Manual 4 Næste Afsnit - V. Niveau-2
De to niveauer Næste Kapitel Indhold
Niveau 2 omfatter denne, den fysiske eller tidens verden. Bemærk at
ego-sindet (4) ligeledes hører til Niveau-2.
Som omtalt foran har vi, på grund af vor frygt for Guds straf, i bogstaveligste
forstand lavet denne verden som et skjulested, hvor Gud
ikke kan finde os. Det, at vi har forladt vort sind og projiceret os ned
i en fysisk verden, betyder reelt, at vi har gjort os selv sindsløse[76],
som Jesus siger i Kurset.
Som en erstatning for den Viden eller Kundskab, vi har forladt, har
egoet i stedet lavet opfattelse. Her i den fysiske verden kan vi derfor
kun opfatte, i modsætning til i Himlen hvor vi har Viden eller Kundskab.
Vi har så at sige fraskrevet os evnen at vide og derfor også
evnen til at se forskel på det, som er sandt, og det som er falskt.
Denne evne skal vi "genlære", hvilket sker, når vi studerer Kurset og
praktiserer dets lektioner.
Denne verdens to tankesystemer. I denne verden findes der to
forskellige tankesystemer eller to måder, hvorpå vi kan opfatte.
Det ene tankesystem er egoets måde at opfatte på. Dette benævner
Kurset uret-sindethed (wrong-mindedness). Uret-sindethed karakteriseres
af begreberne angivet i (5). Disse er: Synd, skyld, frygt,
fornægtelse (fortrængning), specielle forhold og projektion.
Det andet tankesystem omfatter Helligåndens måde at opfatte på.
Kurset benævner dette ret-sindethed (right-mindedness). Denne
opfattelsesmåde karakteriseres af begreberne i (7): Udsoning,
tilgivelse, miraklet, den virkelige verden, hellige forhold og den
lykkelige drøm.
Her i verden findes kun disse to opfattelsesmåder. Hver for sig er de
begge yderst logiske og konsistente, men er ikke desto mindre
indbyrdes totalt uforenelige.
På skitsen er "uret-sindethed" vist til venstre og benævnes
5. "verden". "Ret-sindethed" er vist til højre og er benævnt 6. "den
virkelige verden".
Som egoer opfatter vi verden som værende udenfor os selv, at den
intet har med os at gøre. Som det antydes på skitsen er denne
egoverden imidlertid en refleksion af indholdet i vores sind.
Vore sanser opfatter således kun det som vores sind allerede har
"kastet ud" i verden. Da egosindet er fyldt af frygt, død, "ubodelig
ensomhed" etc., er det disse "beskeder" som bliver "maler på verdens
lerred" og som vore sanser derefter opfanger og tror er virkelige
og i øvrigt intet overhovedet har med os at gøre. "5. verden" er
således et spejlbillede af vores eget sinds værste mareridtsdrømme. I
Kurset gentager Jesus gang på gang at der intet findes udenfor vort
eget sind og at vi selv har lavet det alt sammen[118, 119].
Bemærk at der ved "spejlet" til venstre (5) er vist to parallelle streger
- III og IV - som symboliserer at vi her adskilte os to gange mere
fra vores Ophav. III viser at vi, ved at projicere indholdet i vores
sind ud i den fysiske verden, adskiller os fra ego-sindet og i øvrigt
fornægter dets eksistens. Ved IV adskiller vi os endnu en gang idet vi
som opfatteren (8) ser vore egne fornægtede projektioner i "verden
udenfor os", men nu er overbeviste om at de intet overhovedet har
med os at gøre.
Bemærk ligeledes at der ved "spejlet" til højre (6) ikke er nogen
adskillelse mellem vores sind, den virkelige verden og det vores
sanser opfatter (7). Her oplever vi, at vi er forenet med alle andre
mennesker. Bevidst lader vi os lede fra Kristus-sindet og vi ved at alt
er kærlighed - eller sagt med Jesus ord, et udtryk for kærlighed eller
en bøn om kærlighed[142].
Jesus understreger, at begge de omtalte tankesystemer er opfattelser.
Helligåndens tankesystem (7) er således heller ikke sandheden eller
virkeligheden. Det som er vigtigt at forstå er imidlertid, at Helligåndens
tankesystem fører os til sandheden, til virkeligheden, hvorimod
egoets tankesystem (5) fastholder os i adskillelse og frygt.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold