Manual 1 Næste Afsnit - II. Skiftet i opfattelse
5. HVORDAN OPNÅR MAN HELBREDELSE? Næste Kapitel Indhold
1) Helbredelse kan kun ske i nøjagtigt forhold til erkendelsesgraden af sygdommens værdiløshed. Man behøver blot at sige: »Der er overhovedet ingen gevinst for mig i dette«, og man er helbredt. Men for at kunne sige dette, må man først erkende nogle fakta. For det første er det indlysende, at beslutninger sker i sindet og ikke i kroppen. Hvis sygdom blot er en fejlagtig problemløsningsmetode, er det en beslutning. Og hvis det er en beslutning, er det sindet og ikke kroppen, der foretager den. Modstanden imod at erkende dette er enorm, for eksistensen af verden, som du opfatter den, er afhængig af, at det er kroppen, der er beslutningstageren. Begreber som »instinkter«, »reflekser« og lignende repræsenterer forsøg på at udstyre kroppen med ikke-mentale motivatorer. Faktisk fastslår eller beskriver sådanne begreber blot problemet. De besvarer det ikke.
2) Accepten af sygdom som en beslutning i sindet med et formål, som det vil bruge kroppen til, er grundlaget for helbredelse. Og dette gælder for helbredelse af enhver art. En klient bestemmer, at sådan er det, og han er helbredt. Hvis han bestemmer sig til ikke at blive rask, vil han ikke blive helbredt. Hvem er lægen? Kun klientens eget sind. Resultatet bliver, hvad han bestemmer, det skal være. Specielle midler synes at hjælpe ham, men de giver blot hans eget valg en form. Han vælger dem for at give sine ønsker en håndgribelig form. Og det er dette, de gør og intet andet. Der er faktisk slet ikke behov for dem. Klienten kunne faktisk stå op uden deres hjælp og sige: »Jeg har ingen brug for dette«. Der findes ingen sygdom, der ikke øjeblikkeligt kunne helbredes.
3) Hvad er det eneste nødvendige for at opnå dette skift i opfattelse? Det er blot dette; erkendelsen af, at sygdom kommer fra sindet og intet har at gøre med kroppen. Hvad »koster« denne erkendelse? Det koster hele den verden, som du kan se, for verden vil aldrig igen fremstå som den, der styrer dit sind. For med denne erkendelse er ansvaret placeret, hvor det hører hjemme; ikke hos verden men hos ham, der ser på verden og ser den, som den ikke er. Han ser på det, han ønsker at se. Ikke mere og ikke mindre. Verden gør intet mod ham. Han troede det bare. Ej heller gør han noget mod verden, for han misforstod, hvad den er. Heri ligger forløsningen fra både skyld og sygdom, for de er et og det samme. Men for at acceptere denne forløsning, må kroppens betydningsløshed blive en acceptabel tanke.
4) Med denne tanke er smerten forsvundet for altid. Men med denne tanke forsvinder også al forvirring om skabelse. Er dette ikke en nødvendig følgevirkning? Sæt årsag og virkning ind i deres sande forløb i ét forhold, og læren vil generalisere sig og forandre verden. Overførselsværdien af én sand idé har ingen slutning eller begrænsning. Det endelige resultat af denne lære er erindringen om Gud. Hvad betyder skyld og sygdom, smerte, ulykke og al lidelse nu? Da de intet formål har, er de borte. Og sammen med dem forsvinder også alle de virkninger, de syntes at skabe. Årsag og virkning efterligner blot skabelsen. Set i deres rette perspektiv uden forvrængning og uden frygt genskaber de Himlen.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold