Manual 4 Næste Afsnit - I. Indledning
Uret-sindethed Næste Kapitel Indhold

Resten af denne lille introduktion handler om denne verden, om hvordan vi opfatter os selv, andre mennesker, ting, begivenheder m.m.
Sådan som Kurset definerer det, har vi her i verden ikke evnen til at vide[14], idet viden er af Gud, det vil sige sandheden, hvortil der ikke kan stilles spørgsmål. Viden er derfor hævet over enhver diskussion og enhver tvivl. Den kan ikke rystes eller ændres. Viden er således noget fuldkomment, fuldkommen Ét, fuldkommen absolut, fuldkommen stabil, fuldkommen sand.

I denne verden kan vi intet vide, men må tage til takke med at opfatte[68]. Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, om vi bruger følelser, fornemmelser, det blotte eller det "tredie" øje, elektronmikroskop eller stjernekikkert, om vi regner og beregner, måler eller vejer, opstiller hypoteser og modeller etc. så afhænger alt i denne verden af opfatteren. Opfattelse er således altid variabel, altid åben for spørgsmål og diskussion og kan derfor ikke være sandheden som er Ét.

For at vi, som Kurset udtrykker det, skal kunne "omgøre" vort ego, altså omgøre troen på, at vi har syndet ved at adskille os fra Gud, er det væsentligt, at vi forstår, hvordan egoet arbejder. De fleste mennesker får en ganske stor skyldfølelse, når de første gang stifter bekendtskab med disse ego-mekanismer. Er vi imidlertid ikke klar over, hvordan egoet trækker os rundt ved næsen, har vi ikke store muligheder for at vælge en anden vej. I det efterfølgende gennemgås derfor nogle af disse mekanismer, som helt bogstaveligt er livsnødvendige for egoets fortsatte eksistens.

Uret-sindethed er et vidt forgrenet tankesystem, en opfattelse af verden som inkluderer alt: Ting, mennesker, følelser, Gud, etc. Dette tankesystem har sit udspring i et helt konkret billede af os selv.
Kurset kalder dette billede egoet. Meget enkelt sagt er egoet vor dybe og indgroede tro på, at vi har et adskilt selv - altså har et selv, der er adskilt fra Gud. Egoet er det, vi synes at være i denne verden, vort eget private sind (læs: hjerne), som har til huse i vort eget private legeme, og hvortil vi alene har adgang. Vi synes at tro, føle, opleve, bruge vor vilje, lide, finde lykken o.s.v. uafhængigt af alle andre.

Det, at være et adskilt selv, kan synes harmløst, men når vi tror, vi er adskilt, føres vi uundgåeligt ind i et modsætningsfyldt og destruktivt forhold til alt udenfor os selv. Årsagen hertil er enkel, for hvis vi er adskilt, så mister verden/andre det vi får, og vi mangler det, verden har. Egoet bliver derfor et billede på et angreb på helheden - vi er "vor egen lykkes smed". For at kunne spise, være trygge, få succes, ja for i det hele taget at kunne overleve, synes det som om, vi skal bekæmpe vore omgivelser.
Denne tanke gennemsyrer os så fuldstændigt, at selve livets mening - ikke alene for dyr - men også for mennesker, synes at dreje sig om at opretholde livet. Det, som gavner den enkelte, er baseret på, at han udbytter og besejrer sin omverden.

Almindeligvis opfatter vi synd som det, at vi til fordel for os selv skader en anden eller noget andet. Synd kan således siges at være vor personlige vilje, som slås mod alt og alle udenfor sig selv.
Men hvad er formålet med denne krig? Egoets mål er ene og alene at opbygge, vedligeholde og beskytte sig selv. Fordi vi tror, vi er egoet, bruger vi al vor tid til at værne om og forsvare dette billede, og meget omhyggeligt former vi et ego, som vi bilder os ind vil give os selvværd og værdi i andres øjne, og som vi håber på og higer efter skal blive elsket.
Det er let at indse, at kærlighed hermed bliver en "handelsvare", som vi konkurrerer med alle andre om at besidde. Vi søger, så at sige, at fravriste verden det kostelige gode - kærlighed - for at vi selv kan eje det. Vi stræber efter at blive et "specielt" ego, som kan hæve sig over alle de andre, og som kan tiltrække alle de ubetalelige skatte såsom stolthed, magt, smiger og kærlighed.

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold