Manual 4 Næste Afsnit - I. Indledning
Uret-sindethed Næste Kapitel Indhold
Resten af denne lille introduktion handler om denne verden, om
hvordan vi opfatter os selv, andre mennesker, ting, begivenheder
m.m.
Sådan som Kurset definerer det, har vi her i verden ikke evnen til at
vide[14], idet viden er af Gud, det vil sige sandheden, hvortil der ikke
kan stilles spørgsmål. Viden er derfor hævet over enhver diskussion
og enhver tvivl. Den kan ikke rystes eller ændres. Viden er således
noget fuldkomment, fuldkommen Ét, fuldkommen absolut, fuldkommen
stabil, fuldkommen sand.
I denne verden kan vi intet vide, men må tage til takke med at opfatte[68].
Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, om vi bruger
følelser, fornemmelser, det blotte eller det "tredie" øje, elektronmikroskop
eller stjernekikkert, om vi regner og beregner, måler eller
vejer, opstiller hypoteser og modeller etc. så afhænger alt i denne
verden af opfatteren. Opfattelse er således altid variabel, altid åben
for spørgsmål og diskussion og kan derfor ikke være sandheden
som er Ét.
For at vi, som Kurset udtrykker det, skal kunne "omgøre" vort ego,
altså omgøre troen på, at vi har syndet ved at adskille os fra Gud, er
det væsentligt, at vi forstår, hvordan egoet arbejder. De fleste mennesker
får en ganske stor skyldfølelse, når de første gang stifter
bekendtskab med disse ego-mekanismer. Er vi imidlertid ikke klar
over, hvordan egoet trækker os rundt ved næsen, har vi ikke store
muligheder for at vælge en anden vej. I det efterfølgende gennemgås
derfor nogle af disse mekanismer, som helt bogstaveligt er livsnødvendige
for egoets fortsatte eksistens.
Uret-sindethed er et vidt forgrenet tankesystem, en opfattelse af
verden som inkluderer alt: Ting, mennesker, følelser, Gud, etc. Dette
tankesystem har sit udspring i et helt konkret billede af os selv.
Kurset kalder dette billede egoet. Meget enkelt sagt er egoet vor
dybe og indgroede tro på, at vi har et adskilt selv - altså har et selv,
der er adskilt fra Gud. Egoet er det, vi synes at være i denne verden,
vort eget private sind (læs: hjerne), som har til huse i vort eget private
legeme, og hvortil vi alene har adgang. Vi synes at tro, føle, opleve,
bruge vor vilje, lide, finde lykken o.s.v. uafhængigt af alle andre.
Det, at være et adskilt selv, kan synes harmløst, men når vi tror, vi er
adskilt, føres vi uundgåeligt ind i et modsætningsfyldt og destruktivt
forhold til alt udenfor os selv. Årsagen hertil er enkel, for hvis vi er
adskilt, så mister verden/andre det vi får, og vi mangler det, verden
har. Egoet bliver derfor et billede på et angreb på helheden - vi er
"vor egen lykkes smed". For at kunne spise, være trygge, få succes,
ja for i det hele taget at kunne overleve, synes det som om, vi skal
bekæmpe vore omgivelser.
Denne tanke gennemsyrer os så fuldstændigt, at selve livets mening -
ikke alene for dyr - men også for mennesker, synes at dreje sig om
at opretholde livet. Det, som gavner den enkelte, er baseret på, at
han udbytter og besejrer sin omverden.
Almindeligvis opfatter vi synd som det, at vi til fordel for os selv
skader en anden eller noget andet. Synd kan således siges at være
vor personlige vilje, som slås mod alt og alle udenfor sig selv.
Men hvad er formålet med denne krig? Egoets mål er ene og alene at
opbygge, vedligeholde og beskytte sig selv. Fordi vi tror, vi er
egoet, bruger vi al vor tid til at værne om og forsvare dette billede,
og meget omhyggeligt former vi et ego, som vi bilder os ind vil give
os selvværd og værdi i andres øjne, og som vi håber på og higer
efter skal blive elsket.
Det er let at indse, at kærlighed hermed bliver en "handelsvare", som
vi konkurrerer med alle andre om at besidde. Vi søger, så at sige, at
fravriste verden det kostelige gode - kærlighed - for at vi selv kan eje
det. Vi stræber efter at blive et "specielt" ego, som kan hæve sig over
alle de andre, og som kan tiltrække alle de ubetalelige skatte såsom
stolthed, magt, smiger og kærlighed.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold