Manual 4 Næste Afsnit - III. Egoets tilbud om frelse
Uret-sindethed Næste Kapitel Indhold
Forsvar: Fornægtelse og projektion. Som tidligere nævnt tilbyder
egoet at frelse os. Da denne verden, ifølge egoets fortolkning, kun er
ude på at besejre og snigmyrde os, er det indlysende, at vi også har
brug for at kunne forsvare os imod al dens ondskab.
Den frelse, egoet gør sig til talsmand for, er derfor et tilbud om at vi
kan forsvare os på en helt speciel snedig måde.
Forsvarsmekanismerne som egoet lægger frem, er den tidligere
omtalte pakkeløsning: Fornægtelse og projektion; de to typer forsvar,
der - som Kurset fremhæver - går hånd i hånd.
Taknemmeligt griber vi egoets tilbud, idet vi ikke opdager at disse
snedige "forsvar" i virkeligheden - ligesom alle andre forsvar - er
skjulte angreb[126], hvilket efterfølgende vil vise.
Fornægtelse er - som vi har set - det at vi undertrykker vor skyld, at
vi skubber den ud af bevidstheden, ned i underbevidstheden, at vi så
at sige skjuler skylden for os selv.
Jesus siger mange gange i Kurset, at mørke ikke kan skjule[123].
Hermed mener han, at det vi fornægter, selvfølgelig ikke forsvinder[122].
Ikke desto mindre binder egoet os dette "strudseprincip" på
ærmet, og vi tror rent faktisk, at det vi ikke kan se - eller det, vi ikke
er bevidste om - heller ikke eksisterer. Keine Hexerei, nur Behendigkeit!
Kurset bruger i øvrigt altid ordet "fornægtelse" i betydningen: Fortrængning.
Projektion er det, at vi kaster denne skjulte skyld bort fra os, kaster
den i hovedet på et andet menneske, flytter den udenfor os selv. Da
denne skyld jo er ubevidst for os, ved vi selvfølgelig heller ikke, at
det er vores egen skyld, vi spreder ud over alt og alle.
Det skal her bemærkes, at projektion principielt forekommer i to
forskellige former, hvoraf den ene er fysisk projektion, hvilket vil
sige, at vi fysisk adskiller os fra ham, hende eller det, vi har dømt
som "synderen". Sætninger som "forsvind og kom aldrig mere tilbage",
"jeg vil aldrig se dig igen", "jeg gider ikke se på dig", "nu flytter
jeg hjem til min far", "vi passer ikke sammen længere" etc. er gængse
former for fysisk projektion, hvormed vi forsøger at gøre et andet
menneske til "bæreren" af vor egen skjulte skyld.
Kurset bruger udtrykket "projektion laver opfattelse"[66], hvilket er en
kort beskrivelse af dette princips virkemåde, idet vi i andre kun kan
se/opfatte den "synd", vi har fornægtet i os selv.
Ved den anden form for projektion sker der - ikke en fysisk - men
en psykologisk adskillelse. Nu lægger vi vore synder - vor skyld -
over på et andet menneske og angriber herpå vedkommende med
vor vrede, had, irritation, etc.
Selvom de mest iøjnefaldende "mål" for vore projektioner er andre
mennesker, er egoet ikke nøjeregnende, når dets skyld skal placeres.
Egoet kan bruge alt: Vejret, bilen, kæresten, bussen, regeringen,
andre nationer og racer, ting og begreber af enhver art.
Uanset om der er tale om fysisk eller psykologisk projektion, er
mekanismen den samme: Først gør vi vor egen skyld "usynlig", idet vi
fornægter, at vi overhovedet har den. Vi fortrænger følelsen. Når
dette er sket, og låget er sømmet godt fast med 7-tommer søm,
"(gen)opdager" vi denne skjulte skyld i et andet menneske (ting), men
kan nu ikke overhovedet indse, at det er vor egen.
Helt bogstaveligt bruger vi således projektion til at skyde skylden på
andre for at vi selv kan undslippe den. Projektion slører derfor vort
udsyn med vor egen ubevidste skyld, og vi giver andre - vor omverden,
Gud og hver mand, alle andre end os selv - skylden for de
synder, vi har skjult for os selv.
Som det ses er forsvar intet andet end slet maskerede angreb udført
under dække af selvretfærdighedens slør, en måde, hvorpå vi med
"uskyldighedens ansigt"[84] kan retfærdiggøre vore egne angreb på
andre: "Det er ikke min skyld", "det var ham der begyndte", "det er
hans skyld".
Af indlysende grunde kan projektion ikke helbrede vor skyld. Det er
som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det luner helt fint de
første 3 minutter, men herefter bliver det endnu koldere end før.
Ligeså med projektion af skyld. Det er noget så vidunderligt, når man
kan blive godt og grundig gal på en anden, kan "få renset luften", "få
placeret vreden, hvor den hører hjemme", eller hvilke retfærdiggørelser
vi nu end bruger, for ikke at mærke vores egen skyld.
Den sørgelige sandhed er imidlertid, at denne vor formodede flugt fra
skyld, faktisk kun forårsager endnu mere skyld, idet en hel cyklus af
skyld og angreb sættes i gang, da projektion - som vi har set - blot
er en anden form for angreb, idet formålet med både skyld og angreb
er at anklage en anden for synd. Det forsvar, som egoet kaster ud til
os, som en redningsflåde til den druknende, viser sig ikke at være
andet end to punkterede svømmevinger.
Hele dette ego-system virker ganske enkelt ikke. Derimod fører det
os - som vi har set - uundgåeligt til en tilstand af frygt.
Da vi har anklaget os selv og andre for synd, har vi ikke andre
alternativer end at synke ned i isolation og skjule os for straffen fra
det onde udenfor og skylden indeni os. Egoets slutresultat er derfor
frygt, isolation, skyld og ensomhed.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold