Manual 4 Næste Afsnit - II. Synd, skyld og frygt
Uret-sindethed Næste Kapitel Indhold

Synd blev ovenfor defineret som det, at vi til fordel for os selv skader andre. Skyld[A] er det psykologiske resultat af synd. Denne skyld kan derfor siges at være alle former for selvhad eller selvafvisning, følelser af utilstrækkelighed, mindreværd eller selvdestruktion, men også følelser af tomhed, ensomhed, at der er noget i os, som er mangelfuldt, helt mangler eller er ufuldkomment.
Er skylden bevidst for os, angriber og anklager vi os selv (vores krop) for at være "synderen". Er den ubevidst for os, angriber vi, med vores vrede og had, alle andre for at være "synderen".
I parentes bemærket er skyld, vi projicerer over på os selv, vores krop, årsagen til fysiske sygdomme[124].

Mekanismen i den uhellige treenighed: Synd, skyld og frygt, er som følger:
Hvis vi tror, vi har syndet - altså enten direkte eller indirekte har gjort en anden uret eller fortræd - så er det psykologisk set ikke til at undgå, at vi også bevidst eller ubevidst føler skyld over det, vi har gjort. Denne skyld vil vi føle uanset om det rent faktisk er noget vi har gjort, om det er noget, vi tror, vi har gjort, eller blot er noget vi har tænkt på at gøre.
Når vi føler skyld - hvad enten denne skyld er bevidst eller ubevidst - er det ligeledes psykologisk uundgåeligt, at vi bliver bange. Vi frygter nemlig den "retfærdige" hævn og straf fra den, det eller dem, vi tror, vi har syndet imod.

Foran blev det nævnt, at vrede og had er de følelser, som fortæller os, at vi tror, at synden findes udenfor os selv, det vil sige, at du er synderen. Hver eneste gang vi har en negativ tanke, følelse eller attitude overfor et andet menneske, tror vi derfor - eller bilder vi os selv ind - at denne synd findes udenfor os selv.
Ligeså længe vi er medlem af egoets fanklub, altså ligeså længe vi bevæger os indenfor egoets tankesystem, ser vi imidlertid ikke andre mennesker, sådan som de virkelig er, nemlig Kristus. Vi ser udelukkende en fornægtet side af os selv, hvilket vil sige vor egen fortrængte fortid.
Vor vrede og vort had m.m. er derfor projektioner af vor egen fortrængte og ubevidste skyld[47].
Hvis ikke vi, et eller andet sted, rent faktisk opfattede os selv som onde og syndefulde mennesker, ville vi nemlig være fuldstændigt ude af stand til at se synden i andre.
Egoets uhellige treenighed, synd, skyld og frygt kan skematisk beskrives således:
Jeg tror synd er virkelig » Dette får mig til at føle skyld » Giver mig frygt for straf

Al vor angst stammer fra denne ego-mekanisme, som i al sin logiske enkelhed kan udtrykkes:
Jeg er bange, fordi jeg tror, synd er virkelig.
De fleste mennesker vil formentlig på det kraftigste benægte, at de har en dyb og indgroet overbevisning om, at synd er virkelig[18], at de har en fast tro på, at andre, og ikke mindst de selv, er syndefulde. Denne benægtelse er meget forståelig, da resultatet af synd er skyldfølelse, og skyld er den følelse, vi stort set vil gøre hvad som helst for ikke at mærke.
Men ingen i denne verden kan vel sige sig fri for at være bange, bange for andres meninger, for pludselige lyde, for at de skal lide overlast, bange for at andre mennesker skal skade eller såre dem, bange for sygdom, for at dø etc. etc.
Vedgår vi imidlertid, at vi er bange, har vi dermed bevist for os selv, at vi tror, at synd er virkelig, jf. princippet i den uhellige treenighed: Synd ↔ skyld ↔ frygt.

Den synd, vi er allermest bange for og den, vi har fortrængt allerdybest, er selvfølgelig troen på, at vi har adskilt os fra Gud. Dette medfører, at vor allerstørste angst er Gud, hvis "retfærdige hævn" vi hvert øjeblik forventer skal ramme os som et lyn fra en klar himmel og udslette os.
Alle beretningerne i Bibelen om Gud, som straffer, revser, forlanger død, mord og ødelæggelse, har sit udspring i denne ego-mekanisme. Dette betyder selvfølgelig ikke, at Gud er et kæmpe-ego, men er derimod et udtryk for fortællernes egne projektioner af deres fortrængte synd over på Gud.

Ikke uden grund fremhæver Kurset netop denne vor tro på syndens virkelighed som det allervæsentligste og i virkeligheden det eneste problem, vi har. Som Kurset siger, findes der kun ét problem - troen på synd - og kun én løsning - tilgivelse[83].

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold