Manual 4 Næste Afsnit - II. Niveau-1
De to niveauer Næste Kapitel Indhold

Én-sindethed, Himlen. Én-sindethed er Guds verden eller Himlen.
Kurset kalder også dette Virkeligheden (reality) ikke at forveksle med "den virkelige verden" som er den fysiske verden set med Kristus vision - altså når vi har tilgivet alt.
Himlen, som er ren Ånd, karakteriseres af begreberne angivet i cirklen (1). Disse er udover Ånd: Énhed, Uforanderlighed, Evighed, Liv, Kærlighed og Viden (Kundskab).

I Himlen er Gud og Guds skabelse også kaldet Guds Søn eller Kristus. Kurset bruger desuden ordet "Selvet"[20] (med stort S) som synonym for Kristus.

For at forstå Kursets tankesystem er det vigtigt at vide, at Gud er en ikke-dualistisk væren af ren, upersonlig Kærlighed. Ikke-dualistisk betyder, at der i Himlen ikke findes nogle modsætninger. Der er således heller ingen modsætning mellem Gud og Guds Søn. De er Ét, ligesom alt i Himlen er Ét!
Gud (Kærlighed) udvider Sig Selv i én uafbrudt strøm, som forøges uden afbrydelse og uden ende netop gennem sin egen udvidelse (extension). Guds Søn, der er skabt af Gud og dermed selvfølgelig også lig Gud, skaber ligeledes i forening med sin Fader ved at udvide sig selv.
Kærlighed forøges ved at blive givet/delt[101]. Vi kan kun "eje" kærlighed ved at give den til andre. Denne lovmæssighed, der er en karakteristisk egenskab ved kærlighed gælder i Himlen, såvel som på jorden.
Det er vigtigt at vide, at selv om Gud skabte Kristus lig Sig Selv, og Kristus derfor deler Guds egenskaber og skaber ligesom Gud, så er Kristus ikke Gud. Vi er Guds Søn, ikke Kilden. Der findes kun én Kilde, og det er Gud, men mere herom senere.

Himlen er en så ophøjet tilstand, at det fuldstændigt overgår vore evner at beskrive, fatte eller forestille os. Som Kurset siger, kan Himlen kun fattes gennem en åbenbaringsoplevelse[48]. Og selv når vi oplever en sådan, kan den ikke beskrives eller forklares, da ord kun er symboler på symboler og derfor to gange fjernet fra virkeligheden[49], som Jesus siger i Kurset.
Andetsteds kalder han det, at forsøge at forstå, hvad Himlen er, for "uforstandige overvejelser", og beder os om ikke at prøve at forstå noget, vi alligevel ikke kan fatte.

Alt her på jorden er i direkte modsætning til Himlen, men selv om vi ikke kan forstå dette, kan vi dog få en lille anelse om, hvad Himlen er, ved at beskrive den med begreberne angivet i cirklen (1).

Himlens essens er Ånd, eller Guds Tanke, som Han skabte lig Sig Selv. Den samlede Ånd, eller alle Guds Tanker, er Guds enbårne Søn eller Kristus.
I Himlen findes kun ånd, ingen fysiske legemer, ingen forskelle og ingen tid, kun én fælles, uendelig og uforanderlig Kærlighed. I Himlen blandes og sammensmeltes vore tilsyneladende adskilte identiteter, idet disse forenes og former ét enkelt universelt Selv eller Kristus. Kristus hviler i fuldkommen, nær forening med Gud, vor Skaber, Himlens Herre, alt levendes Ophav.
Kurset bruger således ordet "Kristus" på en anden måde, end vi normalt forstår det, idet Jesus - sammen med os alle - er Kristus, Guds Søn.
Jesus er, som han selv siger i Kurset, kun en ældre broder som blot i tid er lidt foran os, men som ikke har noget, vi ikke indeholder potentielt[51]. Blot var han den første, som opnåede, hvad man kunne kalde "Kristus-bevidsthed" eller, som Kurset siger, den første som accepterede Udsoningen for sig selv[52].

I Himlen findes Viden eller Kundskab[14]. Denne viden er, som en konsekvens af Himlens ikke-dualistiske karakter, uden konflikt, uden selvmodsigelser, uden disharmonier, uden mulighed for fortolkning. I Himlen findes ingen spørgsmål, thi vi ved alt.
Her findes Sandheden/ Virkeligheden, altså den fuldstændige modsætning til den fysiske verden, hvor vi intet ved, men kun evner at opfatte, det vil sige fortolke vore sanseindtryk.

Det begreb, som bedst kombinerer alle himlens aspekter, er Kærlighed. Himlen er derfor oplevelsen af fuldkommen, grænseløs Kærlighed. Dette opleves som en tilstand af ren, frydefuld lykke. Vi er ét med den fuldkomne glæde, da vi oplever en dyb, ekstatisk henrykkelse, som fuldbyrder og overgår absolut alt, vi på nogen mulig måde kan forestille os. I en uendelig, uforanderlig og udelt lykketilstand, uden forstyrrelser og uden tid, hviler vi i fred sammen med Gud, vor skaber.

Hvordan skete det? Et spørgsmål som alle, der studerer Kurset, på et eller andet tidspunkt stiller sig selv er: Hvordan kunne denne adskillelse fra Gud egentlig ske? Hvordan kunne vi forlade det fuldkomne, det som er Alt?
Spørgsmålet "hvordan skete det?" er i virkeligheden et ledende spørgsmål, som ikke kan besvares, idet spørgsmålet jo forudsætter, at det rent faktisk er sket.
Kurset gør derfor heller ikke meget ud af, hvorledes det, vi opfatter som vor adskillelse fra Gud, kunne ske, men sammenligner det med en drøm, vi blot skal vågne fra. Der er flere grunde til dette, og den "bedste" er vel, at det rent faktisk aldrig er sket[9].

Når vi nu imidlertid opfatter os selv som værende i den fysiske verden og derfor oplever denne verden som virkelig, er dette et tilsyneladende paradoks, som vi har endog meget vanskeligt ved at forstå. Vi kan derfor vælge at fortabe os i det paradoksale eller blot en tid acceptere paradokset, og gøre som Jesus anviser os i Kurset. For den dag vi får en åbenbaringsoplevelse[48], vil alle vore spørgsmål og al vor tvivl falde til jorden, for vi ved alt.

Det, at vi tror, at vi har adskilt os fra Gud, at vi har en vilje, som er adskilt fra Hans, kalder Kurset den oprindelige fejl (the original error)[53]. Dette bringer os i et modsætningsforhold til Gud og fører os ud i en konkurrence med Ham, hvilket just er grunden til egoets tilsyneladende eksistens. Den oprindelige fejl kan sammenlignes med det fra Kristendommen kendte begreb arvesynd.
Det bemærkes, at Kurset ikke kalder vor tilsyneladende adskillelse for en synd, med blot en fejl. Synd er noget uopretteligt, noget som ikke står til at ændre[133]. Fejl derimod, kan til enhver tid ændres, når vi vælger det. Dette er en væsentlig forskel på Kursets lære og traditionel Kristendom.

At vor adskillelse fra Gud i virkeligheden er en umulighed og i bund og grund uvirkelig, viser Kurset os bl.a. med dette spørgsmå[l54]: Hvorledes kan du, som er Guds mening, opfatte dig selv som fjernet fra den? Og Kurset giver selv dette noget overraskende svar[55]: Du kan kun se dig selv som adskilt fra din egen mening, fordi du oplever dig selv som uvirkelig.

En af de måder hvorpå Kurset omtaler vor tilsyneladende adskillelse fra Gud er imidlertid, at der ind i evigheden, hvor alt er Ét, krøb en lillebitte tosset idé, ad hvilken Guds Søn glemte at le[143]. Ved denne hans glemsel blev tanken en alvorlig idé, som gav mulighed for både fuldførelse og reel virkning[56], idet al tro - som Kurset siger et andet sted - er virkelighed for den, som tror[57].
Vi må således forestille os, at denne lillebitte tossede idé var en tanke hos Guds Søn: "Om der mon kunne findes en kraft ud over Almagt, om der kunne være mere end Alt"[144].
En sådan tanke er selvindlysende idiotisk, for selvfølgelig kan der ikke være mere end Alt. Men det blot at overveje muligheden af at der kunne være noget andet end virkeligheden, indeholder den dualistiske idé at der også kan være en modsætning til Alt, til Himlen.
Ved at indføre denne dobbelthed, fornægtes vor Kildes Énhed og Overflod. Da Gud skabte Virkeligheden som total énhed, så følger det heraf, at vi - såfremt vi tror på denne dualitet - også afviser Virkeligheden, idet en dualistisk tanke ikke kan eksistere sammen med Gud.

Det tilsyneladende resultat af den lillebitte tossede idé var derfor, at vi selv - ikke Gud - fordrev os fra Paradis og at vi frasagde os vor Skabers arv. Denne ene fejl, denne ene tossede idé, lærer Kurset os, var årsagen til en mangfoldighed af beslægtede tanker, som resulterede i fremkomsten af hele det fysiske univers ("the big bang")[78], som egoet, helt bogstaveligt, lavede som et skjulested, hvor Gud ikke kan komme og som et forsvar mod Gud. Og hvordan nu det?

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold