er en vej, som Helligånden tilbyder dig for at nå Gud. Det er blot et spørgsmål eller en bøn. Den kan ikke lykkes, før du forstår, at den ikke beder om noget. Hvordan kunne den ellers opfylde sit formål? Det er umuligt at bede om afguder og så håbe på at nå Gud. Sand bøn må undgå den faldgrube at bønfalde om noget. Bed hellere om at modtage det, der allerede er givet; at acceptere det, der allerede er der.
2) Det er blevet sagt til dig, at du skal bede Helligånden om svar på ethvert specifikt problem, og at du vil modtage et specifikt svar, hvis det er dit behov. Det er også blevet sagt til dig, at der kun er eet problem og eet svar. I bøn er det ikke en modsætning. Der er beslutninger at tage her, og de skal tages, om de er illusioner eller ej. Du kan ikke forventes at acceptere svar, som ligger ud over det behovsplan, som du kan genkende. Derfor er det ikke spørgsmålets form, der har betydning, ej heller hvordan det bliver stillet. Svarets form vil passe til dine behov, som du ser dem, hvis det er givet af Gud. Dette er blot et ekko af Hans Stemme, Der svarer. Den virkelige lyd er altid en sang om taksigelse og kærlighed.
3) Du kan derfor ikke bede om ekkoet. Det er sangen, der er gaven. Sammen med den kommer overtonerne, harmonierne, ekkoene, men de er sekundære. I den sande bøn hører du blot sangen. Alt det andet er blot tilføjelser. Du har først søgt Gudsriget, og alt andet er sandelig blevet dig givet.
4) Hemmeligheden ved sand bøn er at glemme de ting, du tror du har behov for. At spørge om det specifikke er det samme som at se på synden og derpå at tilgive den. På samme måde med bønnen, overser du dine specifikke behov, som du ser dem, og lader dem forsvinde ind i Guds Hænder. Her bliver de dine gaver til Ham, for de fortæller Ham, at du ikke ønsker andre guder end Ham; ingen anden kærlighed end Hans Kærlighed. Hvad kan Hans svar være andet end din erindring om Ham? Kan dette byttes for nogle uvigtige råd om et problem, der blot varer et øjeblik? Gud svarer i Evigheden. Men alle små svar er alligevel indeholdt i dette.
5) Bøn er at træde til side; at give slip; en stille tid til at lytte og mærke Kærligheden. Den må ikke forveksles med nogen som helst form for underkastelse, da det er en måde, hvorpå du kan huske din egen hellighed på. Hvorfor skulle helligheden tigge om noget, når den har fuldstændig ret til alt, som Kærligheden har at tilbyde? Og det er for at udvise Kærlighed, at du går ind i bønnen. Bønnen er en ofring; det er at opgive dig selv for at blive et med Kærligheden. Der er intet at bede om, for der er intet tilbage at ønske sig. Denne intethed bliver Guds Alter. Det forsvinder ind i Ham.
6) Dette er ikke en bønnens plan, som enhver kan opnå endnu. De, der endnu ikke er nået dertil, har stadig brug for din hjælp til at bede, da deres bøn endnu ikke er baseret på accept. At hjælpe med bøn betyder ikke, at en anden mediterer mellem dig og Gud. Men det betyder, at en anden står ved siden af dig og hjælper med at løfte dig op til Ham. Een, der har forstået, at Guds godhed beder uden frygt. Og en, der beder uden frygt, kan ikke undgå at nå Ham. Han kan derfor også nå Sin Søn, hvor end han er, og hvilken form han synes at antage.
7) At bede til Kristus i hvem som helst er sand bøn, da det er en takkegave til Hans Far. At bede om, at Kristus blot er Sig Selv, er ikke blot en bøn. Det er en taksigelsessang for det, du er. Heri ligger bønnens magt. Den beder ikke om noget og får alt. Denne bøn kan deles med andre, da den modtager for alle. At bede sammen med en, der ved, at dette er sandt, er at få svar. Måske vil den specifikke løsning til et specifikt problem gå op for en af jer; det betyder intet, hvem af jer, det er. Måske vil det nå jer begge, hvis I er samstemmende med hinanden. Det vil komme, fordi I har erkendt, at Kristus er i jer begge. Dette er dens eneste sandhed.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold